KONGRESDEBAT
Kommunistisk Politik 9, 2011
Arbejderpartiet Kommunisternes 5. kongres afholdes i 2012.
Allerede nu starter kongresdebatten, og Kommunistisk Politik og kpnet.dk vil løbende bringe indlæg i debatten til at klarlægge betingelserne for arbejderklassens kamp og perspektiverne for en socialistisk revolution i Danmark.
Ungdommen har haft en central placering i udbruddet og gennemførelsen af folkerevolutionerne i Tunesien og Ægypten. De er massivt gået til kamp mod de autoritære regimer, arbejdsløsheden, fattigdommen og de manglende fremtidsudsigter i de andre arabiske lande. De vil have radikale forandringer, et andet samfund. Udfaldet af de demokratiske og anti-imperialistiske folkerevolutioner er langtfra afgjort endnu, og USA, NATO og Vesten trykker på alle knapper – fra krigens til opkøb og demagogi – for at kidnappe eller knuse dem.
Men uanset det videre forløb har udviklingerne bekræftet ungdomsmassernes revolutionære potentiale og revolutionære karakteristika, som er dokumenteret og fremhævet af marxist-leninisterne og den internationale kommunistiske bevægelse i alle perioder.
Det var gnisten hos ungdommen, der fik sat den tunesiske folkerevolution i gang; det var dens dristighed og mod, dens stærke vilje til forandring og manglende tålmodighed til at affinde sig med tingenes sørgelige tilstand, der fik den til at gå på barrikaderne. Den vovede at sætte sig op mod det fascistiske Ben Ali-regime og hans parti (medlem af Socialistisk Internationale) og voldsapparats brutale repression – og vandt en strålende og historisk sejr med regimets fald.
Det var ungdommen, der leverede revolutionens første hovedstyrker og rev resten af befolkningen med sig. En specifik analyse, som ikke skal gennemføres i detaljer her, vil også vise, at den studerende ungdom spillede en central rolle i opstanden, i overensstemmelse med revolutionens demokratiske og antiimperialistiske karakter.
Dette mønster blev gentaget i Ægypten og en række andre lande, hvor de revolutionære kræfter lærte af Tunesien.
Nogle andre faktorer var selvfølgelig uundværlige og afgørende for den tunesiske revolutions sejre indtil nu – nemlig eksistensen af et marxistisk-leninistisk fortropsparti, der var i stand til at gå i spidsen for og udvikle revolutionen i alle dens foreløbige faser og omskiftelser, og den kendsgerning, at der fandtes en arbejderklasse, der kunne mobiliseres til at kaste sin kraft ind i opstanden. Det var arbejderne, der i sidste ende satte Ben Ali på porten med omfattende strejker, og som tvang fagforeningerne og det tunesiske ”LO” til at støtte revolutionen. I Ægypten blev arbejderklassens strejker og aktioner også udslagsgivende for Mubaraks fald.
De revolutionære, men også de kontrarevolutionære udviklinger fortsætter i de arabiske lande, Nordafrika og Mellemøsten. I de sidste måneder er kontrarevolutionen er kommet stærkt på banen i lande som Bahrain og Saudi-Arabien med brutal voldelig undertrykkelse af protestbevægelserne; imperialismen har anstiftet krige og borgerkrige i lande som Libyen og Elfenbenskysten. Imperialismen og den arabiske og afrikanske reaktion af lakajregimer (og wannabe-lakajer) er gået sammen, undertiden åbent, undertiden skjult, for at knuse revolutionerne eller føre dem på vildspor og omstøde deres revolutionære karakter.
Folkerevolutionerne i Tunesien og Ægypten er ikke ført til sejr med de diktatoriske præsidenters fald og regimeskifterne; de har bragt andre fra de pro-vestlige kliker til magten, som også er tæt forbundet med militæret og den amerikanske imperialisme.
Men det skal her understreges, at disse tre faktorer – et marxistisk-leninistisk kommunistisk parti, der formår at spille sin rolle, en kæmpende arbejderklasse og en ungdom, hvis flertal mobiliseres til revolution – er nødvendige, for at enhver revolution (også i dag) kan gennemføres med held.
Dertil kommer spørgsmålet om en smidig alliancepolitik og enhed mellem revolutionære og progressive kræfter, mobiliseringen af folkets bredeste lag osv. for at videreføre revolutionerne og sikre deres sejr.
Desværre er der masser af ungdom, masser af udbyttede arbejdere, men få marxist-leninister og ægte marxistisk-leninistiske partier i regionen (og i det hele taget verden rundt).
Derfor er det særlig vigtigt at konstatere, at den arabiske ungdom – som en betydningsfuld del af den globale ungdom – er en generation, som er revolutionært indstillet og vil gennemføre reelle radikale forandringer.
De arabiske unge har oplevet de repressive, provestlige konge- og militærdiktaturer og de nyliberale diktater, som har forværret situationen for de brede masser; de har oplevet et første tiår af et nyt årtusinde, der lovede store forandringer, men som betød endeløse amerikanske og vestlige aggressionskrige i regionen; og de er mobiliseret til handling af den store og akutte nød, som den økonomiske verdenskrise, arbejdsløsheden og de stærkt stigende priser, ikke mindst for mad, har ført med sig siden 2008.
