Den 8. maj 1945 kl. 23.00 (9. maj Moskvatid), underskrev Tyskland en kapitulationsaftale. Det skete adskillige dage efter, at Sovjethæren indtog Berlin og smadrede adskillige store tyske troppestyrker i Ungarn, Pommern og Tjekkoslovakiet. Alle ved det, og alt synes såre simpelt – de allierede besejrede fascismen og nazismen og reddede derved menneskeheden. Imidlertid er det en meget forskønnet version af historien om denne sejr, der har meget lidt at gøre med, hvad der virkeligt skete.
USSR måtte forhandle med banditter – de herskende vestlige eliter, som USSR var i stand til at trække med ind i krigen mod Hitler. Ikke blot skabte de Hitler med det mål at ødelægge USSR, men de planlagde et bagholdsangreb på USSR straks efter krigens slutning. Ydermere planlagde de faktisk at bruge de tiloversblevne tyske tropper til at assistere dem i dette angreb.
Der var ingen fælles Sejrsparade, hvilket er mærkeligt, når der er tale om forbindelser mellem allierede. Eisenhower og Montgomery nægtede at deltage i en fælles sejrsparade i Berlin. Sejrsparaden fandt alligevel sted den 7. september 1945, men kun marskal Zhukov var til stede for at hilse den. De militære og politiske ledere fra de vestlige allierede lande kom ikke til paraden, og garnisonsenheder fra sektorer i Vestberlin var de eneste allierede, som tog del i den.
Det hang sammen med, at kapitulationsaftalen allerede var underskrevet af tyskerne – i løbet af natten 6. og 7. maj i en vestlig allieret kommandocentral i Reims. Sovjetiske ledere havde slet ikke tid til at nå frem. De ”allierede” forsøgte at snyde Sovjetunionen.
Desuden ignorerede de ”allierede” aftalerne på Jalta-konferencen, som var underskrevet af Roosevelt, Churchill og Stalin, og oprettede et nyt dokument, som var totalt renset for alle uønskede Jalta-aftaler.
Sovjetunionen blev ikke engang nævnt, som om landet aldrig deltog i krigen. Kapitulationsdokumentet blev overrakt tyskerne, før en kopi blev sendt til Moskva. Den 7. maj annoncerede Churchill og Truman de tyske troppers kapitulation over for de amerikanske og britiske tropper. Det kostede den sovjetiske side store anstrengelser at få de allierede til at indgå en endegyldig, fælles aftale inkluderende USSR den 8. maj (9. maj i Rusland).
Begivenhederne i Reims blev diplomatisk kaldt for en ”forberedende aftale”. Imidlertid havde de ”allierede” optrådt meget uhæderligt endnu før dette. Eksempelvis er det kendt viden om, at Allen Dulles forhandlede med nazisterne på vegne af de vestlige eliter.
Det var alene på grund af Stalin, at en aftale mellem nazisterne og de allierede blev undgået.
Ikke desto mindre er det sikkert, at nogle hemmelige aftaler blev indgået mellem de to partnere. Som resultat eksisterede den vestlige front ikke fra slutningen af februar 1945: Tyskerne opgav enorme territorier og trak sig tilbage praktisk talt uden kamp. Imidlertid kæmpede de indædt for hver eneste meter land på østfronten. Nazisterne og “de allierede” havde et fælles mål – at holde de sovjetiske tropper ude af Centraleuropa. Det blev sagt åbent af Churchill. Det var praktisk umuligt for de allierede at have en åben pagt med nazisterne, så de vendte tilbage til den strategi.
Planlagt krig mod Sovjetunionen
Som afslutning på dette spil planlagde man at overgive Berlin til de allierede uden kamp og dermed frarøve Sovjetunionen dets sejr. Oven i dette kalkulerede man med at forvandle 2. verdenskrig til 3. verdenskrig med et allieret angreb på USSR. I begyndelsen af 1945 gav W. Churchill ordre til stabsledelsen om at udvikle en plan for et overraskelsesangreb på USSR, kaldet “Unthinkable” (Utænkelig). Dokumentet er nu deklassificeret og tilgængeligt for offentligheden.
Det blev planlagt, at 47 britiske og amerikanske divisioner 1. juli 1945 skulle angribe russiske styrker uden at erklære krig. De skulle støttes af 12 tyske divisioner, som de allierede ikke havde opløst. Disse divisioner blev trænet af britiske instruktører og forberedt til kamp mod USSR sammen med de vestlige styrker. I overensstemmelse med Churchills ordrer blev våben og udstyr fra de tyske divisioner opmagasineret på lettilgængelige steder for hurtig bevæbning.
Krigen blev planlagt som en fælles offensiv fra den vestlige civilisations styrker mod Rusland. Polen, Ungarn, Rumænien, Finland og andre lande var også påtænkt at tilsluttes dette ”korstog”. Målet var komplet at knuse Sovjetunionen og opsplitte det i en række kontrollerbare kolonier. Krigen formodedes at slutte på samme frontline som Hitlers plan ”Barbarossa” – Arkhangelsk-Stalingrad-frontlinjen.
