Af Klaus Riis
NATO-lobbyen af koldkrigere og knokkeljægere har gennem lang tid, systematisk
og koordineret, ført en intensiv kommunistjagt der bl.a. skal
renvaske deres krigeriske militærpagt og dens danske agenter i fortid
og nutid mens kommunister og revolutionære skal stemples om landsforrædere
som værre end nazister.
Blandt de voldsomt personangrebne er Enhedslistens Frank Aaen.
Forbløffende få har reageret. Venstreorienterede historikere har
stukket hovedet i busken. De skal ikke have noget i klemme. Blade som Arbejderen
og Kommunist har været tavse.
Til gengæld kom Enhedslistens Socialisten den 9. februar på banen
med lederen Den kolde krig 2 - næsten fra ord til andet et
optryk fra en udtalelse fra SAPs forretningsudvalg i deres blad Socialistisk
Information. SAP er som bekendt med i Enhedslisten, et parti i partiet.
Skribenten Michael Voss spørger:
Skal vi gå ind i debatten med disse gamle koldkrigere og nyomvendte
tågehorn? Er det besværet værd?
Ja, det er det. Der står nemlig mere på spil end en forløjet
version af historien.
Har de da ikke ret? Lad mig vove pelsen med et klart og utvetydigt: Jo og Nej.
Jo, fordi stalinismen var en af historiens store forbrydelser . . . o.s.v.
NATO-koldkrigerne, skønmalerne af kapitalismen, propagandafortalerne
for den blodige imperialisme har ret - halvt i hvert tilfælde:
Nej, de har overhovedet ikke ret .
Og lederen fortsætter med en stribe angreb på alt og alle på
den danske venstrefløj, som falder ind under koldkrigernes og trotskisternes
rummelige samlingsbetegnelse stalinister - i Voss mening alle,
der opfatter sig som kommunister.
Den er en af de mest perfide angreb, undertegnede har set, et giftigt æselspark
skjult som en slags afgrænsning til de sorte antikommunistiske koldkrigere.
Det provokerede mig til følgende indlæg til Socialisten, som redaktionen
meddeler, den vil lade trykke:
Besynderligt forsvar mod kommunistjagten
Frank Aaen angribes med vildskab af hele det hylende antikommunistiske
kobbel af koldkrigere - og det er forbløffende at se, at ingen af hans
gamle eller nuværende partikammerater, som burde være de nærmeste,
drager i felten til hans forsvar. Og hans eget forsvar mod angrebene
er elendigt: han forsikrer bl.a. at han stadig støtter Sovjetunionens
supermagtskrig i Afghanistan!
Det er synd: antikommunisterne får nærmest frit slag med løgnene,
hetzen, og hvidvaskningen af den forbryderiske kapitalisme og krigeriske imperialisme.
Skal Michael Voss leder i Socialisten Den kolde krig 2 opfattes
som en slags imødegåelse af den nuværende antikommunistiske
hetzkampagne og som støtte til partifælle Aaen, står det
sløjt til. Den giver nemlig de sorte koldkrigere halvt ret, og lidt til.
Stalinisme er koldkrigernes betegnelse for kommunister, folk der
ønsker et socialistisk Danmark samt alle, der har støttet sidste
århundredes forsøg på at opbygge socialistiske samfund. Og
trotskisten Voss og koldkrigeren Bent Jensen og hans sorte kompagni er enige
i, at stalinismen var en af historiens store forbrydelser. Dette
udgangspunkt er fælles.
Derfor bliver Socialistens gendrivelse af den igangværende kommunistklapjagt
en besynderlig og tvetydig affære. Og derfor er det måske heller
ikke så underligt, at Voss (bortset fra at fraråde koldkrigerne
vilde overdrivelser og inflationsbefængte tal) på egen
hånd tilføjer nogle trotskistiske specialiteter til det angivelige
synderegister: Kina og Spanien før 2. verdenskrig!
