Borgerskabet vælger konfrontationslinjen

Kongresdebat
Kommunistisk Politik 13, 2011

Med 112 års institutionaliseret klassesamarbejde skal fagbevægelsen til at indstille sig på åben klassekamp. Borgerskabet ser ud til at vrage samarbejdslinjen for at føre konfrontation, mens den socialdemokratiske fagbevægelse svækkes drastisk i blandt andet antallet af medlemmer. Hvad gør de revolutionære?

Arbejdsgiverne – internationalt som nationalt – har smidt masken: Klassesamarbejdet er afblæst. Fuldt tryk på direkte klassekonfrontation.

EU-kommissionen 'anbefaler' konkrete medlemslande at gribe direkte ind over for de kollektive forhandlingssystemer og forskellige automatiske lønmekanismer.

På globalt plan vil arbejdsgiverne skrotte konventionen mod usaglige opsigelser, hvilket efter alt at dømme skal ses i et langt større strategisk perspektiv, der har til hensigt at gribe tingene betydeligt mere aggressivt an: Væk med klassekompromiserne.

Konkret ser vi i Danmark en national afdeling af det amerikansk ejede CSC, som tromler frem med totalt ublu krav over for PROSA-ansatte, hvor aftaler tilsidesættes og hæmningsløse metoder tages i brug.

Det er ikke et skift, som sker hen over natten. Det er en proces, som har været i gang længe og fortsætter i mange år fremover, hvis borgerskabet lykkes med deres hensigt. Det tager sin tid at nedbryde klassesamarbejdets institutioner.

Det institutionaliserede klassesamarbejde

Klassesamarbejdet blev i Danmark formaliseret helt tilbage i 1899 med septemberforliget (Hovedaftalen), hvor arbejdernes daværende faglige repræsentanter indgik en klassefred ved blandt at anerkende 'arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet'. Hovedaftalen blev udbygget med arbejdsretten, forligsinstitutionen med voldgift samt andre institutioner og regler, der alle havde til formål at forpligte arbejderklassen til fredspligt i overenskomsternes perioder.

Systemet her i Norden anses for at være unikt, idet det hedder sig, at arbejdsmarkedets parter selv afgør forholdene. Dette er kun til dels rigtigt; virkelighedens verden er langt mere præget af statens mellemkomst og diktater, eksempelvis ved ophævelse af overenskomst til lov.

EU har i hvert fald to årtier jævnligt dikteret forholdene på arbejdsmarkedet, eksempelvis ved fastsættelse af den ugentlige arbejdstid til 48 timer.

Samtidig er de faglige ledere sammenvokset med arbejdsgiverne og den kapitalistiske stat, hvilket har gjort arbejdernes reelle indflydelse på egne arbejdsforhold illusorisk. Forbundsledelserne fungerer som systemets og dets interessers forlængede arm – vendt mod arbejderklassen. Den manglende appel og kampgejst fra fagtoppens side afspejles tydeligt i den negative medlemsudvikling.

Det korte af det lange er, at borgerskabet i mere end et århundrede har foretrukket klassesamarbejdets vej, med meget få og korte perioder som undtagelsen. Reformisterne har været villige instrumenter i dette forehavende, hvilket har været opportunt for borgerskabet – og til tider nødvendigt, som de første år under 2. Verdenskrig dokumenterede.

Klassesamarbejdet har gennem hele perioden tvunget arbejderklassen til at forholde sig til institutionerne og reglerne. Forhandlingsretten og urafstemninger ved overenskomstfornyelser har i den situation været redskaber, der måtte udnyttes maksimalt under de givne omstændigheder.

De er derfor også på mange måder – fra arbejdsgivere og stat – blevet grundigt undergravet, og der er i dag kun små, uigennemsigtige rester tilbage.

