En ny generation i klassekampen – og gammel parlamentarisme i Enhedslisten

Enhedslisten ynder at fremstille sig som både et ungt parti og ungdommens parti. Men passer det sidste?

Af /Martin, Kommunistisk Politk 11, 2209

Selvom jeg kan føle mig lidt gamlere på måder, jeg ikke har gjort før, er jeg med mine 26 år stadig rimelig ung i gårde – og i politiske sammenhænge har jeg oplevelsen af at være med i en tid, hvor det rykker.

En tid, hvor 30 millioner gik på gaden mod krige, hvor velfærds-demonstrationer samledes om folkelige krav, og hvor et ungdomshus ikke var mursten og mørtel, men noget, man stod på Nørrebrogade kl. 3 om natten og var en organisk del af.

Der er flere bevægelser, og tilsammen har de skabt grobund for mere. Det er bevægelser, der, når den økonomiske krise nu rammer Danmark hårdt, kan lægge et fundament for en enhedsfront mod krisen, mod krigene og mod reaktionen.

De 15-20-årige er oftest den største gruppe til manifestationer, og de har med optimisme og frygtløshed stået over for både pressens skriverier og politiets kniplerier.

Enhedslisten forsøger med deres årsmøde så at præsentere et ’generations-skifte’, en fornyelse og profilere sig som ’ungdommens parti’.

Da Enhedslisten som oftest stiller sig på pressens, politiets og borgerskabets side, kan jeg ikke lade det gå ukommenteret hen, og jeg vil prøve at trække nogle eksempler frem – ikke mindst fordi Enhedslisten lider kraftigt af den lidelse, der kaldes ’Reformistisk korttidshukommelse’.

Sådan en lidelse er en farlig, hvis ikke den bliver diagnosticeret og behandlet rigtigt, og kan fortsætte et langt sygdomsforløb med opportunisme og højredrejning, og med bevægelses-død til følge.


Det seriøse parti

Det var køligt i den marts måned, hvor ungdomshuset blevet ryddet og revet ned. I sådan en tid var det rart, vi kunne stimle sammen og varme hinanden med gode argumenter og lette trykket ved at udveksle historierne om politi-vold, folk, der blev overfaldet af politi på gaden, folk, der var blevet fængslet (der var MANGE), folk, der var blevet tævet af politiet i fængslet – og ikke mindst hvor den næste demo/reclaim/fest/møde og anden samling af bevægelsen senere på dagen og på morgendagen ville være.

Vi mødtes hver torsdag, og vi skrev historie sammen, da adressen Grøndalsvænge 13 blev landskendt under navnet G13.

I dagene lige efter rydningen gik vi byen tynd, vi fik nye venner om dagen og om natten, snakkede med de gamle venner undervejs, og vi stod sammen.
Vi vidste fra mund til mund, hvad der skete, at vi på gaden var én – over for et repressivt system – og vi vidste godt, at pressen var én stor løgn.

Vi vidste det, når vi gik forbi spisesedlerne fra EB og BT, vi råbte det, når vi så TV2-News sammen i ’pauserne’, og vi vidste det i de allermørkeste kroge af vores hjerter, når Per Larsen og Flemming Sten Munch gang på gang fik taletid til at sprede løgne, og pressen bare nikkede, bekræftede og bestyrkede.

Da var det, at Enhedslisten måtte ud og markere sig som et ’seriøst’ parti og tage afstand fra stenkastning og demonstranternes vold.

Noget så useriøst som at tage afstand fra politiets vold, fra statsmagtens vold og fra pressens ’vold’ lå dem ikke på sinde.
Noget så ’uansvarligt’ som at sætte deres ’seriøsitet’ ind i en kontekst og ind i den konkrete klassekamp, der bølgede i gaderne, var ikke aktuelt.

Eller var det netop det?
Hver gang en ungdomsbevægelse har markeret sig og antaget nogle af de militante former, der, som en del af helheden, skal til for at vinde i mange klassekamps-spørgsmål, trækker Enhedslisten konsekvent og absolut i modsat retning.