Det er derfor ikke uforståeligt, at revolutionerne er brudt ud netop i de arabiske lande, hvor alle kapitalismens og imperialismens store modsætninger er koncentrerede og eksisterer i en tilspidset form.
Der er heller ingen tvivl om, at de samme revolutionære karakteristika er til stede hos den øvrige ungdom i verden – i forskellig grad og i forskellige former.
Og det er ikke mindst derfor, at ungdommen er et hovedmål for imperialismens ideologiske aggression. Det gælder om at sløve og tilintetgøre dens revolutionære træk, forvandle oprørstrangen til individuel protest, sløve den med stoffer og diverse livsstilseksperimenter i adskilte og opsplittede grupper og miljøer, prædike revolutionens og den kollektive protests død, nyliberalismens og kapitalismens endelige sejr, politisk reformisme eller aktiv politisk reaktion (herunder fascisme) og religion og ’åndelig’ frigørelse – der er en hel stribe varianter, der fyres af samtidig mod forskellige målgrupper blandt de unge og mod ungdommen som helhed.
Grundlæggende set er det gennem deltagelse i aktiv kamp, at troen på autoriteterne, indbefattet de ideologiske og propagandistiske autoriteter (såsom de borgerlige medier og uddannelses-institutioner, for ikke at tale om det egentlige magtapparats institutioner), svækkes og ikke-borgerlig, revolutionær (og bedst: marxistisk-leninistisk ideologi) for alvor kan vinde indpas.
Det forholder sig nok sådan, at selvom man kan gennemskue borgerlig ideologi og propaganda i politiske og sociale spørgsmål, er det sværere at gøre op med den ideologiske påvirkning på det personlige plan, ikke mindst individualisme og liberalisme, som forkyndes og doseres i massivt og uendeligt omfang, fra tegnefilm for de mindste til den ikke mindre udspekulerede propaganda rettet mod teenagere og ’ungekultur’.
Denne konstante personlige holdningsbearbejdelse er en integreret del af antikommunismen, af det antisolidariske, af antikollektiviteten, og den tjener til at vanskeliggøre opbygningen af revolutionære alternativer og ikke mindst til at undergrave en revolutionær disciplin.
Denne disciplin, som er ubetinget nødvendig for gennemførelsen af en kollektiv omvæltning, af en revolution, er arbejderklassens gave til de kommunistiske partier og organisationer, fordi disciplin, arbejdsdeling og samarbejde påtvinges af de kapitalistiske udbytterproduktion, og arbejderne udvikler deres udgave af den i protest og kamp – som en proletarisk stil og arbejdsmetode.
Hvad karakteriserer så den nuværende generation af unge i Danmark?
Ikke mindst er den præget af, at den har oplevet nyliberalismens gennemslag efter ’murens fald’, og også at nyliberalismen langtfra har indfriet sine løfter. Den har oplevet permanente imperialistiske krige og den økonomiske krise, som endnu ikke er slået igennem med fuld styrke. Den er klar over, at en del af ’velstanden’ er på lån, og at den skal betales tilbage med renter.
Den adskiller sig selvfølgelig fra tidligere ungdomsgenerationer – frihedskampsgenerationen, genrationen fra den kolde krig i halvtredserne, 68-generationen og 80'ernes Nå-generation. Modstandsgenerationen og 68'erne var politiske, de andre afpolitiserede. Især 80’er-generationen har efterladt et tomrum i de kommunistiske partier.
De forhadte 68’ere var udtryk for et progressivt oprør, som omfattede de bedste kræfter og brede dele af generationen, en protest mod forældet kultur og musik, stivnede samlivsformer, udemokratiske sociale strukturer osv. Ikke mindst i 70'erne – bl.a. inspireret af Vietnam-krigen og det franske studenteroprør – antog bevægelsen en stadig mere politisk karakter. Der blev skabt en bred venstreorienteret massebevægelse, hvor også mange nye marxistisk-leninistiske organisationer opstod i protest mod de revisionistiske partiers forfald. Ikke mindst de studerende læste Marx, og nogle også Lenin; hele generationen gik i skoling, i revolutionær teori, kvindekamp m.m.
En tilsvarende bevægelse har vi ikke set i forhold til den nuværende ungdomsgeneration, selvom den bl.a. har udviklet elev- og studenterbevægelser, antikrigskampe, klimaaktivisme og militant ungdomshuskamp.
De barskere forhold – med krige og krise, med konstante nedskæringer på uddannelse og sociale ordninger – har tvunget generationen til at arbejde og studere og flippe ud i fritiden. Der er ikke å meget tid og overskud til politik og aktivisme.
Alligevel var der en bred venstrebevægelse op gennem 00’ene, som ikke fandtes i firserne og størstedelen af halvfemserne, som fortsætter ind i dette årti.
Hvordan den nuværende ungegeneration ikke bare bliver en bredere bevægelse for forandring, men bliver bevidst om den socialistiske revolutions nødvendighed, er et centralt spørgsmål for partiet og den marxistisk-leninistiske ungdom.
Netavisen 12. juli 2011