Når arbejdsforholdene i enkelte perioder er blevet rykket til fordel for arbejderklassen, skyldes det ikke klassesamarbejdet eller dets institutioner, men det aktuelle styrkeforhold mellem klasserne. Her skal det nævnes, at Sovjetunionen – og efter verdenskrigen folkedemokratierne i Østeuropa – fungerede som en meget gunstig faktor frem til midten af 50'erne.

Når reformister og revisionister vil tilskrive klassesamarbejdets vej æren for 'Velfærdsdanmark' og de relativt forbedrede forhold i denne epoke, så er det ukorrekt!
Den vigtigste kritik, der bør rettes mod klassesamarbejdets vej, er, at den bedrager arbejderklassen i forhold til den revolutionære vej frem mod socialismen.

Klassesamarbejdets vej er brolagt med illusioner om kapitalismens 'goder' og arbejderklassens angivelige 'medbestemmelse'. Det tjener udelukkende formålet at stække den revolutionære linje, ifølge hvilken klassekampen vil kunne føre til et nyt samfund, som kan garantere arbejderklassen og folket varige og stadig bedre leveforhold.

Når nu borgerskabet slår ind på konfrontationslinjen, er det jo ikke, fordi de har valgt den revolutionære vej til gunst for arbejderklassen. De vælger en ny strategi, fordi klassesamarbejdet i forhold til deres interesser virker som snærende bånd. De ønsker en åben konfrontation for at øge udbytningstempoet.

Strategien bliver konfrontation

Det kommer til udtryk på forskellige måder og niveauer.

I vores egen lille andedam har der i måneder kørt en konflikt mellem det amerikansk ejede multinationale CSC og fagforeningen PROSA. Baggrunden er, at CSC har krævet uhyrlige arbejdsforhold af netop denne gruppe ansatte – i første omgang.

De PROSA-ansatte er stillet over for krav om opsigelse af deres tryghedsaftale, hvilket i realiteten er det samme som at underskrive deres fyringsseddel uden opsigelsesvarsel, da CSC i Danmark står over for en drastisk nedskæring med rationalisering til følge. Samtidig har arbejdsgiveren krævet, at lønnen skal skæres voldsomt og tillæg fjernes. Overarbejdsbetaling kan man kigge i vejviseren efter.

Det er ikke blot krav fra en arbejdsgiver, der i situationen adskiller sig fra normale udspil. Kravene har åbenlyst til hensigt at knække PROSA, som ubetinget er den mest kampvillige organisation inden for it-feltet. I respekt skal det nævnes, at også HK-Medie i København markerer sig.

I bestræbelsen på at få lagt PROSA ned har CSC-ledelsen importeret arbejdskraft fra Indien som skruebrækkere – vel at mærke arbejdere, der ikke var klar over, hvilken beskidt rolle de var tiltænkt at spille.

Alt i alt fører CSC sig uhyre aggressivt frem set i forhold til de sædvanlige samarbejdsforhold under 'den danske model'.

EU griber ind i medlemslandenes overenskomster

Springer vi fra lokale forhold til EU, kan vi konstatere, at Kommissionen i hvert fald to årtier under dække af blandt andet harmonisering løbende har grebet ind over for gældende overenskomster hos medlemslandene.

Konvergenskravene betød for år tilbage, at EU berettigede sig selv til at gribe ind over for et enkelt lands finanser, hvis ikke underskuddet blev holdt på mindre end tre pct. af  bruttonationalproduktet (BNP). Tyskland har til tider ikke overholdt konvergenskravene, men har som den store økonomiske faktor krævet at blive holdt uden for sanktioner.

Efter finanskrisen i efteråret 2008 har vi set lande – først og fremmest Irland og Grækenland – med en så dårlig økonomi, at IMF og EU's centralbank har givet lån med direkte virkning på landenes finanspolitik, men også på lønninger og dermed overenskomstforhold i specifikke lande.

I forhold til Grækenland er det sket så heftigt, at FN's arbejdsmarkedsorganisation ILO har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Grækenland gør sig skyldig i et brud med de internationale konventioner. Det drejer sig bl.a. om retten til at organisere sig fagligt og forhandle kollektive overenskomster samt lønbeskyttelse.

