Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 15, 2012
Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 15, 2012
' 
Under overskriften "Ny dansk polarekspedition kan gøre Nordpolen dansk" indleder Danmarks Radio dækningen af LOMROG III ekspeditionen.
DR har sendt en journalist og en kameramand med på den svenske isbryder Oden, der skal forsøge at kortlægge havbunden nord for Grønland. Ud over det videnskabeligt relevante at øge vores viden om den arktiske region og det kulturelt interessante ved at dokumentere det, er målet for ekspeditionen at indsamle data , der kan underbygge Kongeriget Danmarks krav på "Nordpolen".
Når DR skriver, at Nordpolen kan blive dansk, er det værd at overveje, hvad det egentlig betyder. I modsætning til Sydpolen og Grønland er der ikke noget land under den kæmpe isklump, vi i daglig tale kalder Nordpolen. Faktisk er isklumpen ikke Nordpolen, men den frosne del af det Arktiske ocean, og Nordpolen er det punkt på kortet, hvor kompasset peger hen.
DRs overskrift spiller helt sikkert på tanken om den store isklump, men handler i virkeligheden om punktet. Udover det seje ved at kunne sige alle søveje/nåle peger mod (Kongeriget) Danmark er der ikke noget specielt vundet ved at få fingre i punktet.
Hvad det egentlig drejer sig om er. at Danmark i 2004 ratificerede FNs havretskonvention. Og når man har gjort det, har man 10 år til at gøre krav på den havbund, der ligger længere væk fra land end de 200 sømil, man i forvejen har ret til. Det er der selvfølgelig mange lande der er interesserede i, og indtil videre har Kommisionen for Kontinentalsoklens Grænser modtaget 61 krav.
Vores Kongerige har sendt de første krav, og håber at kunne gøre ca 900.000 km2 havbund fordelt rundt om Færøerne og Grønland til kongerigske.
Det interessante ved de mange kvadratkilometer er selvfølgelig, om der ligger olie, gas eller andet kostbart gemt under havbunden. Og i takt med at isen forsvinder, og energiprisen stiger, bliver det mere og mere økonomisk lovende at udvinde ressourcer i den arktiske region.
I de senere år har flere olieselskaber vist interesse for at bore ved Grønland og i øjeblikket er Shell i gang med undersøge et område ud for Alaska. Der er mange penge at tjene for de virksomheder, der får det sorte guld til at flyde fra den kolde undergrund.
Når der er mange penge involveret, er det naturligt at spørge, hvem der skal have dem. Det "naturlige" ville være, at de rigdomme der findes i området tilfalder de mennesker, der lever i området.
En klar fordel ved at lade folkene i det arktiske område bestemme er, at de har en meget akut interesse i, at naturen ikke bliver smadret på grund af rovdrift. Men som bekendt er det dansk tradition at give olien til Norge eller Mærsk - og de andre lande har også en dårlig vane med at overlade naturens rigdomme til private foretagender.
Argumentationen for at lade hensynet til aktieudbyttet bestemme udvindingen af resurser i naturområder er normalt, at det er dyrt at lave investeringen, usikkert om der er noget udbytte, og så gør konkurrencen det effektivt.
Indtil videre har Kongeriget Danmark brugt 450 millioner kr. på kontinentalsokkelekspeditioner, som må siges at have et noget usikkert økonomisk udbytte. Og hvis man tænker over konkurrencedelen, så plejer de store energivirksomheder at få tildelt de facto monopol i et givent område.
Forhåbningerne kan være uskyldige som nysne – men udbyttet for folkene i Arktis, eller i kongeriget, tegner sort.
Netavisen 1. august 2012