Strøtanker
Kommunistisk Politik 22, 2010
Et brunt og gråt slør forhindrer mig i at se klart. Somme tider kommer det indefra – et raseri fremprovokeret af modbydelige menneskefjendske tiltag. Andre gange kommer det udefra som et camouflagenet udspredt af ”den herskende mening” og mainstream-medierne.
Danmark bevæger sig ind i en gråbrun zone, der får mig til at tro, at vi lever sidst i trediverne i sidste århundrede, og får alle advarselssignalerne til at signalere FARE!
Et par eksempler fra de sidste 14 dage:
På en høring om fattiges vilkår i anledning af fattigdomsåret blev de handicappedes vilkår beskrevet ud fra en blinds synsvinkel. I 1965 var omkring 35 % af blinde og svagsynede i arbejde og kunne forsørge sig selv. I dag er der 2 %, der forsørger sig selv, og en meget stor del af en årgang får ikke folkeskolens afgangseksamen.
Der har i mange år været samlet stor ekspertise og specialviden om behandling og hjælp til de enkelte handicaptyper på landsplan. Det blev afskaffet med kommunalreformen, og de enkelte kommuner skal nu selv påtage sig opgaverne, trods det, at der i mange kommuner kun er ganske få personer med de specielle behov. Det vil sige at en meget stor del af de handicappede er henvist til offentlig forsørgelse for livstid, eller sagt på en anden måde udelukket af samfundet og bedømt uegnede.
Ifølge lovforslag L37, der behandles i dag den 9.11., om ændring af udlændinge- og integrationsloven kan der gives opholdstilladelse til ”en uledsaget udlænding under 18 år, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens personlige forhold, er særlige grunde til at antage, at udlændingen ikke bør gennemgå en asylsagsbehandling, og hvis der er grund til at antage, at udlændingen ved en tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland vil være uden familiemæssigt netværk eller uden mulighed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed vil blive stillet i en reel nødsituation. Opholdstilladelsen kan ikke forlænges ud over udlændingens fyldte 18. år”
Det betyder, så vidt jeg kan se, at et barn kan blive parkeret på et flygtningecenter, til det bliver 18 år, og så sendt tilbage til det land, hvor det ikke har noget netværk. Fængsling og tortur, kalder jeg det.
I børnerådets høringssvar hedder det således også, at lovforslaget ”ikke har fokus på børns og unges tarv og rettigheder, men i højere grad har et ønske om ”at begrænse indrejseantallet af uledsagede børn og unge”.
Foreningen Børns vilkår skriver bl.a.: ”Børns Vilkår er af den opfattelse, at forslaget er i strid med to af Børnekonventionens mest betydningsfulde artikler. Artikel 6, som byder staten i videst muligt omfang at sikre barnets overlevelse og udvikling. Og artikel 3, som påpeger, at i alle foranstaltninger vedrørende børn skal barnets tarv komme i første række.” Og Dansk flygtningehjælp skriver: ”Udsigten for en mindreårig til at skulle rejse tilbage til hjemlandet, når de bliver 18 år, medmindre man kommer igennem det meget lille nåleøje (…), vil for mange være ensbetydende med usikkerhed, frygt og manglende fremtidsperspektiv.”
Og så er der i nat indgået et finanslovsforlig, hvor DF er kommet igennem med så skræmmende krav til familiesammenføring af ægtefæller, at jeg ikke tøver med at sige, at staten indfører tvangsægteskaber. Gift dig med en, der er noget værd for den danske stat, det kan f.eks. sammenlignes med det, man i gamle dage kaldte standsægteskaber. Nu er det bare staten og ikke familien, der vurderer, om han/hun er ”god nok”.
Så meget for den fri vilje og friheden til at tage vare på sit eget liv.
Det er som jeg sagde i indledningen: et camouflagenet, der dækker over virkeligheden for arbejderklassen i dagens Danmark: Arbejd, arbejd og arbejd, eller du er kasseret.
Netavisen 18. november 2010