Kommunistisk Politik 16, 2010
Den verdensomspændende kapitalistiske krise forsøges tørret af på såvel folkene i tredjeverdenslandene som på arbejderklassen i de imperialistiske hovedlande – i USA og EU. Det forårsager i første omgang en drastisk nedgang i leveforholdene, ligesom det i de industrialiserede lande får konsekvenser for klassernes, familiernes og boligernes struktur.
Den dybe kapitalistiske krise, som i medierne er reduceret til en 'finansiel krise', har stået på i snart to år. Den marxistisk-leninistiske analyse af kapitalens politiske økonomi er blevet bekræftet. APK har til fulde påvist og underbygget dette – også i stort omfang i Kommunistisk Politik.
Følgende er ikke tænkt som en uddybning af dette, men snarere tænkt som et oplæg til diskussion vedrørende nogle udviklingstræk, som hele arbejderklassen og alle progressive i Danmark må forholde sig til. I modsat fald vil kapitalen mere eller mindre uhindret få succes til at gennemføre sit generalangreb, der rummer langt flere konsekvenser, end man måske umiddelbart tænker over.
Omvendt betyder krisen samt dens afledte konsekvenser, at modsætningerne i de kapitalistiske samfund tydeliggøres, hvilket er en vigtig forudsætning for, at arbejderklassen forener sig med større styrke og sammen med allierede er i stand til at slå tilbage og i sidste ende vælte de rådne imperialistiske magter til fordel for socialismen. Udviklingen vil afdække styrkeforholdet.
I det seneste nummer af Clarté (Nr. 14 juni 2010) fremkommer Andrew Gavin Marshall (forskningsmedarbejder ved Centre for Research on Globalization og studerende ved Simon Fraser University i Canada i politisk økonomi og historie) med en række spændende teser, som med gavn kan diskuteres. Artiklen – "Vesten og den økonomiske krise" – er bragt i uddrag, men hele artiklen kan læses på engelsk på globalresearch.ca.
Den bestukne middelklasse
Andrew Gavin Marshall (AGM) har det udgangspunkt, at vesten (hermed menes USA, EU og Canada) i årtier har udnyttet og udplyndret resten af verdens folkeslag og ressourcer:
"Såvel historisk set som i vore dage hviler opbygningen af vores samfund, vores rigdom og vores frihed på at udsulte, berøve og myrde millioner af mennesker."
AGM benytter betegnelsen middelklasse, som må forstås for de mennesker, der ligger under de rigeste (som ernærer sig som aktionærer, arbejdsgivere, spekulanter eller anden form for snyltere – i marxistisk forstand: borgerskabet) og over de fattigste (arbejdsløse, modtagere af offentlige ydelser, hjemløse m.m. – i marxistisk forstand: den økonomisk dårligst stillede del af arbejderklassen).
'Middelklassen' rummer således den del af arbejderklassen, som er i arbejde, og dertil liberale erhverv (tandlæger, advokater, terapeuter m.v.), intellektuelle (skolelærere, pædagoger m.v.) og småborgere af alle arter. Som det forstås, er 'middelklassen' uhyre spraglet sammensat, men har inden for visse rammer en vis fælles levestandard.
AGM mener, at 'middelklassen' har fået del i udplyndringen af den tredje verden:
"Vi var vidner til en aktiv middelklasses tilblivelse og vækst, en middelklasse, der havde sit udspring i den industrielle revolution, som også kernefamilien voksede frem af. (...) Middelklassens opgave blev at forbruge, ikke nødvendigvis bidrage til at bestemme, hvilken retning samfundet skulle tage."
Gældsoptagelse
Ganske vist forholder AGM sig ikke til de herskendes bestemmende karakter over denne udvikling, men hans betragtninger er fortsat interessante:
"I de seneste få årtier har middelklassen været tvunget til at overleve på gæld. For at bevare billedet af middelklasse og for fortsat at kunne opfylde sin opgave (dvs. at forbruge) havde middelklassen brug for adgang til kredit og måtte synke ned i en klasse af gældsatte. Nu hvor verden undergår en hurtig social, politisk og økonomisk forandring, er middelklassens dage talte."
