Krisen og klimaet

Leder
Kommunistisk Politik 7, 2009

Det var showtime for Anders Fogh Rasmussen. En pæn flok af verdens førende klimaforskere var troppet op i København til et formøde til FNs klimakonference i samme by til december – og kamæleonen Anders Fogh troppede også op, denne gang i rollen som ældre grøn statsmand. Han var i sit es:

-  Vi må og skal nå frem til en aftale her i København i december. Vi må sætte et langsigtet mål, og de rige må hjælpe de fattige. Grøn vækst er fremtiden, og hvis vi fejler, så falder vi, sagde Fogh og takkede for en "meget frugtbar diskussion" – efter at have rost sig selv for at have fået EU med på et langsigtet mål for den flobale temperaturstigning på 2 grader, som det anbefales af FNs klimapanel.

Løfterne stod i kø. Der var ingen ende på den politiske vilje til at gøre noget ved problemerne hos en mand og hans regering, der indtil sidste år beslutsomt bekæmpede ethvert tiltag til miljøforbedring.

Publicity er dyr, mens løfter er gratis – og Fogh har brug for lidt god international presse for at være sikker på at blive NATO-chef i Bruxelles, hvor han kan igen kan skide løfterne og klimaets tilstand en lang march.

Ikke meget tyder på, at den danske vært for klimakonferencen i december hedder Fogh. Og det er helt sikkert, at den ikke vil blive budt velkommen af en overborgmester i København ved navn Bjerregård. Kommunalvalget i november bliver hendes sidste lokale stop.

Når det kommer til stykket har toppolitikerne andet at beskæfte sig med end at redde jorden fra den snigende katastrofe, hvor temperaturerne stiger og havenes vandstand med dem, mens polafrisen smelter og øer trues med at blive ædt af havet.  Det ledsages af sult, fattigdom, tørke, sygdomme – og flygtninge for klimaændringerne.

Men rolig: Det er først og fremmest den fattige del af verden, det rammer. Syd for Middelhavet og før Oceanien.
Klimamålet om 2 graders global temperaturstigning vil ifølge nogle forskere være en katastrofe for nogen lande – nemlig de fattige lande mod syd, mens de rige i nord godt kan leve og leve godt med denne grænse.

Toppolitikerne har vigtigere ting at tage sig af. At tackle den globale økonomiske krise, for eksempel. Og at føre deres krige til triumf og sejr.
I den kommende uge mødes den nye tiljublede amerikanske præsidenthåb Barack Obama med de øvrige ledere for verdens mægtigste lande på G-20-mødet i London – og i begyndelsen af april til NATO’s 60 års-topmøde i Strasbourg. Dér gælder det.

G-20 mødet skal finde en enig vej ud af den kapitalistiske verdenskrise, der sikrer at det kriseramte kapitalistiske system, der har spillet fallit på globalt plan med den ødelæggende krise, ikke bliver antastet af social uro, opstande og uvedkommende krav til de herskende.

Det meddeles at der er ’lagt op til en drabelig konfrontation mellem Europa og USA’. Det splittede EU vil angiveligt med én stemme (Merkels og Sarkozys) kræve, at den globale finanssektor og bankerne holdes i strammere tøjler, noget Obama og USA skal stå tøvende overfor.

Det er også en pseudoproblemstilling. Den nuværende krise løses ikke af lidt større kontrol med finansprofitørerne – selvom de ikke bare bør kontrolleres, men helst også spærres inde. Den løses ikke ved at poste trillioner af dollars i finanssektoren, som har været det fælles svar i USA og EU og i alle de vise kapitalistiske regeringer, der finder uanede midler, når det drejer sig om at sikre  samfundets økonomiske kerne (dvs. kapitalisternes klasse), men intet har at give af, når det gælder at beskytte arbejderne og deres befolkninger mod krisens hærgen.

De har ingen svar – og dem de har er på de brede massers bekostning.

Et af deres svar er krig. Efter krigene mod Irak og Afghanistan er der en enorm krigstræthed i verden. Det udelukker ikke, at der forberedes og udløses nye krige. Iran er stadig et mål, men der er også andre, på alle kontinenter, faktisk. Krigen i Afghanistan vil blive drøftet, når mange af de smame toppolitikere mødes i Strasbourg i begyndelsen af april – men også kommende krige, muligvis med Fogh som NATO-chef.

Klimaet er en bagatel i sammenligning med krisen og krigene. Der kan sagtens vedtages en målsætning – og alle kan iføre sig deres grønnne camouflagedragter. Det bliver alligevel overladt til ’markedskræfterne’ at redder planeten.

Klima-topmødet i København tegner til at blive en gigantsucces.

Netavisen 26. marts 2009