Af Raúl Marco, Oktober, Spanien
Globaliseringen, som vi i dag er vidne til, og som drives frem af imperialismen
og dens instrumenter som IMF og WTO, rejser spørgsmål, som vi er
tvunget til at besvare. Borgerskabets ideologer forsøger på den
ene eller anden måde at teoretisere over og i mange tilfælde retfærdiggøre
globaliseringen, eksempelvis gennem MAI-aftalen, der i øjeblikket er
fastfrosset, men ikke annulleret.
WTO-mødet i Seattle i USA i slutningen af 1999 blotlagde de reelle økonomiske
og politiske kræfter, som er i spil og selvfølgelig er vendt imod
folkene. Lad os indtil videre se bort fra Seattle-mødets analyser, der
sammen med MAI-aftalen udgør en førsterangs imperialistisk strategi,
men i stedet understrege den giftige kampagne, som imperialismen, specielt den
amerikanske, er i færd med for at overbevise folk om fordelene ved globaliseringen.
Derfor kommer den uudholdelige Francis Fukuyama (forfatter til bogen The
End of History and the Last Man, 1992) stridslysten på banen og
erklærer selvsikkert: Globaliseringen er en af de mest progressive
kræfter i verden i dag. (
) Globalisering i form af multinationale
selskabers direkte investeringer skaber beskæftigelse (
) og bringer
med sig behovet for større gennemsigtighed og åbenhed, uddannelse
og nye teknologier, der følger den bedste praksis (
) WTO kan ikke
bare blive forsvareren af økonomisk frihed, men også af menneskehedens
frihed i almindelighed. (1)
Ifølge denne yankee-filosofi er globaliseringen universalmidlet imod
alle sygdomme i verden. Og ifølge økonomen Thomas Friedman kræves
en verdensregering, som er i stand til at centralisere og lede denne
proces. Naturligvis må denne verdensregering ledes af USA, hvilket Clinton
selv har sagt mere end en gang.
Globalisering som MAI-aftalen (midlertidigt stillet i bero) er når
vi skræller al den smarte retorik og propaganda af kort sagt ikke
andet end, at de rige bliver rigere og de fattige stadigt fattigere pga. fjernelsen
af al statslig regulering af handlen til fordel for frihandel.
Dette er essensen af frihandel, en teori, som desuden ikke har noget nyt at
byde på, siden den udvikledes af den engelske økonom David Ricardo
(1772-1823), der fastslog, at frihandel tillader forskellige lande at profitere
af fordelene ved en international arbejdsdeling. Selvfølgelig
må vi ved forskellige lande på Ricardos tid forstå
forskellige borgerskaber og i dag forskellige imperialistmagter.
Ifølge økonomen Juan Francisco Martín Seco: International
handel foregår ikke mellem lande med forskellige økonomier (udviklede
og kapitalintensive over for underudviklede med hensyn til arbejdskraften),
men derimod mellem førsteverdenslande med økonomier på samme
niveau og med meget ens industri; tredjeverdenslandene deltager stort set ikke
i handelsomsætningen, og i de mest ekstreme tilfælde forbliver de
praktisk talt isoleret fra verdensøkonomien og er ikke i stand til at
konkurrere på noget område. (2)
Dette er, hvad der egentlig sker, og er en af grundene til, at Seattle-mødet
var en delvis fiasko for imperialismen. Men lad os være klar over, at
denne fiasko for imperialismen ikke var en sejr for folkene, selvom vi i demonstrationerne
så de mest forskellige folkelige organisationer. Dette er en forsinket
styrkeprøve, mens den internationale kapital opstiller sine styrker til
den næste kamp.
Som det er blevet sagt af sociologer som den franske forfatter Edgar Morin,
så vi i Seattle begyndelsen af det 21. århundrede den første
kamp i det nye århundrede, som tegner dets træk på både
det menneskelige og jordiske plan.
Men hvad med arbejderklassen, proletariatet, og de folkelige masser? For disse
gentlemen er de passive klasser og lag, som er uden nogen selvstændig
aktivitet og blot lægger deres skæbne i hænderne på
fagforeningerne, der presser dem til kompromisser med selv WTO. I Davos i Schweiz
har fagforeningsrepræsentanter lige konstrueret en aftale mellem WTO og
ILO om udvidelse af handels- og arbejdsmæssige standarder.
