af Tine Spang Olsen
Sundhed er klassebestemt – og kampen for folkesundheden er en del af klassekampen.Kapitalismen ødelægger menneskers helbred på et utal af måder.
Overvægt og fedme er et af symptomerne på et sygt samfund. Løsningen er samfundsmæssig, men gøres individuel og politisk gennemføres der ikke ret meget af det, man ved virker.
Herhjemme kunne det være at fjerne momsen fra grøntsager, sætte mere bevægelse på skoleskemaet, sund mad i daginstitutioner og skolekantiner, blot for at nævne nogle enkelte ting.
Fedt- og sukkerafgiften, der nu sløjfes, kan mest betragtes som en ekstraskat, der ramte dem med den laveste indkomst. Pengene hentes nu hjem ved øgede skatter fra den samme gruppe. Det var næppe sundheden, der blev taget mest hensyn til – hverken ved indførelsen af afgifterne eller ved deres afskaffelse.
Eksplosivt voksende fedme over hele verden
Fedme er et stort samfundsproblem, der vokser eksplosivt, og i særlig grad under krisen. Overvægt og fedme bruges til at inddele mennesker i grupper, nemlig dem, der har styr på tingene, og så de svage og dumme uden selvkontrol.
Først af alt betragtes overvægt i de vestlige kapitalistiske lande som et personligt problem, der skyldes valg af livsstil eller forældrenes fejl og mangler. Den ekstreme udgave af samfundsidealet om selvkontrol finder vi, når anoreksien tager over.
Fedmeproblemet er stort i industrilandene, men lige så stort i udviklingslandene. At dø af sult og dø af overvægtens følgesygdomme er to sider af samme sag, nemlig den fejlernæring og umenneskeliggørelse, som skabes af det samfund, der kun producerer for størst mulig profit.
Globalt set får stadig flere mennesker deres føde gennem varer, der er industrielt produceret og sælges i et supermarked pakket ind i plastik. De er produceret til lange lagertider, råvarerne skal være billige, og de skal tale til vores medfødte smag for sødt og fedt, der groft udnyttes i salgets tjeneste.
Denne kombination giver mad, der ikke er mad, men kemi, tilsætningsstoffer, sprøjtemidler, gensplejsede eller ekstremt forædlede råvarer, der omdannes til ’mad’ fuld af hurtige kulhydrater og industrialiseret fedt.
Resultatet er bl.a. en epidemi af diabetes – selv børn får gammelmandssukkersyge, og hvad deraf følger. Der er ikke tale om en overflodssygdom, men et tegn på forarmelse af menneskers livsvilkår. For alle mennesker, men i særlig grad i udviklingslandene, er denne føde et chok for kroppen der er udviklet gennem årtusinder til en helt anden og mere naturlig kost.
Adskillelsen af håndens og åndens arbejde og et liv uden bevægelse får samtidig enorme helbredsfølger
Overvægt er klassebestemt
Jo mere overskud i tid og penge du har, jo større er mulighederne for at træffe sundere valg, til at dyrke sport, købe økologisk osv.
I mange fattige områder er det simpelthen ikke fysisk muligt at spise sundt. I USA eksisterer fænomenet ’fødevareørkener’, hvor man kun kan købe junkfood, kager, chips, sodavand, fastfood osv. Friske fødevarer er simpelthen ikke-eksisterende.
Det amerikanske landbrugsministerium har anslået, at 23,5 millioner amerikanere lever uden adgang til friske fødevarer (Politiken 3.11.12). Her fortælles også om græsrødder, der går til kamp for sund mad til befolkningen. Det sker f.eks. i et område lidt uden for Cleveland, et fattigt byområde, hvor en lokal gruppe har fået gang i et haveprojekt, en café og salg af frisk frugt og grøntsager.
Overvægt følger konjunkturerne
Krisen gør fed, viser en ny undersøgelse. Familierne køber endnu billigere og dårligere madvarer. For Spaniens vedkommende har undersøgelser vist, at for 83 % af befolkningen er det blevet sværere at leve sundt.
Udviklingen har været endnu tydeligere i England. Her falder salget af grøntsager, mens salg af færdigmad, kiks, pizza osv. stiger. Andelen af økologisk mad er faldet med 15 % det seneste år, mens 23 % opgav medlemskab af fitnesscenteret.
Utryghed og overvægt
Fedmeforsker Thorkild I. A. Sørensen tilføjede i sommers endnu et aspekt til sagen. Nemlig social utryghed i forskellige betydninger. Utryghed angående fremtiden, utryghed angående, hvor pengene skal komme fra, følelsen af at være alene. Under kapitalismens tilbagevendende kriser øges utrygheden, og nedskæringer og arbejdsløshed forringer den sociale sikkerhed.
Ud over de økonomiske problemer i forhold til at skaffe ordentlig mad skulle kroppen også påvirkes igennem psyken, til at have større trang til at lægge på lager til bedre tider. Under Reagans og Thatchers nyliberale politik så man en øgning af fedmeproblemet.
At overvægten oven i købet gøres til et spørgsmål om den enkeltes karakter, forstærker kun tendensen. På arbejdsmarkedet sorteres man fra når man er overvægtig, og samtidig øger det at være arbejdsløs eller fattig risikoen for at blive overvægtig.
Kapitalismen forarmer vores føde, adskiller håndens og åndens arbejde, giver en permanent usikkerhed angående fremtiden, det materielle livsgrundlag, giver frygt for krig og katastrofer. Samtidig gøres alle problemer individuelle, hvorefter der også kan laves profit på at hjælpe os.
Tænk bare på den evige slankeindustri!
Kampen for sundheden er et felt for den daglige klassekamp, hvor vi må stille krav som på alle mulige andre sider af dagliglivet, men også her gælder det, at kun et socialistisk samfund, der producerer for behov frem for profit, vil kunne skabe en løsning for de mange. Det gælder for fedmeproblemet som for alle de andre store spørgsmål – som fattigdom, krig, arbejdsløshed, klimakatastrofer osv.