Jo flere tragedier kapitalismen producerer, jo mere forringes det sociale system og hjælpen. Det synes at være en indbygget logik - også i det danske kapitalistiske system. I dag udstødes store grupper i arbejderklassen ikke bare af det normale arbejdsmarked. De udstødes af uddannelsessystemet, af boligmarkedet, af dagpengesystemet, af sygedagpengene, af a-kasserne, af førtidspension og efterlønnen. Antallet accelererer med en uhyggelig fart. Mennesker kasseres og lukkes ude af det normale samfundsliv - overladt til sig selv at forsøge at finde en måde at overleve på. På den regning bygges velfærden for de få.
De seneste års store ændringer i dansk socialpolitik har ikke kun
været de endeløse automatiske nedskæringer efter "grønthøstermetoden".
De store reformer er direkte principielle brud med hidtil gældende sociallov
og praksis. At der står EU's arbejdsmarkeds- og social politik med store
tykke fede bogstaver på, kan ingen nok så veltalende minister skjule.
Ændringerne i dansk socialpolitik er knyttet til kapitalens behov for
arbejdskraft. Forbedringer har fundet sted i perioder med mangel derpå,
mens forringelserne sker, når behovet for hjælp er størst.
Højkonjunkturen i 60'erne krævede arbejdskraft til den voksende
nye teknologi, såvel ufaglært som mere specialiseret. Blikket blev
rettet mod reservearbejdskraften, de syge, ulykkesskadede og handicappede. Men
til forskel fra i dag var hensigten ikke tvangsarkivering i et gråt tredje
arbejdsmarkedet, men derimod placering på det normale.
Loven om revalidering til det normale arbejdsmarkedet gennem en egentlig uddannelse
blev vedtaget allerede i 1960. I dag er den indskrænket til særtilfælde.
De kommunale revalideringsbudgetter skrumpet helt ind. De samme mennesker gemmes
af vejen på nedværdigende og udsigtsløse arbejdsprøvninger,
kurser, arkivering og fleksjob.
I den mellemliggende periode bed arbejdsløsheden sig igen fast. De sociale
forringelser satte ind. En af dem var klientgørelsen af levende mennesker,
der blev fanget i et net af bureaukrati og passive overlevelsesydelser, uhyre
svære at slippe ud af igen. Nøjagtig det overgreb bruges i dag
som et af hovedargumenterne for at nægte hjælp. Dagens slagord og
EU-reklameslogans - "Man er ansvarlig for sit eget liv og valg" eller
"Aktiv indsat frem for passiv forsørgelse" - bruges til at
fratage dele af arbejderklassen retssikkerhed, overenskomstrettigheder og sociale
ydelser. De bliver som i Odense kommune, hvor formanden for Kommunernes Landsforening
præsiderer, udliciteret og solgt som ekstraordinær billig arbejdskraft
til arbejdsgiverne.
I dag, hvor følgerne af den intense nedslidning og det dårlige arbejdsmiljø viser sig i al sin gru i arbejderklassens helbreds- og sundhedstilstand, kan det direkte aflæses i lovgivningen om sygedagpenge. De er nu skåret ned til et år. Sygedagpengekontorernes handlingsplaner tillader kun helbredelse inden for dette vilkårlige tidsrum, uanset voksende ventelister på behandling. I 1973 indførtes ret til sygedagpenge, indtil man var blevet helbredt, revalideret eller pensioneret. I 1982 blev perioden nedsat til 91 uger inden for 36 måneder, og dyrtidsreguleringen blev fjernet. I 1989 blev perioden forkortet til 52 uger inden for 18 måneder, med mulighed for forlængelse (hvis man var dødelig syg!). I 1997 fastslår socialministeriet, at sygedagpenge kun er at betragte som en 'korttidsydelse'. For at sætte økonomisk trumf på skal kommunerne allerede efter 8 uger selv betale 50 % af sygedagpengene. Der lovfæstes en mistænkeliggørelse af sygemeldte, og den kommunale klapjagt præmieres økonomisk fra staten. Ved visitering til fleksjob slipper kommunerne helt for at betale - arbejdsgivernes løntilskud finansieres af staten.
Loven om aktiv socialpolitik kaldes også 'forsørgelsesloven'. Med princippet om arbejdspligt for at gøre sig fortjent til sociale ydelser bryder loven afgørende med et 200 år gammelt princip om, at samfundet skal hjælpe dem, der ikke kan forsørge sig selv. Hvor lille og ussel denne hjælp end har været: Vi er tilbage til skelnen mellem værdige og uværdige trængende - bedømt gennem den herskende klasses briller. Tilbage, hvor privat velgørenhed og frivilligt socialt arbejde afløser samfundsansvar. Tilbage i EU-fremtiden. Markedskræfternes frie spil har krævet sin socialpolitik.
Redaktionen 19. marts 2001
KP6, 2001