Ligesom de reaktionære koldkrigere blander også Voss Stalin og hans
efterfølgere (som Hrustjov, Bresjnev og Gorbatjov) sammen
i en pærevælling. Selvom enhver nogenlunde kyndig er klar over,
at Stalins efterfølgere var antistalinister (revisionister),
der ikke bare fordømte ham og hans politik, rev statuerne ned og stoppede
hans skrifter - men konkret omstødte hans politik på alle områder
og satte den kurs, som førte til socialismens ødelæggelse
og den råkapitalistiske kontrarevolutions sejr. DKP var ikke et stalinistisk
parti, men fulgte revisionisterne i tykt og tyndt, lige til og med det gorbatjovske
bedrag, der kaldte åben kapitalistisk genrejsning for mer socialisme
og mer demokrati. (Som også Voss parti gjorde med, og
Enhedslisten, som nogen måske husker).
Men Sovjet under Lenin og Stalin var den store udfordring til den kapitalistiske
verden. Skrækindjagende for tilhængerne af privatejendommen og det
borgerlige herredømme. Angsten sidder der endnu, og vil give koldkrigerne
fast beskæftigelse mange år fremover.
I Lenin og Stalins Sovjetunion skabtes et socialistisk samfund til gavn for
det store flertal, som støttede det og forsvarede det. Så store
var resultaterne, at revisionisterne i årtier kunne leve højt på
dem, mens de ødelagde socialismen. Det var et synligt og ubestrideligt
alternativ til kapitalismen, på ufattelig kort tid omskabtes et tilbagestående,
krigs- og kontrarevolutionsødelagt land til en stormagt. Det knækkede
Hitlers drøm om at gøre alle jordens folk til slaver for herrefolket.
Da Stalin døde var der en hel række lande, der som folkedemokratier
var begyndt marchen mod socialisme, snesevis af andre lande, der havde afkastet
sig kolonialismens åg. Den kommunistiske verdensbevægelse var arbejderklassens
vigtigste politiske kraft. Angsten for revolution var med til at fremtvinge
de indrømmelser til arbejderne i de (rige) imperialistiske lande, der
kendes som velfærdssamfund.
Michael Voss og koldkrigernes fælles had til stalinismen
er afslørende.
Socialismen var så langt fra en af historiens store forbrydelser. Den
var, er og bliver overvindelsen af det kapitalistiske og imperialistiske dræbersystem.
Så var der ikke plads til mere. Men læserne af Kommunistisk Politik
skal ikke snydes for Voss afsluttende æselspark til partifælle
Aaen m.fl: Det vil være uklogt at betro politiske tillidsposter
til folk, der endnu i dag kan finde på at forsvare og besmykke de herskende
kliker i det tidligere Sovjet, i det daværende Østeuropa og i Kina.
Værdigt til en lederplads i Jyllands-Pesten - ja, det har vist allerede
stået der.
Et kammeratligt farvel og tak til Aaen slagtetiden er inde?
Eller blot solidaritet og front mod de herskende - på
trotskistmanér?
Koldkrigere og kommunister lige slemme!
Michael Voss forsvar mod NATO-koldkrigernes angreb består
i en opdatering af den gamle og berygtede kommu-nazi-tese: at kommunister og
nazister er lige slemme, som Bent Jensen og Co. stadig ekcellerer
i. Den anden halvdel af hans svar på spørgsmålet, om koldkrigerne
da ikke har ret lyder således:
Og Nej, fordi myndighederne og de borgerlige politikere, medier, debattører
ikke har noget at lade stalinisterne vide. Som tilhængere af kapitalismen
har de mindst lige så meget på samvittigheden. De har ingen ret
til at bebrejde stalinisterne noget eller stille krav til dem.
Kommunisterne, forkæmperne for et opgør med kapitalismen, for revolution
og socialisme, der var imperialismens og fascismens hovedmodstandere i det 20.
århundrede, sidestilles her med kapitalismens forsvarere, dens bevidste
skønmalere, imperialismens intellektuelle lejesoldater. Den sorte reaktion
og dens vigtigste modstandere er lige slemme, har nogenlunde lige meget lort
på samvittigheden.
Det er giftig historieforvanskning - et stinkende forsøg på splittelse
af venstrekræfterne.
Landsforrædere og kriminelle!
