I det kriseramte euroland Portugal gennemførtes tirsdag den 24. november en storstrejke, den største nogensinde. Dermed fulgte de portugisiske arbejdere og offentligt ansatte i grækeres, franskmænds og spanieres fodspor med militante strejke- og protestaktioner.Den portugisiske regering følger nemlig EU’s nyliberale politik og eurofolkenes nedskæringsplaner. Der skal barberes i den offentlige sektor for mere end 37 milliarder kroner. Det vil betyde både lønnedgang og omfattende fyringer.
Portugiserne er rasende. På deres regering, på den katastrofale euro, på den europæiske unio n og dens nyliberale sparekatalog, som trækkes ned over hovedet på dem.
Den 29. september demonstrerede fagligt aktive fra en lang række EU-landes fagforeninger i Bruxelles mod unionens generelle nedskæringspolitik for den offentlige sektor. Protesterne er ikke døet ud, men bliver stadig kraftigere.
Lørdag den 27. november er det de irske arbejderes tur. Irske fagforeninger har indkaldt til masseprotester og lover ’civile ulydighedsaktioner’, hvis regeringen ikke går af og den EU-dikterede ’redningsplan’ (for bankerne, ikke mindst de tyske) ikke skrottes.
I Irland er der i forvejen ikke meget på de sociale budgetter at skære væk. Så det er løn, ansættelser og de magre pensioner, der står for skud.
Og irerne er rasende. På deres regering, på EU og euroen, på det nyliberale diktat og på de mange løfter om fremgang og jobs, der for ikke så længe siden skulle lokke dem til at stemme ja til Lissabon-traktaten, men som det aldrig var hensigten skulle holdes.
Irerne har ikke bedt om EU’s ’redningspakke’ – lån på mellem 80 0g 90 mia euro, som går lige tilbage til l som afdrag og renter på anden gæld. De har lige så lidt som nogle andre bedt om at deres skattepenge og skrøbelige ’velfærd’ skulle sættes på spil for at redde spekulanterne og den europæiske bankkapital med de store ’bankpakker’, som nu viser sig ikke at have fungeret. Hvorfor irerne skal betale en gang til. Først irererne. For andre kommer til at følge efter.
EU-præsidenten von Rompuy taler om, at både unionen og euroen er ude i en ’overlevelseskamp’.
- Vi står over for en exceptionel alvorlig situation hvad angår euroens situation, siger tyske Angela Merkel. Nye gældsplagede lande, der skal udsættes for unionens redningsplaner, vil blive stillet over for barske krav, understreger den tyske kansler:
- Det forbliver vores opgave at efterlyse skrappe foranstaltninger og vilkår, men også at udtrykke klar støtte til euroen.
Euroen viser sig stadig tydeligere at være en fejlkonstruktion – en fejlberegning fra dens bagmænd, unions-toppolitikerne og de europæiske banker og monopoler. For de små og svagere økonomier, som er indtrådt i euroen, er den en katastrofe, der nu viser sig at eliminere deres økonomiske selvstændighed. Euroen i sig selv er en væsentlig del af unionens økonomiske krise.
Den økonomiske krise, eurokrisen og de nyliberale nedskæringsdiktater har ikke gjort Den europæiske Union mere populær i befolkningerne. EU befinder sig også i en politisk krise, som uddybes dag for dag.