Af Rafael Martinez, Proletarskaja Gazeta
Overhuset i det borgerlige russiske parlament har med overvældende flertal
stemt for at gøre Sovjethymnen til russisk nationalsang. Det Føderative
Råd vedtog loven i december sidste år med 144 stemmer for, én
imod og to, der undlod. Afstemningen kom efter lovens vedtagelse den 8. december
i den russiske statsduma, den anden, ’lavere’ del af det borgerlige
parlamentet.
Med præsident Putins underskrift kunne den ’ny’ nationalsang
byde året 2001 velkommen. Der var ikke megen tid til at træffe beslutning
om teksten til Alexandrovs musik, da præsident Putin bad forfatteren til
den originale tekst til Sovjethymnen, den 87-årige digter Mikhailov, om
at foretage de nødvendige ’tilpasninger’ for at føre
den ajour. Det kunne for mange se ud, som om Mikhailov blev sat på en
uløselig opgave – hvis det ikke lige var for dem kendsgerning, at
han allerede én gang tidligere har tilført den oprindelige tekst
fra 1943 et ’magisk strøg’. Her taler vi om fjernelsen af ordet
Stalin fra originalteksten og alt, hvad der kunne hentyde til ham. I dag skal
han bare erstatte ordet Lenin med ’Gud’ og ordet Sovjetunion med ’Fædreland’,
og jobbet er gjort.
Faktisk har en enkelt velkendt linje fra den gamle hymne overlevet, ifølge
russisk tv:
’Syng til fædrelandet / de fries hjem’. Så hvad der forekom
mange at være uforenelige modsætninger, viste sig blot at være
et mindre teknisk spørgsmål. Det er det helt afgjort også,
for det virkelige spørgsmål her handler ikke om teksten til den
ny russiske nationalsang. Mange rundt om i verden, der støtter venskabet
med det sovjetiske folk, undrer sig over, hvorfor fanden det borgerlige russiske
parlament og dets præsident efter ti års massiv antikommunistisk
propaganda lige pludselig besluttede sig for at rehabilitere Sovjethymnen og
samtidig at gøre Det Røde Flag til den russiske hærs symbol
(det trefarvede post-sovjetiske flag og den dobbelthovede ørn er stadig
Ruslands officielle symboler).
Opgiver det russiske bourgeoisi kapitalismen?
Er det russiske borgerskab da ved at opgive den kapitalistiske vej? Har det
pludselig fattet interesse for socialisme? Eller omvendt måske: Er det,
fordi det gør sig bekymringer om det nuværende brutale kapitalistiske
udbytningsregimes stabilitet? Hvad har affødt et sådant grotesk
skridt fra de samme folk, som for få år siden var fuldstændig
allergiske over for alt, hvad der kunne minde dem om sovjettiden? Og endelig:
Hvordan skal alle det sovjetiske folks venner og de, der i Rusland slås
for en sovjetfremtid, forholde sig til denne bizarre ironi fra de russiske autoriteters
side?
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det russiske bourgeoisi
er ved at opgive den kapitalistiske vej og nu frivilligt tilbyder at genoprette
socialismen – så kender vi alle svaret på det! Der findes intet
tilfælde i verdenskapitalismens moderne historie, hvor det herskende borgerskab
frivilligt har hjulpet med til at undergrave den kapitalistiske udbytnings rødder,
ikke engang for at dele den rigdom, der har hobet sig op under deres herredømme,
med de udbyttede masser. Verdensbourgeoisiet kan imidlertid ændre på
deres herredømmes ydre former, så længe dette ikke anfægter
en eneste af kapitalismens grundpiller.
Sovjetfolkets venner kan være sikre på, at genindsættelsen
af Sovjethymnen ikke er en indrømmelse fra det russiske borgerskabs side
til den russiske arbejderklasse – men tværtimod er en taktik, som
den herskende klasse har valgt for at forvirre arbejderbevægelsen i et
panikagtigt forsøg på at bevare regimets enormt skrøbelige
stabilitet.
Grunde til panik
Hvad er det for sociale og politiske omstændigheder, der tvang regeringen
til at ty til sådanne desperate skridt? På den ene side er økonomien
på randen af sammenbrud, på den anden side vokser fagforenings-
og arbejderbevægelsen kraftigt over hele landet, og dennes politiske styrke
forstærkes af den kendsgerning, at den sociale basis for det russiske
regime er blevet dramatisk indskrænket i de seneste år. Sidste år
forsøgte den russiske regering hånd i hånd med statsdumaen
at gennemføre en ny arbejdsmarkedslovgivning, et rent rædselskabinet.
Hvis den blev vedtaget, vil den berøve arbejderne de mest grundlæggende
rettigheder såsom retten til at danne fagforeninger og organisere sig,
og selv ytringsfriheden … Den vil reelt påtvinge den russiske arbejderklasse
fascistiske produktionsforhold.
Vedtagelsen af denne nye arbejdslovgivning er en juridisk nødvendighed
for den russiske regering for at undertrykke den voksende russiske fagforenings-
og arbejderbevægelse, som truer med at smadre det skrøbelige fundament
for præsident Putins kapitalistiske regime. Kapitalismen i Rusland står
så svagt, at det russiske borgerskabs regering ikke har været i
stand til at skabe det juridiske grundlag for et nyt og tvingende nødvendigt
angreb på den russiske arbejderklasses rettigheder. Og den russiske regering
er så desperat, at den er parat til at genindsætte Sovjethymnen
i et forsøg på at aflede de progressivt indstillede og fagligt
organiserede arbejderes opmærksomhed fra arbejdsmarkedsspørgsmålene
ved at fostre forvirring om den russiske økonomis sande natur: Er det
virkelig en kapitalistisk stat, der som sin nationalsang vælger Sovjethymnen?
