Da jeg for alvor blev politisk aktiv var den direkte årsag krigene mod Afghanistan og Irak. Kampen mod krigene var massekamp på en skala min generation ikke havde oplevet før. Styrken og omfanget, både internationalt og i Danmark, var i sig selv mobiliserende. Men kampen mod krigen er også meget principiel. Det drejer sig om liv og død - om retten til at leve. Det bliver ikke mere grundlæggende. Et dødt menneske er ikke frit, demokratisk eller lykkeligt - det er bare dødt.Et af de største mysterier er for mig hvordan man kan vifte tusinder af menneskeliv til siden og juble over et kryds på en lap papir - det er den totale misforståelse af, hvad der er mål og hvad der er middel. Et borgerligt demokratisk samfund kan være et middel til at forbedre livet for befolkningen generelt. Men et borgerligt demokratisk samfund er ikke i sig selv et mål, det er det kun i kraft af de eventuelle forbedringer i levevilkår, der kan følge med. Hvis det så bare var ens eget liv, man satte på spil, ville der være lidt mening. Men dér hvor det går helt galt, det er når man mener at andre folk hellere vil dø end leve.
Der er flere og flere, der mener at krigen mod Afghanistan skal stoppes. Politikere, der tidligere havde meget travlt med at tage afstand fra Taleban, er nu nærmest ligeglade bare 'vi' kommer hjem hurtigst muligt´. Det er desværre ikke et udtryk for, at ideen om "aktivistisk udenrigspolitik" og militær magt er taget af bordet som problemløsning. F.eks. er der forslag om at skifte NATO-besættelsen af Afghanistan ud med en FN-besættelse, og der er også brug for ressourcer til projekt 'Afrikanere er pirater', der skal udvides til den anden side af kontinentet.
Og det er jo ret ærgerligt, for ligesom afghanere vil afrikanere helst ikke dø. Og nå det kommer til stykket vil danskere også hellere bruge resurser på at renovere skoler, forbedre ældreplejen og sikre at alle har et fornuftigt eksistensgrundlag, end på at dræbe fremmede folkeslag på andre kontinenter.
Når det kommer til stykket er krig død, ødelæggelse og tilbagegang til folkene, og mega-profitter til en lille skare af krigskøbmænd. Det er i flertallet af danskernes og afghanernes interesse at besættelsen af Afghanistan ophører og de danske tropper kommer hjem til Danmark.
Det er snart 9 år siden Afghanistan blev invaderet og den såkaldte "krig mod terror" begyndte. I løbet af de 9 år er hundredetusinder af mennesker blevet dræbt i Irak og Afghanistan. Utallige millioner er drevet på flugt. Og endnu flere millioner menneskers liv er blevet væsentligt forringet som følge af "krigen mod terror". Det eneste spørgsmål om krig, der er værd at beskæftige sig med er, hvordan vi stopper den.
Jeg er overbevist om at det vigtigste skridt i den retning er at se krigen i sammenhæng med nedskæringer og repression. Den politik der dikterer nedskæringer og forringelser som løsning på den økonomiske krise, skærper samtidigt overvågning, kontrol og straf for at imødegå modstand. Og det er den samme politik der kigger på verden og ser et overdådigt ta-selv bord, og som et andet svin vælter alt i sin jagt på delikatesserne.
Krig, krise og reaktion er tre sider af samme sag. Kampen mod krigen, er også kampen for velfærd og frihedsrettigheder. Og hvis det lykkes at få samlet kampene, er det muligt at besættelsens 9 års jubilæum bliver det sidste med dansk deltagelse. Og det er jo sådan set noget at kæmpe for.