Oplæg til debat

Ædelt er mennesket, hjælpsom og god!

Af Arbeit Zukunft

En tysk naturvidenskabsmand og marxist-leninist tager her Goethes berømte udsagn "Edel sei der Mensch, hilfreich und gut ..." op til debat og behandling i videnskabeligt lys – og i modsætning til florerende teorier om menneskets iboende ondskab

I oktober 2012 bragte den tyske tv-kanal 3SAT en serie i 15 afsnit med temaet ”Ondskabens Natur” med en stribe ’videnskabelige’ indslag om ’ondskaben i mennesket’.
De fleste kender sikkert følgende Goethe-citat: ”Ædelt er mennesket, hjælpsom og god …" Efter min mening klinger det lidt i retning af et hjælpeløst suk fra Goethes side over for den daværende virkelighed.
I mere end 1500 år er ånden i dette Goethe-citat ikke alene blevet prædiket fra alle prædikestole verden over, men i bedste fald er resultatet kummerligt, i al fald sammenholdt med et sådant opbud. Og sådan vil det, hvis det står til kirken, fortsætte endnu et årtusind.

Jeg omformulerer nu som naturvidenskabsmand Goethes suk og påstår – indrømmet: provokerende og sat på spidsen – Mennesket er ædelt, hjælpsomt og godt …! Og jeg tager dette skridt i kritisk afgrænsning fra det ofte gentagne udsagn i den ovennævnte tv-serie ud fra en videnskabelig erkendelse af samfundsforskning og evolution.
Det skal kort skitseres herunder.

Biologerne kender i dag mere end 1,1 million forskellige dyrearter, og de går ud fra, at det muligvis ikke er halvdelen af det reelle antal arter.
Enhver af disse arter har i løbet af evolutionen udviklet særlige egenskaber, der er typiske for dem. Derunder hører ikke kun de ydre synlige kropegenskaber og den indre opbygning af kroppen, men også deres adfærd.

’Kampen for tilværelsen’ fortolker tilhængerne af den såkaldte socialdarwinisme på en anden måde, end Darwin selv gjorde det.
Ifølge deres påstande finder kampen sted mellem individer tilhørende samme art, og kampen fortsættes, til enten de stærkeste eller dygtigste som de eneste overlever. Altså alle imod alle – og den, der sejrer, har dermed bevist, at han har ret til at leve, mens den, der taber, har vist sin uduelighed til at leve, og det er ikke synd for ham.

Imidlertid forstod Darwin ved ’kampen for tilværelsen’ den enkeltes (plantes, menneskes eller dyrs) kamp imod sine omgivelser.
Her måtte den enkelte hævde sig i forhold til de såkaldte a-biotiske og biotiske faktorer – det vil sige ikke-biologiske miljøfaktorer som temperatur, tørke, lysforhold, stråling osv. – men måtte også i forhold til biologiske miljøfaktorer som bakterier, rovdyr, kamp om mad imod andre dyrearter. Til de biologiske miljøbetingelser hører naturligvis også – som sagt også – artsfæller. Og her kan der fremvises mange eksempler i naturen på, at der på ingen måde – som de åbne eller skjulte socialdarwinister påstår – foregår et kontinuerligt slagsmål mellem artsfæller.
Det er totalt modsat: Der findes talrige eksempler, hvor artsfæller ikke kæmper mod hinanden, men kæmper i fællesskab og gensidigt støtter hinanden i overlevelseskampen.

Videnskaben skelner her mellem en række forskellige former for socialt samliv imellem individer af samme art.
Her nævner jeg kun et par eksempler: kolonier, hjorde, sværme, skarer, flokke, familier. Disse former for samliv er altid kendetegnet ved bestemte, typiske egenskaber, og de er typiske for enhver art.
Således lever sild i sværme og ikke i flokke, kvæg lever i hjorde og ikke som familie, bier lever som bifamilie og ikke som en koloni …

Samlivet i grupper giver fordele. Det enkelte individ bringer sine færdigheder med ind i gruppen, og gruppen tilbyder ham til gengæld beskyttelse og støtte.
Det er klart nok, at en gruppe, hvor en del af medlemmerne lever på bekostning af andre, ikke fungerer helt så godt som en, hvor alle deltager på lige fod. Den førstnævnte vil i det lange løb ikke have en chance i ’kampen for tilværelsen’ i konkurrence med den velfungerende gruppe – hvormed vi rent faktisk har bevist kapitalismens forestående endeligt på et biologisk plan!

Dagens mennesker (Homo sapiens) har eksisteret i godt 40.000 til 50.000 år. Mange videnskabsfolk taler om 100.000 år. De medregner neandertalerne og Heidelberg-menneskene. Hvorom alting er, så er det fuldstændigt ubestridt og bekræftet af palæontologiske undersøgelser, at mennesket fra starten af har levet i grupper. Det er et typisk kendetegn for arten ’menneske’.