(3)
Da Clinton i sin tale i Seattle foreslog annulleringen af den gæld, som
landene på udviklingsvejen har, således at børnene
i disse lande ville blive i stand til at købe mobiltelefoner og computere,
var det ikke bare en dårlig joke. Det var ikke blot endnu et bevis på
den sædvanlige uvidenhed blandt yankee-lederne (næsten alle er halvstuderede),
men Clinton talte simpelthen om, hvad de magtfulde firmaer håber at opnå
i løbet af den treårige periode mellem WTO-møderne. Og deres
mål er ikke at gøre en ende på disse folks fattigdom og tilbageståenhed,
som kolonialismens grådighed forvoldte. Det, de amerikanske imperialister
ligesom de tyske, franske, spanske m.fl. håber på, er at bringe
disse lande endnu dybere i gæld med nye generøse lån
til investeringer i computere og telefoner, mens folk lider af sult og en ufattelig
fattigdom og mangler de mest basale livsfornødenheder. Dette er den uundgåelige
lov under kapitalismen: handel før frihed og stadig større profitter
uden at lempe på folks fattigdom og lidelse.
Denne virkelighed er blevet tydeliggjort ved det sidste møde i Verdensøkonomisk
Forum (WEF), afholdt fra d. 27. januar til 2. februar 2000 i Davos, hvor vi
så lanceringen af den nye økonomi, som sandsynligvis
vil resultere i en absolut katastrofe for den såkaldte tredje verden.
Ifølge præsidenten for Verdensbanken James D. Wolfensohn lever
60 % af klodens seks mia. mennesker i den tredje verden, og af disse tjener
to mia. mindre end to dollars pr. dag, mens ca. en mia. er analfabeter. Men
hvis man spørger Clinton, Blair, Schröder og alle de andre, går
verdenshandlen godt.
Globaliseringen løser ikke imperialismens modsætninger, men
skærper dem
Ifølge nogle af globaliseringens forsvarere vil denne betyde oprettelsen
af en eller anden verdensregering uden grænser eller begrænsninger,
der hindrer dens funktion, eller som foreslået af Ricardo Petrella fra
Louvains Katolske Universitet nødvendiggøre oprettelsen
af et globalt demokrati (
), som allerede er på dagsordenen i vort
nuværende samfund.
Ved første øjekast kunne det se ud, som om dette globale
demokrati med dets verdensregering skulle kunne overvinde
ikke bare statslige økonomiske forhindringer, men også alle grænser
(ikke kun geografiske) og frembringe en fredelig verden, hvori alle folk
som resultat af et perfekt reguleret system (Fukuyama) ville være
lige med hensyn til pligter og rettigheder. Det kunne ligne en tale om universel
socialisme. Imidlertid er det tydeligt, at det, den japansk-amerikanske filosof
og hans tilhængere tænker på, er, at alt skulle være
under kontrol af en superimperialismens konge, dvs. globaliseret kapitalisme.
Faktisk ser det ud som om, jo mere vi kigger, at grænserne ikke forsvinder
snarere tværtimod. Fx har Sovjetunionens sammenbrud og imperialismens
og globaliseringens midlertidige sejr betydet, at tre føderale stater,
Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien, er blevet opsplittet, delvis
af sig selv og delvis pga. de imperialistiske magters indblanding, herunder
også Vatikanets. De er tilsammen blevet til 22 stater og har dermed skabt
endnu flere nye grænser.
Imperialismen på sit højeste stadium kan ikke rive sig ud af de
indbyggede modsætninger i sin situation. Imperialismen, som af sig selv
bevæger sig mod globalisering, er tvunget til at overvinde forhindringer,
men på samme tid skaber den for at forsvare og udvide sine interesseområder
endnu flere forhindringer og grænser. I den nuværende unipolære
verden med USAs ubestridelige overherredømme dannes eller forsvinder
grænser efter, hvad der tjener den herskende imperialisme. Imidlertid
kommer andre imperialistmagters interesser også ind i billedet. Selvom
disse endnu ikke er i stand til at stille spørgsmålstegn ved USAs
overherredømme i verden, danner de deres egne økonomiske, politiske
og militære sammenslutninger, fx den tyske revanchisme.
Dette er man udmærket klar over i Washington, hvor man ikke bryder sig
om Tysklands dominans i EU eller udviklingen af mulige nye stormagter som Kina
og Japan, idet disse før eller senere vil sætte sig op imod USAs
hegemoni. Zbigniew Brzezinski, som har været USAs minister for national
sikkerhed, har sagt det meget klart: USAs evne til at opretholde
sit verdensherredømme afhænger af, hvordan USA forholder sig til
de komplekse styrkeforhold i Eurasien. Det væsentligste må være
at holde udviklingen af regionale stormagter under kontrol og at stoppe truslen
fra dem imod USAs verdensherredømme. Hvis man bruger den mest brutale
terminologi fra den gamle imperialismes epoke, så kan vi sige, at den
imperialistiske strategi indeholder tre grundlæggende krav: at stoppe
undergrundsalliancer og fastholde satellitstaternes afhængighed med hensyn
til sikkerhed, at garantere skatteydernes beskyttelse og lydighed samt at forhindre
barbarerne i at lave alliancer indbyrdes.
Vi kan betragte Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien osv. som
satellitstaterne og Kina, Japan og Rusland som barbarerne.