De fordømmer demonstranter i pressen, de spiller ’snedige’ og henviser til ’folkefølelsen’ i bevægelsen og sværter al militans til.

De hæver sig over virkeligheden og tager abstrakt og etisk/moralsk afstand fra ’politisk vold’ og dermed modstands-kampen 1940-45, Vietcong, Iraks modstandskamp og UTALLIGE andre eksempler, hvor militans ikke bare er et middel, men er det centrale til at opnå noget som helst.

Lad de hellige Ø-folk beholde den småborgerlige religion, men lad os ikke give dem lov til deres dobbeltspil i bevægelserne.

’Bevægelsernes parti’

Anderledes kraftigt, helligt og ’seriøst’ forholder det sig med fordømmelser af Danmarks fortsatte krigsdeltagelse og besættelse af Afghanistan og krigen mod Irak.

Ligesom i spørgsmålet om Israel-Palæstina, hvor fokus og ’presse-taktik’ fra Enhedslistens side består i at problematisere modstandskampens brug af militære midler, at de tillader sig at kæmpe mod en besættelsesmagt i sig selv, og at flere af dem oven i købet tillader sig at være muslimer – og at sådanne religiøse kræfter ikke kan støttes.

I den hjemlige anti-krigskamp er det lykkedes at kvæle en anti-krigsbevægelse, så vi nu, når Nej til krig indkalder en gang om året, er et atom af tidligere tiders demonstrationer.

Enhedslisten spillede igen deres dobbeltspil og havde en anti-krigsmaske på, så længe det var nødvendigt for at bevare troværdighed. Da bevægelsen så tabte lidt momentum og Enhedslisten kunne sætte sig totalt på ledelsen af Nej til krig, blev denne en medlemsorganisation og et redskab for Enhedslisten som parti. En organisation, man kunne rekruttere til partiet fra og bruge til at understøtte Ø og SF i deres parlamentariske spil.

Selvsagt er en anti-krigsbevægelse, der gennem Ø og SF skal understøtte en S-ledet (krigs)regering, en bevægelse, der laver så lidt som muligt, og en bevægelse, der spreder mismod og falske modsætninger.

Med Ø-årsmødets udstukne direktiv om en fredet S-regering står det klart, at Nej til krig kun vil gå på gaden til marts næste år, hvis de er absolut tvunget til det af kræfter inden for bevægelsen, og at Ø ligesom de sidste år IKKE vil arbejde for en god og bred manifestation.

Bevægelsen er da også godt gennemsyret af defaitisme oven på Enhedslistens flerårige ledelses-dominans, så en endelig død vil ikke få mange til at studse.

Det bør stå klart, at hvis man så entydigt freder en S-regering, må man som PARTI bevidst og målrettet lægge bevægelser ned på stribe – men det vil ikke forhindre ’bevægelsernes parti’ i fortsat at profilere sig som et sådan.

Slingrekursens parti

En helt aktuel politisk kamp er EU-parlamentsvalget den 7. juni.

EU bærer et hovedansvar for de kriser, vi er inde i nu. Unionens nyliberale politik har slagtet medlemslandenes offentlige sektorer godt og grundigt. Samtidig har EU helt konkrete tiltag i bagagen vendt mod ungdommen og arbejderklassen, som service-direktivet og Vaxholm-sagen fra Sverige viser det.

Mange unge står i en situation, hvor især erhvervsuddannelser hører fortiden til, og problemet er ikke deres skyld. De gik i 7. klasse, dengang en læreplads var til at få.

For kampen imod EU, for at få DANMARK UD AF EU, er der kun én liste, man kan sætte en stemme på – nemlig liste N, Folkebevægelsen mod EU.
En bevægelse, der i sit grundlag konsekvent vender sig imod EU, og som arbejder i parlamentet – mod parlamentet.

Enhedslisten fører en slingrekurs, hvor partiet på den ene side ikke vil overlade Folkebevægelsen til andre og mere kompetente folk og derved miste grebet om bevægelsen, mens det på den anden side samtidig har kandidater opstillet helt fremme i feltet på den EU-positive Junibevægelses liste. Det er en bevægelse, som IKKE vender sig mod EU, men tværtimod arbejder for illusionen om ’et andet EU’.

