Den ny amerikanske præsident Barack Obama og den gamle israelske høg Benjamin Netanyahu - en af idemændene bag den ’krig mod terror’, som Obamas administration har afblæst ved ikke at bruge ordene, men fortsætter i praksis - mødtes i Det Hvide Hus som statsoverhoveder med nøglen til at skabe en ny situation i Mellemøsten.Det fremgik imidlertid med al tydelighed, at denne nøgle ikke skulle bruges. Alt lægges i stedet til rette til endnu et ridt i manegen med den ”to-stats-løsning”, som der diskes op med imellem de israelske krige og massakrer, murbyggerier og nye ulovlige bosættelser.
Obama går angiveligt ind for en palæstinensisk stat og vil have nyt liv i ’fredsprocessen’ for 117. gang:
- På denne front har vi ikke set nogen fremskridt, sagde Obama, og jeg fortalte premierministeren, at han har en historisk mulighed for at sikre en seriøs udvikling af dette spørgsmål i hans embedsperiode.
Obama og Hillary Clintonvil have gang i en ny ‘fredsproces’. Det mere end intime forhold mellem USA og Israel i George Bush’s og Ariels Sharons tid, der havde katastrofale konsekvcenser for verden som held, og Mellemøsten og palæstinenserne i særdeleshed, er angiveligt afløst af større distance. Tilsyneladende vil Obama ’presse’ Israel til fred. Israel lever for amerikanske midler. Det kan ikke være så svært.
Hvorfor er der så ikke skyllet en bølge af begejstring og håb over Mellemøsten fra mødet mellem de to statsoverhoveder? Det kunne være, at et mange har det på samme måde som Hamas’ talsperson i Gaza Fauzi Barhoum, som erklærede, at palæstinenserne ikke har mange forhåbninger til den ’ny Mellemøsten-politik’, Obama har annonceret:
- Hensigten med Obamas position under mødet med Netanyahu er at vildlede verdensoffentligheden og sikre Israels fortsatte eksistens som racistisk stat, erklærede han.
Det er næppe langt fra sandheden.
Netanyahu vil tilsyneladende modstræbende gå med til fredsforhandlinger med Mahmoud Abbas og hans palæstinensiske fraktion, og dermed opnå at blive kaldt en ’fredens mand’ (som Ariel Sharon blev det). Hele det internationale diplomatiske cirkus vil gå i gang – med Tony Blair i en højtråbende come back-rolle – og derpå vil der ske ingenting, indtil Obama og Netanyahu selv forlader scenen.
Den to-stats-løsning, der snakkes og forhandles om, vil, selv hvis en palæstinensisk stat faktisk blev etableret, ikke være holdbar. Palæstina ville ikke være levedygtigt i sig selv, men skulle leve på israelsk barmhjertighed, og det racistiske Israel ville stadig bestå. Det er ingen løsning, selvom der for længst skulle være skabt en holdbar situation på basis af anerkendelsen af palæstinensermes legitime rettigheder. Men der er forløbet mere end 60 år siden Nakba’en – fordrivelsen af palæstinenserne – som Netanyahus fascistiske indenrigsminister nu forbyder dem at mindes.