Der er tydelige tegn på panik før lukketid for Nyrup-regeringen.
I et desperat forsøg på at finde en platform for valgkampen, der
kan sikre genvalg, lover den i en optimistisk prognose, at en almindelig familjes
rådighedsbeløb vil stige med op til 20 pct. frem til 2010 - selvom
der kun kan være mindre skattelettelser. Den socialdemokratisk-radikale
regering, der igen og igen har henstillet til løntilbageholdenhed
og grebet ind i overenskomsterne, går ud fra, at lønnen vil stige
mere end priserne i de næste otte år. Det er naturligvis ren hokus-pokus,
løftepolitik af banaleste art.
For størstedelen af arbejderne og folk på overførselsindkomster
er reallønnen faldet i Nyrup-årene. Uligelønnen mellem mænd
og kvinder er vokset. Den samlede arbejdstid for en børnefamilie er blevet
større, de danske kvinder har den længste samlede arbejdstid i
Europa.
Regeringens nyliberale EU-politik har lagt tingene til rette for mer reallønsfald
i de kommende år og endnu højere arbejdstempo med nye udliciteringer.
Nyrup og Jelved lægger også op til bedre ældrepleje
og forbedringer af sundheds- og skolevæsen. De har indtil
nu handlet modsat.
Det største problem bliver at skaffe arbejdskraft nok. Og derfor skal
endnu flere forhindres i at gå på efterløn. Det siges skamløst
på et tidspunkt, hvor både de danske og internationale konjunkturer
peger på økonomisk nedgang.
Panikken har også bredt sig i det radikale parti. Der er der heller ingen
tillid til, at regeringen vil overleve et valg, og Nils Helveg Petersen manøvrerer
for at få udskiftet Marianne Jelved som partileder til fordel for Margrethe
Vestager for at kunne få maksimal indflydelse i forhold til en kommende
Fogh Rasmussen-regering.
Det er barskt at være partileder i de kapitalistiske partier: de lange
knives nat er altid på vej, konge- og dronningemord er en livsstil for
partier, for hvem livsnerven er stemmefiskeri og vælgerbedrag.
En parlamentarikergeneration bliver stadig hurtigere slidt op - og især
for de hurtigt nedslidte regeringspartier er generationsskiftet
en tilflugt.
Nyrup-regeringen svækkes mer endnu af de radikale rumlerier. Et valgnederlag
oven på EU-afstemningen, og Nyrup er helt færdig. Den nuværende
generation af socialdemokratiske toppolitikere vil stå til samlet udskiftning.
Hvordan er så den kommende borgerlige parlamentarikergeneration, som
er på vej frem? Den er systematisk fra Venstre og Konservative og Socialdemokratiet
til SFU skolet til at være overbeviste kadrer for EU og nyliberalismen.
Den er tilmed uddannet til genrationskamp: den skal gøre op med den forkælede
68-generation, der nærmer sig pensionsalderen. Det er den mest reaktionære
generation af unge politikere længe. Raden rundt ligger ungdomsforbundene
til højre for moderpartierne.
Hermed være ikke sagt, at ungdommen som helhed er reaktionær, selvom
den konstant bombarderes med nyliberalistisk og antikommunistisk unionspropaganda.
Dens bedste kræfter søger mod venstre - og udviklingen af en ny
generation af revolutionære unge, indbefattet glimrende ledere, er i fuld
gang. Men de unge revolutionære og progressive kræfter kommer til
at stå overfor en samlet reaktionær front af kapitalistiske ungdomspolitikere
af alle afskygninger.
Schlüter og Co. holdt ti år. Nyrup og hans følge har allerede
holdt otte. Der lægges op til sceneskift. Det forstærkes med Bushs
tiltræden som præsident. De socialdemokratiske regeringer i Norden
og EU-landene befinder sig alle i vanskeligheder. Skuffelsen over uindfriede
løfter har undergravet tilliden til socialdemokraterne som alternativ.
Svagheden i det virkelige alternativ til venstre, hvor stærke kommunistiske
partier ville være en hovedkraft, bevirker, at den naturlige reaktion
- en forstærket søgning mod venstre, mod klassekampens politik
- bremses, og at banen kridtes op for populistiske højrepartier af Kjærsgård-typen
og for højreregeringernes tilbagevenden, selvom skandalerne fra deres
sidste regeringsperioder dårligt har lagt sig.
Det ville være forkert at proklamere, at en ny international højrebølge
er på vej. Men reaktionen får mere vind i sejlene, og vil rykke
fremad. Den sociale og politiske polarisering vil blive stadig mere synlig i
de kommende år.
Redaktionen den 23. januar 2001
KP2, 2001