I den gamle og stadig uovertrufne sovjetiske Lærebog i Politisk økonomi fra 1954 (bortset fra en albansk ajourføring fra 1970’erne med korrektion på enkelte punkter) hedder det om overproduktionskriserne under kapitalismen:”De kapitalistiske kriser, der er et eksplosionsagtigt udtryk for alle den kapitalistiske produktionsmådes modsigelser, fører uundgåeligt til yderligere uddybning og skærpelse af disse modsigelser.
Som regel har de kapitalistiske overproduktionskriser altomfattende karakter. De begynder i en eller anden produktionsgren, men omfatter snart den samlede folkehusholdning. De opstår i et eller nogle lande og breder sig til hele den kapitalistiske verden.
Hver enkelt krise fører til en voldsom indskrænkning af produktionen, til fald i varernes engrospriser og i aktiekurserne og til nedgang i den inden- og udenlandske handel.
Ved hver krise synker produktionens omfang til et niveau, der var gældende for flere år siden.”
(Tiden 1955, s. 243)
Den kapitalistiske krise i Danmark har nu raseret i halvandet år, og nogenlunde lige så længe, lidt mere eller mindre i den øvrige verden – og det vil sige i alle verdens lande uden undtagelse. Forskellene i deres udtryk ligger især i, i hvilket omfang krisens byrder væltes over på arbejderklassen og den brede befolkning og hvordan deres liv raseres.
I 2008, hvor krisen satte ind, faldt det danske bruttonationalprodukt med 0,9 pct. 2009 satte alle tiders rekord, viser opgørelsen fra Danmarks statistik. Det faldt med hele 5,1 procent på årsbasis. Samlet var faldet på de to år altså 5,9 pct. Sociologiprofessoren Jørgen Goul Andersen har gjort opmærksom på, at det er det største fald i to hundrede år:
” Faldet i BNP er historisk. Nedgangen er mere end tre gange så stor som under de to oliekriser 1974-75 og 1980-81. Det slår ikke kun alle recessioner efter 1945, men også krisen i 1930’erne. Og det slår akkurat den hidtil dybeste nedtur i fredstid, krisen i 1856-57. De historiske tal, beregnet af Hans Chr. Johansen, går kun tilbage til 1820 og ikke til statsbankerotten i 1813. Men i fredstid skal vi 200 år tilbage for at finde tilsvarende.”
(’Værste krise i 200 år,’ Information 1.3.2010)
Kun det at der blev pumpet penge ind i den offentlige sektor med en stigning i forbruget på 2,2 pct. sidste år sammen med offentlige investeringer, hindrede faldet i at blive endnu større.
Krisen er altså ikke ovre så snart, den bevæger sig hen imod en langtrukken, måske mangeårig depression. Det er heller ikke udelukket, at kortvarige lettelse, hvor det ser ud til at gå fremad – skabt f.eks. ved at pumpe statsmidler (d.v.s. skattepenge) ind i bank- og finanssektoren – afløses af ny akutte kriseudbrud. Lene Espersen har allerede været ude med, at banknarkomanerne snart trænger til flere skud likvid kapital.
Og VK-regeringen har gjort det fuldstændig klart, hvordan den vil ’tackle krisen’. Den kaldte det en ’hestekur’, indtil den fandt ud af, at det ikke lød det mindste positivt i de flestes ører – det var værre end ’kartoffelkuren’ – og derfor har en venlig avis udskrevet en konkurrence om, hvad lorten skal hedde. VK-regeringens recept er mere nyliberal medicin.
Fra 2011 – men tag ikke fejl: det er allerede startet – skal den offentlige sektor klippes i bund. 24 eller 31 milliarder skal der skæres med. Det betyder dramatiske indgreb – efter mange års gradvise nedskæringer, der har dumpet den danske offentlige sektor titals pladser ned i forskellige internationale statistikker.
Minimalstaten er her, minimalkommunerne er på vej. Og alt tyder også på, at et nyt forlig mellem regering og ’opposition’ om krisepolitikken er på vej – f.eks. grove besparelser, men samtidig udskydelse af indkøbene af Joint Strike Fighter-flyerne, som USA i forvejen har gjort det.
Det vil ikke få Danmark ud af krisen eller sikre velfærd. Hvad der skal til, kan man (hvis man ikke ved eller har gættet det) også erfare i den nævnte lærebog i politisk økonomi.