Men Voss kan blive endnu mere bund-infam. NATO-koldkrigerne har en bestemt hensigt,
erklærer han. Dels vil de hvidvaske USA og NATO, og:
Dels ønsker de at stemple alle modstandere af den danske udenrigs-
og forsvarspolitikk som landsforrædere og kriminelle (
)
Hvilket afslørende lille ord: alle. Det er ikke, ifølge
Voss, alle på venstrefløjen, der kan betegnes som landsforrædere
og kriminelle - men altså kun nogle: stalinisterne
nemlig. I fortid og nutid. Enhedslistemanden Frank Aaen, renegaten Ole Sohn,
APKeren Klaus Riis, hvem som helst.
Under besættelsen stemplede kollaboratørregeringen kommunisterne
og de øvrige modstandskæmpere som skadelige for de nationale
interesser og som terrorister. Det revolutionære DKP
blev forbudt, domstolene fængslede og dødsdømte sådanne
landsforrædere og kriminelle på stribe.
NATO-koldkrigerne er i dag i gang med opgøret med 70ernes og 80ernes
venstrefløj, med hele den ny revolutionære venstrefløj,
som er under udvikling. Kravene i Jyllands-Posten om at fængsle en Frank
Aaen og den konstante pressehetz mod manden er blot et dansk skvulp i et internationalt
opgør, som har fundet sted siden 89-91. Det intensiveres nu, fordi kommunismen
og venstrekræfterne er på vej frem, og fordi den forbryderiske imperialisme,
der har ført krig i 10 år mod Irak og sidste år udløste
en aggressionskrig mod Jugoslavien i Europa, ønsker frie hænder
til at diktere verden sine love.
Ingen på venstrefløjen, ingen kommunister er landsforrædere
eller kriminelle. Ethvert andet udgangspunkt kapitulerer for reaktionens
hetz. (Her tales selvfølgelig ikke om (politi)provokationer i rød
forklædning o.lign.)
Det er klart, at hvis de PET- og FET-overvågede havde begået noget
strafbart ifølge dansk lovgivning, sad vi allerede bag tremmer.
For USA- og NATO-agenterne, der holder stadigt ophørsudsalg af dansk
selvstændighed, er det både kriminelt og landsforræderisk
at bekæmpe deres krige og krigsforberedelserne.
Men kommunister og alle revolutionære og progressive kræfter vil
altid bekæmpe dansk deltagelse i imperialistiske krige, og ønsker
imperialismens nederlag i disse krige. Det vil lige så selvfølgeligt
af reaktionen blive set som højforræderi.
Historiens kraftlinjer
Unge revolutionære skal ikke tro, at de kan undslippe reaktionens stempling
for landsforræderi eller kriminel virksomhed,
heller ikke den historiske stempling, selvom de personligt hverken har lod eller
del i Stalin-tiden, eller for den sags skyld i den danske venstrefløjs
bedrifter i de sidste årtier. De knytter sig til venstrefløjen
og den revolutionære bevægelse - og tvinges til at tage stilling
til historien. Også derfor er det en pligt at se den i et skarpt, kritisk,
marxistisk lys.
Der råder unægtelig stor historieforvirring. Hvorfor vandt USA den
kolde krig? Hvorfor gik Sovjetunionen o.s.v. under?
Den kritiske granskning er ikke gjort lettere af, at Enhedslisten og mange andre,
der har noget i klemme, er veget udenom, indbefattet kræfter, der stadig
kalder sig kommunister.
Men socialismen og revolutionen har brug for sin fortid, må bygge på
den. NATO-krigernes beskidte myter må afsløres og gendrives, og
illusioner af enhver slags kastes bort.
For kommunister er det særligt nødvendigt at finde frem til den
historiske sandhed: Ikke for at sætte nogen på anklagebænken,
der måtte have begået fejl, ikke for at pege fingre. Men fordi det
er nødvendigt at fastslå og bruge en værdifuld arv, vores
stærke revolutionære tradition. Sammen med den revolutionære
teori er arbejderklassens revolutionære erfaringer i kampen mod kapitalisme
og reaktion, for socialisme, nutidens revolutionære vigtigste redskaber.
Og i sidste ende er marxismen og leninismen koncentratet af klassens kamperfaringer.
