Af Dorte Grenaa
Kan kvindekampen bruge marxismen til noget? I virkeligheden et underligt spørgsmål,
med mindre man hylder teorien om at mænd er fra Mars og kvinder
fra Venus. Udfra den ville det sikkert endnu en gang kunne forklares,
at arbejderkvinderne ikke kan bruge samme videnskabelige teori og grundlag som
den anden halvdel af arbejderklassen og slet ikke, når den er forfattet
af mænd.
Når der har der stået kamp om det spørgsmål lige siden
kvindefrigørelsen opstod som en politisk faktor og drivkraft i slutningen
af 1800tallet - både i arbejderbevægelsen og i kvindebevægelsen
- er det med god grund. Det er nemlig ikke kun en akademisk tågehorns-diskussion.
Den har særdeles håndfaste og praktiske konsekvenser i klassekampen
og kvindekampen og udviklingen af denne hvilken side man vælger
og om målet er den personlige individuelle frigørelse. Eller målet
er den socialistiske samfundsorden, der med ophævelsen af udbytning og
den private ejendomsret skaber forudsætningerne hele arbejderklassens
og i særdeleshed arbejderkvinderne frigørelse.
At marxismen ikke har været til at komme udenom og heller ikke er det
i dag, viser den helt særlige disciplin , som såkaldte eksperter,
forskere og andre, der påberåber sig en højere intelligens,
har udviklet nemlig at påvise at marxismen og Karl Marx ikke duer.
Og slet ikke i dag.
Karl Marx og familien
Med et temanummer december sidste år satte tidsskriftet Arbejderhistorie,
udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH),
fokus på: Arbejderbevægelsen og familien.
Om formålet hedder det i indledningen:
Vinteren 1999-2000 blev hård for Socialdemokratiet i København.
Partiet havde indgået et budgetforlig med Borgerrepræsentationens
borgerlige partier, som indbefattede en 4 % nedskæring af de enkelte vuggestuer
og børnehavers driftsbudgetter. Det fik en hel del københavnske
småbørnsfamilier op på barrikaderne: Blokerede daginstitutioner,
spærrede indfaldsveje og massiv utilfredshed rettet mod det Socialdemokrati,
som for folk inkarnerede hele denne misere . . .
Denne voksende politiske interesse for familiens vilkår er den umiddelbare
baggrund for dette temanummer. Vi vil gerne prøve at give den samtidige
debat et historisk perspektiv.
Det bemærkelsesværdige i den begåede forskning i Arbejderbevægelsen
og familien, er ikke så meget forsøgene på at forklare, hvorfor
Socialdemokratiet og LO har handlet, som de har gjort. Det er forventeligt op
til et år med udsigt til valgnederlag både ved det kommende Folketings-og
kommunalvalg. Der er meget der skal forklares og begrundes udfra et historisk
perspektiv.
Hvad der er værd at bemærke er, hvor magtpålæggende
det i dag er for nutidens forskere i arbejderbevægelsens historie, at
lægge afstand til Karl Marx og marxismen.
Middelklasseidyl
Karin Lützen, fra Roskilde Universitetscenters afdeling for historie og
social teori skriver således:
Både Marx og Engels og også Pio tilhørte selv middelstanden,
skønt de solidariserede sig med arbejderklassen. Det er måske grunden
til, at deres forestilling om et socialistisk samfund opretholdt middelstandens
familie ideal. De anbefalede ikke, at kernefamilien blev brudt ned sammen med
alle de andre systemer, der skulle afskaffes, og at den i stedet blev erstattet
med stor-kollektiver eller institutioner, hvor børnene blev opdraget
sammen, mens de voksne levede for sig. (Nogle ideologisk-moralske
rødder til velfærdsstatens familie politik, side 10).
Noget belæg for Marx som forkæmper for den borgerlige middelklasse-
familie endog under socialismen, fremfører Karin Lützen dog ikke.
Man behøver ikke at have sat sig ind i Marxs videnskabelige forskning
af familiens sammenbrud og dens årsager i hans værk Kapitalen,
men blot slå op i det lille men kraftfulde værk Det kommunistiske
manifest :
Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over,
at kommunisterne kan nære så skændige hensigter.
Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie? Det er kapitalen,
den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun inden for borgerskabet;
men den nødvendige baggrund er proletarens tvungne familieløshed
og den offentlige prostitution.
Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder
bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder.
Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at børnene udbyttes af deres forældre?
Vi tilstår denne forbrydelse.
Men, siger I, vi ophæver det ømmeste af alle forhold, når
vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse. . . Samfundets indvirkning
på opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer
kun dens karakter, de befrier opdragelsen for den herskende klasses indflydelse.
De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem
forældre og børn, bliver så meget mere modbydelige, jo mere
stor-industrien bevirker, at alle familiebånd ødelægges for
proletaren, og børnene forvandles til simpelt hen at være handelsvarer
og arbejdsredskaber.
Men I kommunister vil indføre kvindefællesskab, skriger hele borgerskabet
i kor efter os.
E bourgeois ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører,
at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke
tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at
omfatte kvinderne. . .
Materialistisk historieopfattelse
Nøglen til at forstå kvindernes og familiens stilling og til at
forandre denne blev smedet af Marx og Engels. Med den materialistiske historieopfattelse
har Marx ikke givet os færdige formler på kvinde-og familiespørgsmålet,
men det der er bedre: den rigtige træfsikre metode til at udforske og
forstå det. Det blev for første gang nogensinde muligt at forstå
disse i sammenhæng med den almene historiske sammenhæng og sociale
sammenhænge. Med brug af materialistisk historieopfattelse bliver det
klart, at hverken kvindens stilling i familie og samfund eller familien er noget
evigt uforanderligt. Tværtimod: som alt andet forandrer og ændrer
det sig med de økonomiske forhold og ejendomsforhold, de bærer.