De vestlige eliter planlagde at knække russerne via terror – ved at ødelægge store sovjetiske byer såsom Moskva, Leningrad, Vladivostok, Murmansk osv. med bølger af dets flyvende fæstninger. Adskillige millioner russere var påtænkt at dø i skrækindjagende ”ildstorme”. Det var sådan, Hamburg, Dresden, Tokyo og andre byer blev raseret totalt. Det var påtænkt også at skulle blive de russiske allieredes skæbne.
Imidlertid omrokerede russerne uventet deres styrker og begyndte at befæste deres stillinger den 29. juni 1945, dvs. dagen før den planlagte start på krigen. Den allierede plan var blevet opsnappet af Stalin, og stabslederne fik ordre til at handle.
Heldigvis var Stalin stadig leder af Sovjetunionen, og denne krig blev forpurret.
Slaget om Berlin
I april 1945 skønnede de allierede, at Den Røde Hær var udmarvet, at dets udstyr og maskineri var slidt totalt op, og forsyningerne var nær nulpunktet. Berlin spillede en meget vigtig del i de vestlige planer. Nazisterne planlagde at gøre Berlin til et Stalingrad for russerne. De sovjetiske tropper formodedes at blive svækket og slidt ned i kampene i Berlins gader. Hvorefter de allierede tropper skulle erstatte de tyske og jage Den Røde Hær hele vejen til Volgafloden – de allierede tropper var allerede kun 100 km fra Berlin. Tyskernes rolle var for enhver pris at forhindre de sovjetiske tropper i at indtage Berlin. Tyskerne kæmpede meget tappert.
Derfor blev erobringen af Berlin til et stort lærestykke for ”de allierede” om, at udkommet af krig bestemmes på land og ikke i luften eller på havet.
Berlin var et svært bevæbnet by-fæstning. Alle store bygninger var omdannet til højborge og forbundet via underjordiske tunneller og kommunikationslinjer. En gigantisk forsvarszone begyndte umiddelbart efter floden Oder. Den bestod af internt forbundne bunkere og andre forsvarsstrukturer og var på nogle steder omkring 50 km bred.
Allierede specialister tvivlede ikke på, at Sovjethæren ville miste mindst en million mand, og tre millioner ville blive såret under erobringen af Berlin. Det var næsten halvdelen af tropperne på hele den sovjetiske vestlige front.
Berlins strategiske operation bestod af fem taktiske operationer. Det antages ofte, at Berlin-operationen var en non-stop-offensiv. Sådan var det ikke. Adskillige gange foretog tyskerne kraftfulde modangreb i et forsøg på at stoppe den sovjetiske fremrykning. Flere gange var tyskerne i stand til at bryde igennem de sovjetiske tropper, der omringede Berlin. Imidlertid blev alle de tropper, der brød gennem blokaden, smadret af sovjetiske tankvogns-angreb. Af 200.000 tyske soldater overlevede praktisk talt ingen.
2,5 million sovjetiske og 150.000 polske soldater deltog i Berlin-operationen. De stod over for mere end en million tyske soldater. Operationen, som fandt sted over en front på over 500 km, begyndte 16. april og sluttede med indtagelsen af Berlin den 2. maj.
I løbet af den periode blev praktisk taget hele den tyske hær ødelagt eller tilfangetaget – over 400.000 tyske soldater blev dræbt og over 500.000 tilfangetaget. Det samlede tab for de sovjetiske og polske tropper var 80.000 dræbte.
Den allierede kommando var rystet over den styrke, Den Røde Hær demonstrerede under erobringen af Berlin. De sovjetiske styrker viste evnen til effektivt at bruge store mængder af ildkraft (op til 650 artillerienheder pr. km) og direkte altødelæggende mobile angreb, der trængte dybt ind bag fjendens linjer. En ny analyse foretaget af de vestlige militære specialister bragte de vestlige eliter ned på jorden – i tilfældet af et direkte angreb på USSR ville den anti-sovjetiske koalition i Europa, uanset deres overvældende dominans i luftet og på havet, blive smadret og drevet ud i den engelske kanal inden for to til tre uger. Endog angreb med to amerikanske atombomber ville ikke ændre situationen.
Stalins beslutning om at storme Berlin i begyndelsen af maj 1945 forhindrede den 3. verdenskrig. Dette støttes af de nyligt deklassificerede dokumenter. Havde det ikke været for Stalin, havde Berlin overgivet sig til ”de allierede” uden kamp, og de kombinerede europæiske og nordamerikanske styrker ville have angrebet Sovjetunionen.
Ære til Den Røde Hær og J.V. Stalin!
Oversat til engelsk af Andrey Krasnov for North Star Compass maj 2009, og til dansk af Kommunistisk Politik, der også er ansvarlig for lead og mellemoverskrifter.
Originalartikel: Forgotten Pages of Victory
Se også
NATO resumes Formal Ties With Russia
Den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske anliggender Daniel Fried:
"Jalta-æraen er død. Molotov-Ribbentrop tilfører første halvdel af det 20. århundrede. Den er død, og kommer ikke tilbage, aldrig nogensinde."
Turkish Weekly 5. marts 2009