For hver dag, der går, bliver Europa og verden mere og mere afhængig
af USA, som vil gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre, at denne
situation ændres. USA tiltager sig retten til at intervenere økonomisk,
politisk og militært overalt, hvor amerikanske interesser kræver
det. Dette fører uundgåeligt til, at modsætningerne mellem
de forskellige imperialistmagter skærpes, hvilket viste sig som motivet
bag aggressionen mod Jugoslavien og forårsager ændringer i de interimperialistiske
forhold, opløsningen af alliancer og oprettelsen af nye, konfrontationer
osv.
Globaliseringen øger uligheden i verden
Tjener globaliseringen til at reducere den ulige udvikling? Jeg mener, at man
kan sige kategorisk, at den ikke frembringer nogen som helst reduktion i uligheden,
men at den derimod øger denne. Verden af i dag er ikke resultatet af
venskabelige aftaler mellem de imperialistiske magter, kapitalistiske lande
osv., men snarere af den rovgriske konkurrence mellem dem, hvor den ene sluger
den anden.
Den russiske socialimperialismes sammenbrud og nederlag er et uigendriveligt
bevis på imperialismens ujævne udvikling og dens indre kampe.
Vi kan bekræfte, at ikke bare formindskes forskellene mellem de fattige
og rige lande og mellem første- og tredjeverdenslande (og andenverdenslande)
ikke, men de er rent faktisk aldrig stoppet med at vokse. Et af hovedaspekterne
ved globaliseringen er deregulering, dvs. større fleksibilitet i funktion,
investeringer og produktion til den lavest mulige pris sammen med decentraliseringen
af manufaktur- og montageprocesserne.
Dereguleringen omhandler privatisering af den offentlige sektor, transport,
kommunikation, sundhed osv. og også fuldstændig frihed med hensyn
til arbejdskontrakter, hvilket er imod arbejderne, indbefattet retten til at
afskedige uden kompensation. Alle disse foranstaltninger bidrager ikke til en
harmonisk udvikling i de enkelte lande. Tværtimod kræver de en nådesløs
kamp, en stræben efter at knuse konkurrenterne. Med total kynisme blev
dette ved det tidligere nævnte møde i Davos erkendt af den amerikanske
forretningsmand Michael D. Capellas: Der findes kun én regel: Spis
dem, eller bliv selv spist!
Det paradoksale er, at vi i epoken med den teknisk-videnskabelige revolution,
med den enorme udvikling af kommunikationsmidlerne, rejser ud i rummet osv.,
i hele verden (ikke kun i Afrika, Asien og Latinamerika) ser tilstande, som
minder os om den industrielle revolution i England, da arbejderklassen blev
udbyttet på sulteløn, med ufatteligt hårde arbejdsdage og
stort set ingen social sikkerhed. Særligt i Europa er vi vidne til voldsomme
anstrengelser for at udrydde de sociale rettigheder og goder, som arbejderklassen
gennem det sidste århundredes kamp har erobret. Angrebene på den
sociale sikkerhed, sundheden og den offentlige uddannelse til fordel for den
private almindeligvis religiøse uddannelse, manglen på
muligheder for de unge osv. er alt sammen dele af den globaliserede kapitalismes
dagsorden.
Marx og Engels analyserede i henholdsvis Kapitalen og Arbejderklassens
stilling i England den industrielle revolution, der begyndte i England
i det 19. århundrede, og drog konklusioner, som i dag når
man ser bort fra forskelle i tid og meningsnuancer er fuldstændigt
relevante, hvor meget de end må irritere socialdemokrater og opportunister
af enhver afskygning.
På trods af den mellemliggende udvikling vedbliver arbejderklassen at
være det absolut nødvendige og afgørende element (organiseret
og ledt) i klassekampen.
Klassekampen er ikke forsvundet, som den borgerlige propaganda hævder,
ej heller vil den forsvinde, så længe der eksisterer klasser. Hverken
globaliseringen eller det imperialistiske system kan nogensinde få klasserne
til at forsvinde. Deri ligger historiens drivkraft.
En sidste og simpel betragtning: I dette imperialistiske samfund, som globaliserer
sin økonomi, og som pga. dette også vil globalisere sin politik
på trods af de uundgåelige modsætninger og interimperialistiske
sammenstød, er det allerede højest påtrængende at
globalisere vort eget arbejde og vores egen modstand og kamp skulder
ved skulder med arbejderklassen og de folkelige klasser og lag.
Det er påtrængende og en nødvendighed, som marxist-leninisterne
må påtage sig.
Den Kommunistiske Organisation Oktober, Spanien, februar 2000
Noter:
1. Wall Street Journal og El País, 19. december 1999.
2. El Mundo, 7. december 1999.
3. El Mundo, 1. februar 2000.
Oversat fra Unity and Struggle, nr. 7, april 2000. Mellemoverskrifter
er indsat af redaktionen.
KP2, 2001