Socialistisk Folkeparti har til unionspartiernes og kapitalens ublandede tilfredshed
besluttet at sige Ja til Nice-traktaten. Dermed gentager partiet sit forræderi
mod Unionsmodstanden fra 1992, da det efter Nejet til Maastricht deserterede
fra modstandersiden og solgte det folkelige Nej for det såkaldte nationale
kompromis, som dets forligspartnere lige siden har pisset på.
Folke-afstemningen den 28. september sidste år var som bekendt ikke bare
et Nej til euroen, men udtrykte også befolkningens Nej til mere Union,
nej til yderligere suverænitetsafgivelse og nej til velfærdsforringelser.
SF har med sin beslutning egenhændigt solgt de sidstnævnte dele
af Nejet fra og giver nødvendig førstehjælp til den
trængte tilhængerside, der er åndet lettet op: Den danske
underskrift på traktaten er nu i hus!
SF forklarer sin vaneforbrydelse med, at Nice-traktaten sikrer østudvidelsen
og at den ikke udgør en trussel mod det danske velfærdssamfund.
Begge dele er løgn.
Nicetraktaten betyder mere union. Det er så ubestrideligt, at SF ikke
tør argumentere modsat, men vælger helt at ignorere det. Den betyder
øget suverænitetsafgivelse, mindre indflydelse til de små
lande, mere formel og reel magt til stormagterne. Også det ignorerer SF
gladeligt.
Den betyder mere og større union. SF er begejstret for østudvidelsen
og fabler om solidaritet med de østeuropæiske ansøgerlande
- men solidariteten ligger, når det kommer til stykket, med
EU, med mere og større union til styrkelse af den vesteuropæiske
monopolkapitals magt og opbygningen af EU som global imperialistisk supermagt.
Ansøgerlandenes optagelse vil styrke deres kapitalistiske udvikling,
anført af de toneangivende multinationale, på bekostning af deres
nationale interesser og ikke mindst på bekostning af de arbejdende mennesker
i by og på land. SF har altid lukket øjnene for, at
det er de ny herskende klasser i de gamle østlande, som ønsker
unionsmedlemsskabet, ikke arbejderne og deres repræsentanter. Og endelig
holder argumentet om, at Nice-traktaten er en forudsætning
for optagelsen af nye medlemslande, ikke en meter. De kan optages uden den,
og det har de hele tiden kunnet.
SFs faglige udvalg har endvidere fundet ud af, at Nice-traktaten ikke
truer den danske velfærdsmodel. Det turde være noget af en
tilsnigelse. For det første lader SF, som om den danske velfærdsmodel
er uberørt af snart 30 års medlemskab, selvom den allerede er re-
og deformeret til ukendelighed - med privatiseringer og udliciteringer i stribevis
på arbejdernes og serviceniveauets bekostning, med forringelse af samtlige
sociale sikringsordninger, fra understøttelser til efterløn og
folkepension, med drastiske fald i sundhedsniveau og forringelse af alle offentlige
serviceområder. For det andet betyder Nice-traktaten stadig flere områders,
også velfærdsmæssige områders, overgang
til flertalsafgørelser, indbefattet nye skridt til harmonisering af skattesystemerne,
som er blandt unionens erklærede mål. Nice-traktaten betyder en
forstærket udbygning af den nyliberale discount-model for velfærd,
som øger klasseskellene og sparker til de underste.
Hermed er SF gået over til at støtte den socialdemokratiske løgn
om, at velfærdssamfundet sikres gennem EU-medlemskabet og
at EU er det bedste værn mod globaliseringens negative konsekvenser.
For at tilsløre sit politiske forræderi og taktisk iføre
sig både livrem og seler vil SF forlange, at Nice-traktaten sendes til
folkeafstemning. Det er mere end tvivlsomt, om den bliver det - og SFs
nye desertering vil selvfølgelig gøre det vanskeligere for modstandersiden
at vinde en afstemning. Til gengæld ved folk, der måtte have glemt
det, hvor man har SF: solidt plantet på kapitalens og Unionens side.
Den gentagne tjenstvillighed står til belønning med ministerposter
i en ny regering, hvis Nyrup og Co. ellers kan skrabe stemmerne sammen og resultatet
af alle manøvrerne ikke bliver en Fogh-Rasmussen-regering støttet
af det unionskritiske Dansk Folkeparti, der er udset til at indtage samme rolle
som SF, men på den åbent borgerlige fløj.
Den konsekvente unionsmodstand, derimod, repræsenterer flertallet af danskernes
interesser. Den må benytte situationen til at forberede og styrke kampen
for dansk udtræden af EU.
Redaktionen den 7. januar 2001
KP1, 2001