Fire år er gået siden der sidst var lokalvalg i Danmark. Siden da er den økonomiske verdenskrise brudt ud, klimakrisen er blevet åbenbar, EU er blevet en superstat med kommende præsident uden at spørge nogen, Danmark er sunket dybere ned i sandet i den tabte krig i Afghanistan og landet har fået en ny statsminister, der også hedder Rasmussen og fører samme politik. Hvad ellers er nyt? Sidste kommunalvalg var også det første valg til storkommunerne og de nye regioner, der afløste amterne. Den store strukturreform, der skulle gøre den offentlige service bedre, mindske afstanden mellem borger og samfund, og i det hele taget gøre alle glade, har været en dyr fiasko, som alle de ansvarlige (og det er de allesammen) dækker over.
Sundhedsvæsenet er ikke blevet bedre, det er generelt blevet ringere. Kortere indlæggelser for at få folk hurtigere hjem, nedskæring af genoptræning og andre foranstaltninger til at have et liv også efter at man er ramt af sygdom, ringere hjemmepleje, dyrere plejehjem, dyrere mad. De få succeshistorier på områder, der død og pine skal være prestigesucces’er, skygger for den almindelige elendighed. Det samme gælder skoler og børneinstitutioner, den kollektive trafik, vejnettet og alle de øvrige kommunale og regionale opgaver. Tingene går stille og roligt, næsten – men ikke helt – umærkeligt baglæns.
Politikerne lover alle sammen forbedringer lige præcis af sundhedsvæsen, pleje, skoler, børneinstitutioner og kollektiv trafik. Og flere grønne områder og mere skæg kultur. De fortæller ikke så meget om, at snesevis af lokale hospitaler landet over skal nedlægges, at sparekniven er skjult i ærmet for at slagte nye hundreder af folkebiblioteker, at der vil blive fyret skolelærere og skåret ned på daginstitutionerne. Hvorfor skulle de også det? De kunne risikere ikke at blive valgt, eller endnu værre: at folk rejser sig til protest og kamp.
Derfor gøres kommunalvalg gabende kedsommelige, for det skal undgås at de handler om noget som helst. Det vil sige, at det bliver til et spørgsmål om personer. Ritt går af og afløses af Frank.. Nikolaj Wammen i Århus får et godt valg. I Odense kan de heldige fynboer vælge mellem Boye og Boye.
Stor underholodningsværdi får det, når statsmænd som Helle Thorning-Scmidt, den ene halvdel af det danske Obama-Clinton-par, går ind i den lokale valgkamp. Hun bankede løs på Ritt Bjerregård, der i en bog, som ingen alligevel læser, havde kritiseret hende for at lægge sig for tæt på af den borgerlige regerings politik:
- Det er længe siden, at jeg holdt op med at lytte til Ritt Bjerregaards gode råd, betroede Helle Thorning-Schmidt til TV2 Nyhederne, og tilføjede:
- Nogle socialdemokrater var mere optaget at skændes med hinanden og promovere sig selv. Det er ikke den slags socialdemokrat, jeg vil være.
Det er helt klart blevet bedre i dag. Hendes højre hånd, den kommende statsmand, Henrik Sass-Larsen sekunderer:
- En ny generation er kommet til, og kan Ritt ikke lide det, vi laver, så er det bare synd for hende. Hun kommer ikke nogen vegne med at skabe splid, det hører fortiden til. Da Ritt sad centralt placeret hos socialdemokraterne var der altid ufred, splid og ballade, og det er en væsentlig årsag til de store stemmetab siden 1998.
Sass-Larsen slutter:
- Ovenpå den fiasko Ritt har været som borgmester i København, kan jeg ikke forestille mig, at man har lyst til at få besøg af hende ret mange steder i landet.
De håbefulde nye lokalpolitikere, der drømmer om en karriere i landspolitik, og de garvede professionelle, der har gjort det som bykoinger, har det til fælles, at de administrerer nedskæringer, der er dikteret af de økonomiske rammer, VK-regeringen og dens forligspartier – herunder socialdemokraterne og det øvrige regeringsalternativ – har fastlagt. Derfor peger pilen nedad for kommunernes fremdrift, og derfor daler også interessen for lokalvalgene i EU-Region.dk.