Enhedslisten arbejder altså både for og imod EU, en slingrekurs, der har været der længe. Pro-EU-udtrykket bliver nu yderligere styrket med årsmødets beslutning om at frede en S-regering og derved S-politikken, der som bekendt er 200 % pro-EU.

Mængden af nyliberal politik og EU-traktater kørt igennem af S-regeringen lagde grundlaget for VK(O)-regeringens politik og stod IKKE i modsætning til denne.


Bliv hjemme-partiet

Sådanne taktiske parlamentariske manøvrer får selvfølgelig konsekvenser, hvor Enhedslisten ellers er til stede. Et godt aktuelt eksempel var aktionsdagen for faglige rettigheder den 15. maj i år, indkaldt af Det Europæiske LO mod den nyliberale krisepolitik med at lade de arbejdende og de sociale budgetter betale for at redde banker og profitter, som unionen og medlemslandenes regeringer har gennemført.

Nogle få dage før aktionsdagen sprang S, SF, Ø, LO og alle andre fra med et reformistisk og derfor parlamentarisk udgangspunkt.
Det lykkedes ikke at slå aktionsdagen helt ned, og nogle protester blev gennemført med sunde politiske budskaber om ’Lige løn, lige arbejde’, ’Overenskomst for alle’ og ’Forsvar strejkeretten’.

Disse krav var blandt dem, som Enhedslisten ikke kunne støtte op om – og hvorfor nu det?

Fordi aktionsdagen kommer på et tidspunkt, hvor der er tre uger til EU-parlamentsvalget, og SF og S, og derfor også Enhedslisten, var bange for, at de to ting ville blive kædet sammen. Og med god grund.

For Enhedslisten er det vigtigere, at en S-kritisk linje, om end den ikke engang er direkte formuleret, ikke kommer til udtryk på en faglig aktionsdag som den 15. maj, end at mobilisere for arbejdernes faglige rettigheder i Europa.

Parlamentarismen afgørende

Parlamentarismen er det afgørende for alt Ø-arbejde og har også været gennemgående for deres arbejde i fagbevægelse og velfærdsbevægelse. At få en S-regering tilbage, lige meget hvad, skinner igennem i alt, hvad fagbevægelsen foretager sig, med fuld støtte fra Ø og SF.

F.eks. kunne store velfærds-manifestationer, der kom som initiativer nedefra, tillades i perioden op til sidste folketings-valg, hvor LO endda kunne finde ud af at organisere busser, skilte og alt muligt andet smart.

I overenskomst-konflikten foråret 2008 kunne en enkelt samlet eller bare tilnærmelsesvis samlende demonstration ikke stables på benene, og LO så sig passivt til, mens sosu’er og andre kæmpede, sloges, råbte og skreg på mere i løn og flere hænder til den offentlige sektor fra alle deres arbejdspladser Danmark over.

I sådan en situation ville en manifestation nemlig have betydet noget andet, noget bedre, og noget konkret politisk for ungdommen og arbejderklassen.

Råd til en kæmpende generation

Der er mange flere eksempler og dykke ned i. Jeg vil ikke grave mere for den her gang, men give nogle råd til en ny kæmpende generation.

- Kend jeres venner og jeres fjender på handlingerne(eller passiviteten) i de situationer, hvor handlinger betyder noget.

- Gå på gaden, slås, kæmp for, hvad der gælder, og lad ikke knivene i ryggen sprede mismod – det er alt sammen en del af klassekampen, og baghold og ryg-stikkeri er bare et af de beskidte våben.

- Tro på jer selv, jeres ret til at ændre den verden, I skal være en del af de næste mange år, og tro på fællesskabets og kollektivets styrke. Det vil aldrig være gennem parlamentet eller de parlamentariske partier, at forandringen kommer, den kommer fra os selv.

Netavisen 24. maj 2009