Verdens bedste skole i verdens bedste land

Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 25, 2010

Når et kvalitetsstempel bliver brugt lidt for ofte, mister det langsomt sin betydning og bliver bare endnu et tomt ord, der skal med, når produktet skal sælges. Næsten alt er i dag både eksklusivt og discount.

Når der bliver diskuteret 'reformer' af velfærden, så kommer 'verdens bedste' tit med i forhandlingerne. Vi skal have verdens bedste skole, med et højt fagligt niveau og glade og engagerede elever og lærere. Hvilket de fleste kan være med på, og ingen vil i hvert fald have verdens dårligste skole, med et lavt fagligt niveau...

Problemet er jo at der er mange måder at være bedst på, og faktisk også mange måder at have et højt fagligt niveau. F.eks kan det være at have et højt niveau blandt de bedste 20%, de midterste 60%, de dårligste 20%, eller den bedste kombination...

For vores siddende regering betyder verdens bedste at være nr. 1 i PISA undersøgelsen, en position kineserne indtager for tiden. I erkendelse af at det nok er for stor en mundfuld at gå efter guldet, stiller regeringen sig tilfreds med en 5. plads.

Uanset middelmådige målsætninger om sekundære placeringer er PISA rettesnoren for skolepolitikken. Og har været det i lang tid, faktisk så længe at dem, der i dag går i 9. klasse er PISA-børn, børn hvis skolegang er tilrettelagt for at score højt i PISA-undersøgelsen. 9-års træning, 22'ende plads, en fiasko på højde med EM2000 eller COP15.

Hvis vi ser bort fra regeringens manglende evne til at indfri egne målsætninger, er det spændende jo at kigge på, hvad der er vigtigt i folkeskolen. Min første tanke er, at processen er lige så vigtig som resultatet. Sagt på en anden måde, man går ikke bare i skole for at have målbare færdigheder, når man går ud af 9. klasse, man går også i skole for at have det sjovt.

Udover det skal man selvfølgelig lære både Darwin, Pythagoras og H.C. Andersen at kende. Men i mine øjne er langt det vigtigste at lære, hvordan man tilegner sig ny viden og nye evner, hvordan man udvikler sig og verden omkring en.

Man må lære at forholde sig kritisk til vedtagne sandheder, også de 'eviggyldige', og lige så kritisk til nye sandhede,r man møder. Man må lære at undersøge nye områder, og efterprøve sandhederne og ens egne nye ideer. Man skal lære at stille spørgsmålstegn ved alt, indtil man er overbevist om at "den er god nok", og så stadig huske at tjekke om det holder et år senere.

Man skal lære at være pisseirriterende og ikke gøre som der bliver sagt, og man skal lære det sammen med sine klassekammerater, så man kan være irriterende sammen og hjælpe hinanden til en bedre forståelse - og om nødvendigt hjælpe omverdenen med at få samme forståelse.

Hvordan man lige præcis skal lære det, og hvordan man skal tilrettelægge skoledagen, fagene og klassetrinnene må være op til dem, der beskæftiger sig med det til dagligt: lærere, pædagoger, forskere, børn og forældre. Det er alt for kompliceret et emne til at overlade til spørgeskemaer og parlamentarikere.

Netavisen 22. december 2010