Videnssamfundet var et fatamorgana

Kommunistisk Politik 15, 2010

Siden krisen brød igennem i 2008 er der mistet næsten 67.000 arbejdspladser i dansk industri. Det har i første omgang ramte især metalarbejdere og ufaglærte, men når produktionen forsvinder ud af landets forsvinder også de såkaldte videnjob med Agco mejetærskerfabrik i Randers (Dronningborg maskinfabrik), og Wittenborg automater i Odense er blandt de industrivirksomheder der er lukket her i sommer for at flytte produktionen til udlandet.

I Randers har man bygget maskiner til landbruget siden 1894 og var stadig så gode til det at en Mejetærsker sidste år fik en pris af de tyske landbrugsjournalister. Fabrikken har været igennem adskillige genoplivninger siden slutningen af 80erne, men de amerikanske ejere i Agco koncernen besluttede til sidst endegyldigt at lukke de sidste 100 arbejdspladser og flytte produktionen til Italien. Her har Agco en fabrik, hvor mejetærskerne bygges fra grunden. I Randers beskæftigede man sig hovedsageligt med montage, mens mejetærskernes enkeltdele produceres af underleverandører.

Koncernledelsen har vurderet, at den italienske model er den rigtige, og det koster nu produktionen i Randers livet. Skrev Børsen. - I vore fremtidige strategier for vækst og produktudvikling er det vigtigt, at vi også udnytter de stordriftsfordele, effektivitetsfordele og den øgede konkurrencedygtighed, som en konsolidering af produktionen på den italienske fabrik vil give, forklarer Gary Collar, administrerende direktør i Agco, til Børsen. Wittenborg blev grundlagt i 1924, og lavede dengang verdens første salgsautomat. Virksomheden er siden blev en af de større i branchen for kaffeautomater.

Wittenborg gik i år 2000 sammen med den italienske virksomhed Necta og blev til N&W Global Vending. Og det er herfra at man har truffet beslutningen om at flytte produktionen til Valbrembo i Italien, hvor virksomhedens udviklingsafdeling i forvejen er placeret.

De enslydende historier fra to meget forskellige virksomheder giver et billede af at krisen fremtvinger en konsoliderings proces og tendensen er at de internationale koncerner samler produktions og udviklingsafdeling. Samme mønster genkendes indenfor alle industribrancher. Teknisk direktør fra NKT udtaler tørt til Jyllandsposten ”Forskning og udvikling følger produktionen og til en vis grad markedet. Og på langt sigt kan man ikke forestille sig, at man har produktion ét sted og forskning og udvikling et andet.”

Hvad skal vi leve af?
På landets større industriarbejdspladser har det været en indlysende sandhed, at uden produktion så ville resten af økonomien kollapse. Ikke blot den tilknyttet hær af underleverandører til de store industrier, men også de mange der arbejder i lokalsamfundet omkring produktionen og de uddannelser og videnskaber der er tilknyttet. Mens arbejdere på gulvet har talt om hvad landet skulle leve af i fremtiden når fabrikkerne drejer nøglen, er det nærmest ubekymrethed der har kendetegnet dansk erhvervstop og politiske elite.

Det nye mantra har været at storindustri var yt, og det handlede om at man skulle leve af såkaldte videnstunge arbejdspladser, IT og medicin osv.. Det såkaldte videnssamfund, der ikke blot ville afløse industrialderen, men også ville opløse klassesamfundet, har været en af de foretrukne økonomiske teorier der skulle forklare hvordan den ”postindustrielle” samfundsøkonomi var skruet sammen. Asien havde hænderne mens Vesten havde kapitalen og hjernerne. Nærmest en win win situation syntes det det hjemlige borgerskab at mene.