I værket Familiens, privatejendommens og statens oprindelse,
som Engels færdigskrev efter Marxs død, gives en gennemgang
fra de tidligste samfund frem til kapitalismen og en dyb indsigt i de vildtomspændende
betingelser, som familiens og ægteskabets nuværende form under indflydelse
af økonomiske og ejendomsmæssige forhold efterhånden har
udfoldet sig under. Her påvises hvordan indførelsen af privatejendomsrettet
blev kvindekønnets verdenshistoriske nederlag, idet den privateejendomsret
til knyttet til manden og hans slægt.
Arbejder-aristokrater
Næsten morsom er cand. phil. i Europæsik Etnologi, Lone Palm Larsen
i sin kritik af Marx. Det er sikkert ganske utilsigtet, da hun gør sig
stor umage for at lyde så intellektuel og studentiøs som overhovedet
muligt. Lone Palm Larsen (LPL) bekender sig til en fransk sociolog Pierre Bourdieus,
der gør op med Marxs objektive strukturer og regler
dels fordi de er for langt fra virkeligheden, dels fordi individerne ikke
bliver til andet end bærere af strukturer (Familieliv gennemsnit
og mangfoldighed, s. 83)
Hvordan går det så for LPL, når hun i modsætning til
Marx vil forklare os om arbejderfamilierne som virkelige mennesker mangfoldige
og fuld af selv-stændig kraft til at forandre tvingerne. Jo, vi præsenteres
for tre arbejderfamilier, der afliver myterne og får os til at se, at
det ikke er gennemsnittet og flertallet, der er det interessante. Tre familier
fra Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret i København op gennem 1900-tallet.
Den ene arbejderfamilie er ingen ringere end den tidligere LO-formand
Thomas Nielsen, hans kone Edith og deres børn. De får ikke uventet
højeste karakter i LPLs hjemmestrikkede karakterbog. Så forstår
man bedre, at Marx må ud.
Skulle de egentlige klasseforhold regnes med
som Marx så skarpt afslørede hører en LO-formand
ikke bare til det særlige sociale lag, der kaldes arbejderaristokratiet
- med de særlige privilegier og leveforhold det giver; i dag er LO-toppen
i kraft af deres samfundsmæssige placering og indkomster at regne for
indvokset i borgerskabet. Også selvom de engang kan være startet
som nygifte på Tomsgårdvej i 1938.
Utopi
Mest hadet er Marx imidlertid for den indsigt han giver os i, at arbejderklassen
som den eneste revolutionære klasse kan og må forandre verden og
den nuværende samfundsorden, tilintetetgøre og erstatte den med
arbejderklassens herredømme og socialisme.
Cand.psych.ph.d. Søren Smidt og kultursociolog, mag.art.ph.d. Kim Rasmussen,
begge forskere ved Center for Institutionsforsikning, skriver :
Set ud fra 1960erne og 1970erne kunne man måske tro,
at kritik var noget som venstreorienterede og marxister havde patent på,
men sådan er det ikke . . .
Med Marx knyttes kritikken for alvor til samfundsanalysen af sammenhængen
mellem økonomi, politik og socialt liv . . .
Marxs kritikbegreb retter sig dels imod datidens eksisterende økonomiske
teorier, der ikke er i stand til at forklare værdifrembringelsens skjulte
bytte- og udbytningsforhold, dels imod den faktiske samfundsmæssige elendighed,
økonomiens kriser og uregerlighed. Kritikken peger på behovet for
en konkret forandret praksis, der vil berøre alle i samfundet, idet ejendomsforholdene
må ændres. Men analysen fortæller ikke hvordan man når
til en forandret praksis, og i det hele taget er utopien om en anden og højere
samfundsorden tåget og vag.
(Institutionskritik er ikke det
samme som kritik af institutionerne s. 115)
Uha, man kan ligefrem se for sig, at de to herrer engang har dristet sig til
at åbne Det kommunistiske manifest og simpelthen ikke turde
tro, at noget sådan kunne blive virkelighed. Hvilke andre steder siges
det så kontant og bramfrit, hvordan man når til en forandret praksis?
Revolution, mine herrer! At arbejderklassens forener sig. Når de beherskede
ikke længere vil lade sig regere og de herskende ikke længere kan
regere, overtager arbejderklassen såvel den økonomiske magt som
den politiske magt:
Alle hidtige bevægelser har været mindretalsbevægelser
eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske
bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det
uhyre flertals interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds underste
lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning
af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften
(Manifestet)
Det betyder afskaffelse af den private ejendomsret, afskaffelse af den borgerlige
stat og dets magtapparater og en organisering af samfundets produktionsmidler
og værdi i flertallets interesser. Det er alt dette der kaldes tåget
og vagt. Men det går ikke væk af den grund.
Men sin enorme indsigt er Marx ikke bare den revolutionære tankes mester,
grundlæggeren af senere revolutionær teori, den der kan give os
indsigt i hvordan dagens kampe er nødvendige for at hæve kampkraften
uden at målet tabes i vrimlen af enkelte fænomener, opgaver og resultater.
Derved bliver han også en praktisk daglig leder af den revolutionære
kamp.
Når forskere i det nye årtusinde stadig må se det som en del
af sit arbejde at mane det kommunistiske spøgelse og Marx i jorden, er
det gammel underlægningsmusik til Den nye Verdensorden.
KP4, 2001