De græske kriselove sætter en centralt aftalt mindsteløn ud af kraft som følge af, at man lokalt godt kan aftale andet. Desuden tillades det også at beskæftige unge under 24 år på ringere vilkår end overenskomsternes minimumskrav. Endelig har regeringen sænket de offentliges løn to gange i 2010. Det er alt sammen eksempler på, at det kollektive aftalesystem er sat ud af kraft.

For et par uger siden præsenterede EU-kommissionen så en række anbefalinger til de enkelte medlemslandes økonomiske politik. Flere fik besked på at gribe ind i de kollektive overenskomster.

Det er første gang, kommissionen giver specifikke anbefalinger baseret på landenes egne indberetninger som et led i det såkaldte EU-semester. På næste topmøde skal EU-landenes regeringschefer godkende dem og dermed forpligte sig til at få dem gennemført.

- Det her er ingen diplomatisk øvelse, men en kollektiv skabelse af vores fælles politik, sagde kommissionsformand Barroso.

Hovedtendensen er den samme 'medicin', som Grækenland, Irland og Portugal allerede har fået 'ordineret', men de indeholder også andre elementer.

F.eks. får Belgien besked på at ændre deres automatiske dyrtidsregulering, mens Spanien skal ændre sit system for kollektive forhandlinger. Kommissionen har tidligere lanceret en ide om at svække de centrale forhandlinger og aftalerne på nationalt niveau.

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), som er totalt socialdemokratisk, pipper svagt på sidelinjen:

- EFS opfordrer Rådet til at skifte spor og betragte lønninger som en motor for vækst og job og ikke som en fjende af økonomien. Beslutningen om at justere lønsystemer ligger hos arbejdsmarkedets parter selv. Det er ikke op til regeringer og slet ikke til EU-kommissionen. Parternes autonome ret til forhandlinger ligger milevidt fra kommissionens opfordring til 'at konsultere parterne'.

EFS forbliver ved appeller og har ikke den mindste intention om at rejse til kamp.

På det globale plan har arbejdsgiverne rettet et frontal angreb på en af ILO's bærende konventioner, nr. 158, som beskytter arbejdstagere verden over mod usaglige fyringer. I første omgang er det blevet afværget, fordi såvel arbejdernes organisationer og regeringerne afviste angrebet, men dermed er forslaget ikke taget af bordet.

Det tolkes som et led i en større strategisk plan:

- Det er i stil med det, vi ser på mange andre områder, hvor vi ser mere aggressive og pågående arbejdsgivere, som trækker støtten tilbage til ting, de tidligere accepterede, udtaler Asbjørn Wahl, leder af den norske bevægelse "For Velfærdsstaten" og næstformand i det internationale transportarbejderforbunds vejsektion, til eufagligt.dk.

- Arbejdsgiverne har hidtil accepteret ILO-konventionerne. Forslaget er en illustration af, hvordan klassesamarbejdet og klassekompromiset er i opløsning.

Hvilke svar har arbejderklassen?

Asbjørn Wahl peger samtidig på en central problemstilling: Hvordan gearer vi arbejderklassen til de nye tider eller forhold?
- Problemet er, at store dele af den europæiske fagbevægelse fortsætter den sociale dialog, som om den stadig virker.

Den er imidlertid på det nærmeste sat ud af kraft, som han påpeger:
- Fagbevægelsen taber terræn i land efter land, strejkeretten tilsidesættes, og krisepolitikken svækker fagbevægelsen.

Asbjørn Wahl har ikke egne bud på, hvordan situationen tackles, men efterlyser en diskussion om, hvordan fagbevægelsen genvinder faglig og politisk magt.

I denne opbrudssituation kunne det være endnu mere på sin plads at diskutere hvilken fagbevægelse de revolutionære vil udvikle, og hvordan vi når dertil!

Netavisen 25. juni 2011