Leder
Kommunistisk Politik 12, 2009
Det er blevet en rutine i den borgerlige presse at beklage sig over den manglende interesse for EU-parlamentsvalget. I mange lande forventes en valgdeltagelse på et godt stykke under 50 pct. Valgdeltagelsen har faktisk været faldende ved unionsvalget.
Det er en afspejling af unionens manglende folkelige forankring – at den er hvad der ofte kaldes ’elitens’ projekt, men mere præcist er den herskende klasses, den europæiske storkapitals, projekt.
Folkelig indblanding er ikke ønsket.
Kendskabet til hvad der foregår i unionen, og hvordan det foregår, skal holdes på det overfladiske plan. At unionens toppolitikerne er marionetter, at lobby-virksomheden er på niveau med den amerikanske, eller at EU-parlamentarikerne får gigantlønninger og profitable ben som led i den almindelige bestikkelse for at skjule kendsgerningerne om EU’s karakter for befolkningerne, er blot nogle af de forhold, der skal holdes godt skjult.
Dette er et krav, som alle unionstilhænger-politikerne uanset nationalt parti har forstået og lystrer som en forudsætning for at blive valgt.
De britiske og grønlandske skandaler er det rene vand i forhold til unions-systemet.
Der er altså to forklaringer på det ’manglende folkelige engagement’ i EU og dets parlamentsvalg. Den ene er, at den købte borgerlige presse og unionspolitikerne skjuler sandheden om EU, om hvordan unionen fungerer, om dens planer, o.s.v. Det er ikke de reelle nyheder, der rapporteres. Det er pseudonyhederne, fra det formelle til glansbillederne. Og generelt gøres det hele bevidst kedeligt og utiltrækkende.
Den anden er, at unionen og EU-parlamentet savner legitimitet og reel folkelig accept. Et flertal af borgerne i unionen er imod udviklingen af den europæiske superstat, af monopolernes Forenede Europa.
I en række unionslande er der ikke engang mulighed for at stemme på partier eller lister, der er modstandere af EU og unionsprojektet, og går ind for opløsning af unionen eller at nationalstaterne melder sig ud. Derfor anbefaler APKs broderorganisationer i nogle EU-lande boykot af valget den 7. juni.
I Danmark findes der én og kun én mulighed for at udtrykke modstand mod Unionen: liste N, Folkebevægelsen mod EU.
Den danske valgkamp har været skandaløs ringe. Der knaldes rigtig mange penge af på at vinde de lukrative parlamentssæder. Golfspilleren og jægeren Bendt Bendtsen er vant til at skovle ind fra skatteydere og virksomheder, og vil gerne fortsætte på første klasse. Prototypen på erhvervspolitikeren, fuld af valgløfter, afstemt efter hvad vælgerne formodes at ville høre – og som skider højt og flot på det hele, når posten er erobret.
Politikere fra EU-partierne har profileret sig med det ene mere urealistiske valgløfte efter det andet. Ingen har fortalt noget som helst om, hvad unionen har gang i.
Hvor mange har f.eks. fortalt noget om ’Stockholm-programmet’ – programmet for at opbygge den harmoniserede politistat EU?
Justits- og indenrigsministerene er i gang med en ’5-års-plan’ for såkaldt ’indre sikkerhed’, politi- og grænsesamarbejde. ’Stockholm-programmet’ indebærer blandt andet standardisering af terrorlove, grænseoverskridende politisamarbejde ved politiske masseprotester, bedre redskaber til overvågning af internettrafik og samarbejde om udvisninger og placering af detentionscentre uden for Europa.
Det skal vedtages under Sverige EU-formandsskab til efteråret. 15.-17. juli mødes ministrene i den svenske hovedstad for at finpudse planerne, der skal vedtages i Bruxelles den 30. november – 1. december.
Programmet omfatter også en hel serie foranstaltninger ved grænserne og operationer uden for EU’s grænser. I 2014 forventes et ’transatlantisk sikkerhedspartnerskab’ dannet mellem EU og USA, en slags internt NATO.
Hvorfor fortæller den kritiske, demokratiske presse eller de håbefulde EU-parlamentarikere ikke om denne plan, om militariseringen af EU, om monopolernes øgede magt?
Fordi de bliver betalt for at være tilhængere af det skjulte EU.
Netavisen 5. juni 2009