Det russiske bourgeoisi er blevet tvunget til at iføre sig denne ’røde’
forklædning.
Århundredets mænd
Mange vil opfatte ’rehabiliteringen’ af Sovjethymnen som en indrømmelse
fra borgerskabets side. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at efter 10 års
råkapitalistiske reformer, der ikke har bragt andet end elendighed og
ydmygelse til størstedelen af befolkningen, er det russiske folk i almindelighed
positivt indstillede over for sovjetsymboler og fraseologi. Det kom ikke som
nogen overraskelse, da det russiske nyhedsbureau Interfax for ikke så
længe siden rapporterede til de vestlige medier, at russerne har udnævnt
Lenin, Sovjetstatens grundlægger, til ”århundredets mand”.
Nok om det – ifølge samme meningsmåling ville hele det russiske
folks valg til andenpladsen blandt århundredets mænd være
Josef Stalin.
Sovjethymnens tilbagekomst er ingen sensation; hovedparten af det russiske folk
er positivt indstillede til Sovjetunionens genoprettelse. Den nuværende
russiske regering søger at skabe den illusion, at der er ved at ske en
overgang til en velfærdsstat. Det er imidlertid ikke andet end en hul
illusion, fordi den virkelige hensigt fra det russiske bourgeoisis side er at
udvide det undertrykkelsesregimente, det har påtvunget de arbejdende masser.
Det er derfor ikke en indrømmelse til de russiske arbejdermasser, ikke
en tilbagevenden til socialismens ideer, men et snedigt trick for at forvirre
dem.
Bedrag og samarbejde
Er Rusland et kapitalistisk land? Selvfølgelig! Snesevis af millioner
arbejdere får, hvad der svarer til 50-100 amerikanske dollars i løn
om måneden – og for det meste bliver selv denne ringe løn
ikke udbetalt til tiden! Den kapitalistiske reproduktions klassiske cyklus udvikler
sig i Rusland på basis af superudbytningen af arbejderklassen. Det er
den barske sandhed om dagens Rusland. Det russiske bourgeoisi har intet andet
valg end at tilsløre den russiske stats sande karakter ved at henvende
sig til offentligheden med en sprogbrug, som i den grad er populær blandt
hovedparten af de russiske arbejdende.
Men er den russiske regering alene om dette nye forsøg på at bedrage
de russiske arbejdende med hensyn til statens karakter? Nej, ulykkeligvis ikke.
Allerede kort efter Sovjetunionens kollaps, som efterfulgtes af den første
bølge af markedsreformer, indså Jeltsins antikommunistiske regering
nødvendigheden af at samarbejde med det revisionistiske Den Russiske
Føderations Kommunistiske Parti (RFKP), der har hr. Sjuganov som leder.
Dette parti hjalp Jeltsin med at konsolidere præsidentmagten oven på
den massakre, som undertrykte den folkelige opstand i oktober 1993. Takket være
RFKP’s medvirken antog Rusland dengang en præsidentforfatning. Ved
at opkaste sig som talsmand for alle progressivt indstillede mennesker i Den
Russiske Republik, udviklede ’den konstruktive og civiliserede parlamentariske
opposition’, som domineredes af RFKP, dumaen til et lydigt instrument for
den russiske præsident. Efter næsten 10 år med denne såkaldte
’konstruktive opposition’ var Gennadij Sjuganov stolt over i december
at kunne meddele, at ’begyndende med den første dag i det nye år,
vil det russiske folk vågne op hver morgen til Sovjethymnen’.
Takket være Sjuganov! Hvad med elendigheden og superudbytningen, som har
ramt snesevis af millioner russiske arbejdere? Vil Sovjethymnen gøre
det spor lettere for hovedparten af det forarmede og ydmygede russiske folk?
I realiteten arbejder revisionisterne hånd i hånd med den russiske
regering om at bedrage og udbytte det russiske folk.
At organisere og forstå
Den russiske arbejderklasse i dag er ved at lære at organisere sig. Den
russiske arbejderklasse er nu også begyndt at forstå, at de herskende
klasser, startende med Hrustjov/Bresjnevs revisionistkliker frem til Putin af
i dag, vælger at skjule deres sande ansigt og alle deres økonomiske
privilegier under en engang glorværdig arbejder- og bondestats symboler
og sprogbrug, Lenins og Stalins Sovjetunion, som er så dyrebar for det
russiske folk.
Sovjetfolkets venner og Ruslands organiserede arbejdere må ikke lade sig
narre af dem, der skjuler sig bag sovjetsymboler. Ruslands organiserede arbejdere
og den alrussiske fagforeningsføderation ’Arbejdets forsvar’
og andre progressive fagforeninger i hele landet vil ikke opgive den økonomiske
og heller ikke den politiske kamp mod præsident Putins kapitalistiske
regime, og de vil ikke slække på viljen til at organisere den russiske
arbejderklasse.
Kun arbejderklassens organiserede kamp og ikke ’rehabiliteringen’
af Sovjethymnen fra borgerskabets regerings side vil bringe Sovjetunionen tilbage
og løse de mest brændende problemer for det overvældende
flertal forarmede og dybt ydmygede arbejdende russere.
Rafael Martinez er også redaktionsmedlem af det canadiske tidsskrift
’North Star Compass’, organ for den internationale sammenslutning
af ’Venner af det sovjetiske folk’, som samler folk af forskellige
politiske afskygninger. Artiklen har været trykt i nr. 2, februar 2001.
Dens hjemmeside findes på www.northstarcompass.org
Proletarskaja Gazeta, som er en landsavis med det tidligere Leningrad som udgivelsessted,
har følgende hjemmesideadresse www.pgazheta.narod.ru
KP6, 2001