Den europæiske Union er en konstruktion, som glitrer af nybygninger til
dens centrale institutioner, designet af tidens mest fremtrædende arkitekter:
magtens symboler! Og indei er det skandalernes hus, korruptionens, svindelens
og magtmisbrugets.
Det var den fhv. tyske præsident, den konservative Helmuth Kohl og den
franske såkaldt socialistiske præsident Francois Mitterand, der
sammen lagde grundplanen og fundamentet til den store europæiske Union.
Af magtens propaganda hyldes de som de store europæere, der
tog de afgørende skridt til virkeliggørelsen af stormagtsdrømmen.
Men ikke bare grundplanen for huset er betændt: det er monopolernes og
ikke de europæiske folks plan. Selve fundamentet er pilråddent.
Sidste år rullede den store korruptionsskandale i Tyskland, der viste
ekskansleren på monopolernes ulovlige lønningsliste. Nu tilsyneladende
afsluttet ved at Kohl har betalt et millionbeløb i D-mark til den tyske
statskasse. Derved har man undgået en retssag, der ville føre ny
afsløringer af korrupotionen i den herskende tyske og europæiske
elite med sig.
I år er en tilsvarende fransk skandale eksploderet, som involverer afdøde
Mitterand. Hans udenrigsminister Roland Dumas står anklaget i en af de
største monopolbestikkelsessager i fransk historie. Mitterands søn
er anklaget for at have brugt faderens forbindelser til illegal våbeneksport
til Afrika. At Mitterand og hans parti selv var og er på monopolernes
lønningsliste er uigendriveligt. Men også den nuværende franske
præsident Jacques Chirac er under anklage for bestikkelse og for systematisk
malkning af de offentlige kasser.
Ulovlig monopolstøtte og systematisk malkning af offentlige midler: det
er selve cementen i det europæiske hus.
I Tyskland koncentreres opmærksomheden derfor om noget helt andet: Den grønne udenrigsminister Joschka Fischers fortid på den tyske venstrefløj i 70erne. Han er i dag en af de allermest rabiate tilhængere af skabelsen af den europæiske superstat - men i den rolle er han undværlig: det er en fælles tysk politik, hvadenten regeringslederen er socialdemokrat eller CDUer. Til gengæld kan anklagerne mod Fischer bruges til at aflede opmærksomheden fra den store korruption og til at gennemføre et opgør med 70ernes militante venstrefløj. De begyndte med påstanden om at han skulle have støttet terrorisme og kastet molotov-cocktails mod politiet, men er endt med et spørgsmål om, hvorvidt han lyver, når han siger, at han ikke har spist morgenmad med et medlem af det illegale RAF. Selvfølgelig er Fischer blevet sikkerhedstjekket og godkendt i hoved og røv af de tyske hemmelige tjenester, før han blev minister. Derfor kan disse godt være den egentlige kilde til afsløringerne.
Afledning og opgør med venstrefløjen - det er hvad det drejer
sig om. Jyllands-Posten skrev, at oprørerne på venstrefløjen
endte med at bruge de samme metoder - og have de samme mål, vendt
mod det parlamentariske demokrat som Hitler:
I 1930erne angreb de nazistiske SA-kolonner og kommunisterne i uskøn
forening det spæde Weimar-demokrati. Det endte i Hitler og Auschwitz.
En generation senere angreb SAerne og kommunisternes sønner og
døtre det unge, vesttyske demokrati.
Jyllands-Posten forbliver sig selv tro. Fuld af løgn. Det var Hitler,
der afskaffede Weimar-forfatningen for at knuse kommunisterne og arbejderbevægelsen
og etablere sit diktatur og tysk verdensherredømme. Dengang skrev bladet:
Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved
Waimar-forfatningens grav. Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde,
er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkommersystem, dens lave
valgretsalder - 20 år - og forholdstalvalgmåden nemlig allerede
forældet . ..!
I 70erne eksisterede ikke SAere i form af en stærkt organiseret
nazisme - ikke mindst takket være 30ernes kommunister og deres sønner
og døtre. Venstrefløjens kamp rettede sig mod USA og NATO, mod
tysk militarisme og monopolerne. Det var disse, der havde brug for et RAF og
den individuelle terror til at miskredittere den daværende temmelig stærke
tyske venstrefløj og dens kamp. Skandalernes hus blev ikke bygget af
kommunisterne eller deres børn!
Redaktionen den 20. februar 2001
KP4, 2001