At finde frem til og forstå historiens kraftlinjer er også nødvendig
for at skabe holdbar enhed, for at samles på marxismen-leninismens grund.
Lige så slem organisatorisk splittelse af de revolutionære kræfter
er, lige så farlig er kunstig samling: ideologisk og politisk pluralisme,
nødtørftigt, og altid midlertidigt, klasket sammen under én
hat.
Enhedslisten er alene af den grund diskvalificeret som revolutionært parti.
Hvorfor sættes Stalin i centrum for angrebene?
Det er ikke noget tilfælde, at netop Stalin, der forsvarede og udviklede
marxismen-leninismen, og stod i spidsen for den kommunistiske verdensbevægelse
i en heroisk tid, der sikrede store sejre og store fremgange, står i centrum
for den antikommunistiske hetz. Det er en historisk kendsgerning, at socialismens
fremgange på verdensplan i det 20. århundrede er forbundet med Stalins
navn, og det påfølgende nederlag med hans efterfølgere,
der gjorde op med hans linje og politik. Det er i dag muligt at se disse ting
klart: ingen i Putins Rusland bærer skilte med billeder af Hrustjov, Bresjnev
eller Gorbatjov - men arbejderne og kommunisterne hylder stadig Lenin og Stalin.
De ved, at Lenins revolution og opbygningen af socialismen under Stalin betød
fremgang - og at den genrejste kapitalisme har betydet elendighed ud over alle
grænser.
For venstrefløjen og kommunisterne var der i tiden efter Stalins død
nok anledning til forvirring, i det mindste forståelige grunde til ikke
at kunne gennemskue de katastrofale konsekvenser af afstaliniseringen:
Sovjet under Hrustjov og Bresjnev udnyttede til overmål den styrke og
de resultater, som det socialistiske Sovjet havde opnået, til at fremstille
sig som både bedre leninister og bedre fredsforkæmpere
end på Stalins tid. Den kinesiske revolution gav Mao Zedong global prestige,
men også Kina slog (i mere skjult form) ind på en revisionistisk
vej. Maos Kina endte i kaos, og Deng Xiao-Ping kunne gennemføre sin politik
for at gøre Kina til en moderne kapitalistisk og imperialistisk stormagt
med Kinas Kommunistiske Partis magtmonopol som afgørende faktor. Hvad
USA frygter i dag, og bl. a. retter sit raket-stjernekrigsprojekt imod, er ikke
den kinesiske socialisme men det stærke kapitalistiske
Kina, som nødvendigvis bliver en imperialistmagt, en konkurrent og rival.
De, der fulgte den sovjetiske revisionisme, endte i 80erne med at forsvare den
sovjetiske 10-års-krig i Afghanistan, som ikke kan forsvares, og som var
en pind til dens ligkiste. De, der fulgte den kinesiske revisionisme, forsvarede
Pol Pots forbryderiske regime, kinesisk- og amerikanskstøttet.
Begge led i 70erne og 80erne under den samme illusion (som ikke bare Sovjetunionen,
men også USA og CIA støttede udbredelsen af): at USAs styrke
var for nedadgående og Sovjets for opadgående, hvadenten man kaldte
det fremgang for socialismen eller (i kinesisk udgave) at den
sovjetiske socialimperialisme udgjorde en større fare end USA for
folkene og menneskeheden.
De valgte side i supermagtskonflikten, og er endt i lort til halsen - selvom
nogle af dem til daglig græsser fredeligt side om side i Enhedslisten
sammen med SAP, VS og unge håbefulde, mens de har været enige om
at lade fortiden i fred.
Indtil nu, hvor der på lederplads i Socialisten gives signal til endnu
et opgør med stalinisterne.
Smid skraldet ud!
Det er på tide, at smide skraldet ud. At gøre op med arven ikke
fra Stalin, men den onde arv fra hans efterfølgere, fra den moderne revisionisme:
Antistalinisme er det fælles udgangspunkt for de sorte koldkrigere
og trotskismen. Den var afsættet for den såkaldte afstalinisering
i Sovjet efter Stalins død, for den moderne revisionisme, der betød
socialismens nederlag og førte alle dens bedragne støtter og tilhænger
ind i en blindgyde.