AGM formulerer sig ganske vist meget dramatisk, og man kan med rimelighed sætte spørgsmålstegn ved flere udsagn, men han har fat i en lang ende.
Det er en kendsgerning, at vesten gennem rigtig mange år har foregøglet deres befolkninger, at kapitalismen nu var fri for kriser. Der var ingen ende på lyksalighederne. Forbrugsfesten ville fortsætte, så deltag, om du kan. Det er korrekt, at festen blev finansieret af gældsoptagning. Kreditkortene var et effektivt indslag på lånemarkedet – i USA allerede i midten af 60'erne. I 2004 rapporterede det amerikanske tv-selskab PBS:
"Med mere end 641 millioner kreditkort i omløb, som står for ca. 1500 milliarder dollars i forbrugerbetalinger, er USA's økonomi helt klart blevet en plastikøkonomi (…) Industriens mest indbringende kunder, dem man søger med kreativ markedskampagne, er the revolvers (de tilbagevendende), de anslået 115 millioner amerikanere med månedlig kreditkortgæld."
De vestlige regeringer har bevidst ført en politik, der via gæld skulle tilvejebringe penge til forbrug hos middelklassen. I Danmark har Fogh-regeringen i det nye århundrede tilskyndet folk til at optage mere gæld i form af lokkende flexlån og afdragsfrie lån. Sikkerheden stod i en kunstig opskrivning af ejendomspriserne, der blev anslået af den offentlige vurdering, som staten selv fastlagde.
Værdien af jord og fast ejendom var blot ikke i overensstemmelse med de af staten fastlagte vurderinger, hvilket Fogh-regeringen var totalt klar over. Hvordan kan værdien af jord og ejendom stige, uden der finder en forbedring sted? Umuligt, men for Fogh og kapitalen var det en nødvendighed for at sikre flowet i forbruget.
Det eneste, de opnåede, var en udskydelse af krisen, som, da den indtraf, var af ulig større dimensioner. Billedet er det samme, uanset hvor i vesten vi kigger hen. Den sammenflettede økonomi i vesten betød, at man i en periode kunne holde hinanden kunstigt oppe, men omvendt ramlede hele korthuset, da de stærkeste stater ikke kunne holde nedturen for døren.
Den gængse metode, vestens lande har forsøgt at redde sig ud af krisen på, har været at forsyne bankerne med adskillige blankochecks – eller direkte overtage mindre banker og deres gæld. Mindre aktionærer og kunder bliver i denne proces økonomiske ofre, mens de større oftest slipper med skindet i behold. Staten nationaliserer gælden, som med andre ord påføres skatteborgeren. Gælden er hermed bundet inden for landets grænser. Ejerskabet til bankerne og den daværende gæld er stadig privat og kan flytte, hvorhen de skulle have lyst.
Staterne har altså valgt at privatisere profitten og gøre risikoen til et samfundsanliggende. Det er næppe en metode, der afskrækker bankerne i deres spekulationer – tværtimod stimuleres de.
Den voldsomt forøgede statslige gældsætning forsøges kompenseret ved en eneste metode: De almindelige borgere skal betale! Det sker ved en privatisering og beskæring af den offentlige sektor. Resterne 'effektiviseres' drastisk. Skattetrykket og brugerbetalingen stiger, mens servicen forringes.
Det bliver værre
AGM har oplagt ret i, at krisen rammer 'middelklassen'. Det kan vi se allerede i dag. Han fastslår ydermere, at krisen langtfra er ovre. Det bliver værre. Alt tyder på det. Eksempelvis er PIG-landene (Portugal, Italien og Grækenland) på trods af milliardhjælp fra EU i fortsat dyb krise.