Det betyder, at samliv med andre er specifikt for arten – fordelen er den bedre opretholdelse af arten i ’kampen for tilværelsen’ mod de andre miljøbetingelser.
Dette i evolutionen opståede samliv med andre mennesker fungerer imidlertid kun, hvis ’mennesket’ som art er ’ædel, hjælpsom og god ...’ De af Goethe anvendte ord er selvfølgelig ikke et videnskabeligt begreb, men indeholder en moralsk vurdering. Betydningen af ordene er dog klar nok.

Nu ved vi alle, at virkeligheden ser anderledes ud, og også Goethes suk vidner om, at det på hans tid var anderledes.
Jeg kommer nu i vanskeligheder, fordi man med rette vil spørge mig: ”Hvad nu med slaveejerne, feudalherrerne, kapitalisterne – er de også noget ædelt, hjælpsomt og godt?”
Jeg ville næsten med det samme sige: ”Naturligvis ikke!”
Dog dette ville være forkert; jeg bør sige: ”Det er de indlysende ikke!“
Men jeg mærker, at min videnskabeligt godt udledte model har en åben og ubeskyttet flanke. Det volder mig imidlertid ikke problemer at fastholde den, for netop her kommer Karl Marx mig til hjælp.
Han har videnskabeligt bevist, at ”Den samfundsmæssige væren bestemmer bevidstheden!”

Dermed er min models hidtil åbne flanke lukket. Med hjælp fra den naturvidenskabelige erkendelse og marxismens videnskabelige erkendelser kan jeg endegyldigt proklamere: ’Mennesket’ som art er ædel, hjælpsom og god.

Næsten alle ubestrideligt forekommende afvigelser fra dette udsagn lader sig forklare med den samtidige tilstand af og i det menneskelige samfund. (Der findes naturligvis – ligesom også hos andre arter – være enkelte individer med bl.a. genetiske forstyrrelser, der vil også altid være enkeltpersoner, der igennem deres adfærd forstyrrer fællesskabet, men det drejer sig ikke om hele ’fællesskabsgrupper’). ’Det gode’ er på den måde en evolutionsfordel for samtlige mennesker, hvorimod ’Det onde’ alene er til fordel alene for enkeltpersoner, henholdsvis en liden gruppe, og for det andet er en evolutionær bagdel, der vil blive udryddet, dvs. ikke vil overleve udskillelsen (selektionen).

Det menneskelige samfund begyndte med jæger- og samler stadiet, som afløstes af agerbrug og opdræt af kvæg, derefter slavesamfundet, feudalismen og kapitalismen, der i dag diskret skønmales som ’fri markedsøkonomi’. Jeg tror, at ingen vil modsige mig, når jeg påstår, at ingen jægere og samlere tænkte som slaveejere eller feudalherrer, og de tidlige agerbrugere havde heller ikke nogle kapitalistiske merværdiforestillinger i hovedet.

Som jægere og samlere var mennesket, ligesom alle andre dyrearter, evolutionspassivt. Med overgangen til agerbrug og kvægopdræt blev mennesket som den eneste dyreart evolutionsaktivt, dvs. man greb aktivt ind i evolutionen af bestående såvel som fremavlede planter og dyrearter.
Herfra udvikledes som overgangsstadier de ovennævnte samfundsformer sig ud fra hinanden med de til enhver tid ændrede former for produktion og tilegnelse. Sådan forklares det også, at der udvikledes sådanne overgangsformer (!) af udbytnings- og klassesamfund, som står i modsætning til menneskets natur. Disse samfundssystemer havde deres historiske berettigelse, men de er imidlertid ikke nogen uforanderlig naturtilstand. Tværtimod er de blot gennemgangsstadier.

Der vil være endnu et overgangsstadie, når kapitalismen ikke længere findes, for kapitalismens hovedmodsætning har været kendt i mere end 150 år. Den består mellem arbejdsdelingen i produktionen og den private tilegnelse af det samfundsmæssige producerede.

Løsningen på problemet er i teorien enkel. Det samfundsmæssigt producerede må også tilegnes samfundsmæssigt. I praksis er det dog ikke så let at løse som rent teoretisk. Men det ligger ikke i den påståede ’menneskelige natur’ (’mennesket stræber efter magt’, ’mennesket er ondt’, osv.), men derimod i, at alle, der får det samfundsmæssigt producerede op under neglene, med alle deres til rådighed stående magtmidler (statsapparat, politi, militær) og med største brutalitet og dertilhørende propaganda forhindrer en samfundsmæssig tilegnelse.

Kommunisterne påduttes igen og igen af deres modstandere, at de vil ’skabe et nyt menneske’. Det passer ikke. Idet man eliminerer kapitalismen som sidste stadie af klassesamfundene (arbejderne vil som de hidtil udbyttede gøre dette), så eliminerer de en tilstand, der i mere end 12.000 år har stået i modsætning til menneskets natur, og gør det muligt for menneskene endelig at leve i overensstemmelse med deres natur – ’ædel, hjælpsom og god’, for atter at bruge Goethes ord.

Oversat fra tysk af Kommunistisk Politik

Originalartikel: Zur Diskussion gestellt: Edel ist der Mensch, hilfreich und gut!

Netavisen 21. januar 2013