Nogle fremturer: En renegat som Ole Sohn, der aldrig har været stalinist,
men også som DKPer og DKP-formand var antistalinist, har i
de senere år i bog efter bog understøttet kommunisthetzen og sværtet
det socialistiske Sovjet til. Han får alligevel ingen tak af de sorte
koldkrigere, men nok plads i folketinget.
Nogle har svært vcd at se de store linjer: Var Sovjet da ikke USA-imperialismens
hovedmodstander? Pointen er, at det revisionistiske Sovjet ikke kunne vinde,
fordi det forlod marxismen-leninismen, og revisionismens sejr betyder socialismens
nederlag.
Eller: var tilværelsen ikke bedre i de revisionistiske lande på
en lang række områder end den er under råkapitalismen i dag?
Sikkert nok. Men revisionisme førte, ad en række trin, til råkapitalisme.
Det fælles punkt i fortiden hedder Stalin og opgøret med Stalins
linje. Ad hver sin snoede vej førte det tilhængerne af både
sovjet, af maoismen og de øvrige revisioniststrøminger ud i sumpen
(og for nogle af de danskes vedkommende - pudsigt nok - senere sammen i Enhedslisten).
Men fortiden lader sig ikke fortrænge, lader ingen i fred, og kan ikke
lades ligge.
Klassehadet til socialismen
Skræmmekampagnerne om Stalins terror, krig mod sin egen
befolkning, folkemord på bønderne, GULAG
o.s.v. skal effektivt forhindre, at dagens revolutionære går videre
ad den vej, der førte til sejrene for socialismen i sidste århundrede.
Ti gange værre end Hitler!
Det er en ordentlig mundfuld at skulle sluge . . .
De revolutionære kommunister på Stalins tid skal nu enten gøres
til tilhængere af folkemord og terror eller (som Ole Sohn og co. gør)
fremstilles som blinde ofre for Stalins bedrag. De var ingen af
delene. Nutidens kommunister heller ikke: Vi må derimod drage konsekvenserne
af revisionismens fallit og finde frem til og forsvare den teori og praksis,
som førte revolutionen til sejr og tilføjede kapitalismen og imperialismen
dybe sår: Marx, Engels, Lenins og Stalins. Med fuld bevidsthed
og en klar stilling også til de historiske omkostninger ved socialismens
første skridt.
NATO-koldkrigernes had til Stalin er enormt. Det samme var nazisternes: samme
klassehad til den sejrrige socialisme; og samme løgnepropaganda i øvrigt.
At antistalinisme er antikommunisme bliver stadig tydeligere for
mange klassebevidste og revolutionære mennesker, selv om de dag ud og
dag ind bombarders med propagandarædsler.
Var der da ingen fejl hos Stalin, i det socialistiske Sovjet, i den kommunistiske
bevægelse dengang? Det er en vigtig diskussion - men den må tage
afsæt i, at den borgerlige, trotskistsike og revisionistiske kritik ikke
holder et sekund. Det er kontrarevolutionens kritik, der har sine egne formål.
Den er gendrevet af kendsgerninger. Afsløret af klassekampens praksis.
Historien er et stærkt våben i revolutionens og fremskridtets hænder:
Den virkelige historie klassekampens historie, historien mellem fremskridt
og reaktion, mellem kapitalisme og nazisme på den ene side og revolutionen
og socialismen på den anden.
Og historien fordømmer kapitalismen og imperialismen indbefattet
nazismen og fortidens og nutidens reaktionære koldkrigere og deres hjælpere
i forklædning.
Derfor er den permanente historieforfalskning en nødvendighed for reaktionen.
At overlade historien som slagmark til kapitalens historieforfalskere eller
til trotskistisk/revisionistisk forvanskning er at tabe kampen om fremtiden.
Det fælles udgangspunkt for nutidens revolutionære kræfter
må ligge et andet sted: i kampen for socialisme; i socialismens virkelige
historiske erfaringer. Andet er ikke muligt; det vil havne i historieløst
fantasteri, i harmløse utopier - eller i lakajvirksomhed for kapitalen,
som den lederen i Socialisten bedriver.
KP4, 2001