Igennem næsten to årtier er det lykkedes at opretholde forestillingen om videnssamfundet, det fungerede ikke mindst fordi at der trodsalt voksede mindre industri op, knyttet til byggeri eller elektronik branchen, som erstatning for de arbejdspladser der forsvandt i metal- og fødevarer industrien. I juni beregnede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at de sidste års økonomiske krise har kostet Danmark 67.000 arbejdspladser i industrien. Og fra fagforeningerne der har kendt til mange kriser gennem årerne lyder det, at denne gang er krisen slået hurtigere igennem end tidligere og en større andel af virksomhederne er direkte lukket og produktionen er samtidig flyttet ud af landet.

Ellen Petersen forkvinde for industrigruppen i Randers fortæller til Weekendavisen: ”Regeringens svar er at nedsætte dagpengeperioden og påstå, at hvis bare de ledige bliver pisket fra morgen til aften, skal de nok finde arbejde. Vores svar er, at vi skal være klogere end dem i Indien og Brasilien, Kina og Rusland, for ellers overhaler de os indenom. Så vi kan blive et u-land eller noget der ligner, og det er vi om 20 år, hvis vi ikke gør noget. Hvad skal de unge mennesker gøre, der ikke ligger i top på karakterskalaen? Der er en kæmpe gruppe af unge mennesker som man ikke hører om, og det er dem der før gik til industrien. Så vi har en kæmpe udfordring.”

En undersøgelse af langtidsledige i krisen i slutningen af 80erne viser at der især er vanskeligt for de ufaglærte der mister arbejdet at komme tilbage i beskæftigelse, hver tredje var ledig i mere end 2 år.

Den tunge industri
Fra 70erne og frem har der især været en tendens til at den meget arbejdskrafttunge sværindustri som skibsværfter, har mistet opgaver i den globale konkurrence. Men både danske politikere og monopolvirksomheder har aktivt ført en politik der har ført arbejdspladser ud af landet, også selvom det hverken på lang eller kort sigt har kunnet betale sig. Således det mærkværdige forhold at danske tog bliver produceret i Italien, mens de sidste rester af den danske togproduktion er i hænderne på et Canadisk monopol.

Uanset samspillet af kapitalistiske årsager, er sagen at sværindustrien er forsvundet, og nu viser det sig at de såkaldte videnjob der er knyttet til industrien er fuldt med ud af landet. Den bærende tese eliten har propaganderet for fremtidens danske økonomi: at udviklingsafdelingen kunne bevares på danske hænder og mens selve produktionen kunne placeres på den anden side af planeten har vist sig at være forkert. De fleste videns arbejdspladser er stadig knyttet tæt sammen med den egentlige produktion.

Siden 1990 er der forsvundet næsten 170.000 job i industrien. I samme periode har danske virksomheder satset på forskning og udvikling i udlandet, svarende til at hver fjerde forskningskrone nu lægges her. Fra 2002 til 2008 var den gennemsnitlige vækst i forskning og udvikling arbejdspladser i Danmark 7,1 procent. Mens forskning og udvikling i udlandet blev øget med 22 procent.

”Det er en fejl, at vi hidtil ikke har forstået, at hvis vi vil beholde de videntunge job i Danmark, skal det også være muligt at beholde produktionsjob i Danmark. Og vi har stort set ingen viden om, hvordan vi kan gøre det,” siger DI's forskningschef, Charlotte Rønhof til Jyllandsposten. Hykleriet i Dansk Industri kender heller ingen grænser.

Borgerlige politikere havde kun hån til over for de økonomier i Østeuropa, Kina og Albanien der i efterkrigstiden satsede på at opbygge selvstændige industrier selvom den i første omgang ikke havde et tidssvarende niveau. Men det er en grundregel også i kapitalistisk økonomi, at der skal satses på opbygningen og fortsat udvikling af den nationale industriproduktion hvis et land vil bevarer muligheden for selv at bestemme over sin egen fremtid. En politik der både ville bryde med EU og den danske regering og de danske og internationale monopoler.

Netavisen 4. august 2010