”Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages”
(Matthæus 13:12).
Strøtanker
Kommunistisk Politik 2, 2010
Man kan ikke være i tvivl om at vi har en kristen regering, der følger religionens bud. Det er ikke så underligt at de ikke bryder sig om den muslimske tro, hvor man netop er forpligtet til at give til de fattige... Nå uanset hvad, så handler dette ikke om at forsvare nogen religion.
Det er bare symptomatisk for VKO-regeringen at det der gælder for dem, gælder ikke for ”de andre”. Altså: det er godt at være religiøs, hvis man har den rigtige religion, og forkert, hvis man har en anden, eller det er godt at følge religionens bud, hvis man altså har den ”rigtige” religion og nærmest kriminelt, hvis man har den ”forkerte”.
Og så kunne man jo næsten erstatte religion med hudfarve, folkeslag, nationalitet, køn, bopæl eller uddannelse osv. Hovedsagen at det bliver nogens skyld, at det bliver muligt at rette vreden mod ”de andre”, de fremmede, de anderledes, de dumme, de onde, at vi får et ”fælles” fjendebillede.
Vi skal også helst være bange. Bange for at miste jobbet, bilen, huset, lejligheden, bange for sygdom, bange for at miste familien og vennerne, bange for ikke at være gode nok, bange for ikke at slå til, bange for naboen, bange for at gøre noget andet, end det de andre gør. Så kan vi blive glade for lømmelpakker og videoovervågning og synes det er godt at holde fremmede ude og gå i krig mod fjerne terrorrister. Når man er bange er det rart, at det er nogens skyld, at der er nogen der gør noget.
Det er bare ikke sådan, det hænger sammen og de fleste ved det godt, men det er blevet sagt så mange gange, at det næsten er blevet sandt.
Men nu kan det ikke længere kan skjules. Fabrikkerne og arbejdspladserne lukker, arbejdsløsheden stiger, fallitter og konkurser er dagens orden. Alligevel er der masser af penge til militær og politi, til overvågning og kontrol, til bankerne, Mærsk og andre multinationale. Alligevel gives der skattelettelser til de rige.
Der er bare ikke penge til alt det, der er nødvendigt for en tålelig hverdag: Rimelige madordninger, snak ved sengekanten hos den syge eller gamle, plads til handicappede og psykisk syge, omsorg til dem der ikke fik den hjemmefra, uddannelse til dem, der ikke lige er så boglige, arbejde til dem, der ikke følger det opskruede tempo, kunsten, der ikke går på kompromis, en offentlig transport og postforsendelse, der en nem og billig, renovering af vej-, vand og kloaknet, rene råvarer, lønninger, der kan betale udgifterne, osv. Alt det, der gør at vi kan ånde og leve.
Uanset at der i forvejen er skåret ned til benet, så skal der nu skæres mere. Nu skal hunden fodres med sin egen hale.
Alle protester mod nedskæringerne i velfærden må støttes og udvikles og samles. Regeringen må tvinges til at gå af. Vent ikke på det sker, vær med til at vælte læsset og gør det klart at en ny regering må tage fat på at ændre tilstandene, ikke bare tage over.
Netavisen 28. januar 2010