Den økonomiske hjælp har desuden anbragt dem i en politisk spændetrøje, der tvinger dem til at accelerere de økonomiske overgreb på befolkningen. EU har i samme moment etableret en kæmpe fond, der har til formål at være buffer for fremtidige EU-stater, der havner i samme situation. Men netop skabelsen af denne fond har betydet, at de øvrige EU-lande har måttet gældsætte sig yderligere, hvilket har trukket dem ud til afgrundens rand.
Ismael Hossein-Zadeh, underviser i økonomi på Drake University i Des Moines, USA, vurderer:
"Mens gældskrisen i de svagere europæiske økonomier som Grækenland, Letland, Litauen, Spanien, Portugal og Irland har nået kritiske stadier, så er de relativt stærkere økonomier i Tyskland, Frankrig og Storbritannien også i fare for gæld og underskudskriser. Faktisk vil gælden i forhold til BNP selv i de mere avancerede økonomier i Europa ifølge en nylig IMF-vurdering snart stige til et gennemsnit på 100 pct." (Se Kommunistisk Politik nr. 11 2010).
AGM konkluderer:
"Efterhånden som en gældskrise trækker verdens lande ned i gældsslaveri, vil vestens middelklasser miste deres adgang til kredit og blive tvunget til at tilbagebetale deres gæld. Og efterhånden som lande vil bukke under for gældskrisen, vil også middelklassen bryde sammen under den. En klasse, der er skabt og holdt oppe på gæld, er ikke bæredygtig. Vi er på vej ind i en periode med en hastig forandring af klassestrukturen på globalt plan."
Det er igen dramatisk formuleret. Men hvis ikke arbejderklassen finder sine svar i situationen og handler derefter, så vil der ske en drastisk "forandring af klassestrukturen på globalt plan". Borgerskabets håndtering af krisen er i sig selv med til at foretage den. Dertil kan lægges flytning af industrien til lande med billig arbejdskraft samt import af arbejdskraft, som arbejdsgivere underbetaler.
Det betyder første-, anden- og tredjerangsarbejdere i arbejde samt flere mennesker på al landsens forskellige slags overførselsindkomster. Det betyder drastisk nedgang i leveforholdene, og det er alt samen med til at splitte og svække kampkraften – alene i form af en betydelig mindre organisationsgrad.
Der er ikke noget samfundsområde, der vil gå ram forbi. Alt påvirkes i en fascistoid retning: retspolitikken, indvandrer- og flygtningepolitikken – u name it.
Andre konsekvenser
Det vil ramme dybere end som sådan. Vore familiestrukturer er tvunget til at indrette sig på nye vilkår. For at oprette retten til en bolig vil mange være tvunget til sikre en bredere husstandsindkomst, hvilket kan inkludere børn i arbejde eller andre slægtninge. Husstandsindkomsten med det forøgede brug af deltidsarbejde blive sammensat af mange personers små bidrag. Familier har ikke råd til bedsteforældre på plejehjem eller småbørn i institutioner. Parcelhusenes græsplæner bliver til køkkenhaver. Kernefamilien brydes op. Ifølge The Washington Post 18.marts 2010:
"Vi ser allerede nu, at antallet af personer, der bor flere generationer under samme tag i USA, har nået det højeste niveau i 50 år, idet familierne forsøger at klare det ruinerende tab af job og tvangsauktioner.
Under recessionens første år steg antallet af amerikanere, der boede i sådanne flergenerationsfamilier, med 2,6 mio., eller mere end 5 pct. fra 2007 til 2008 (...) Nu lever 49 mio. amerikanere – 16,1 pct. af befolkningen – i hjem med flere generationer. Mange omfatter voksne børn i tyverne."
I den samme proces vil det internationale monopolborgerskab forrykkes. Som følge af krisen vil nogle miste tempo og tabe værdi og indtægt. En del vil blive fortrængt til nedre lag, mens andre vil styrkes og i takt hermed udvide deres magt – økonomisk som politisk. Nogle mener, at eliten blandt de transnationale monopolister udgøres af omkring 6.000 individer, svarende til en superkapitalist for hver 1.000.000 mennesker.
Der er så at sige lagt i kakkelovnen med nye udfordringer.
Netavisen 6. september 2010