Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 5, 2009
Af og til får jeg oplevelsen af, at alting går hurtigere og hurtigere, sådan lidt Alice i eventyrland-fornemmelse af, at urene og kalenderne går hurtigere og hurtigere. Det sker som regel, når jeg har for mange bolde i luften. En gang imellem samler trådene sig til et tydeligt mønster, men hvem trækker i trådene?
I 2004 var jeg i Östersund i Sverige sammen med Anne Feeney og David Rovics. NATO holdt topmøde med deltagelse af bl.a. Condoleeza Rice, og der var arrangeret protester af en lang række svenske fredsorganisationer.
Dengang blev jeg opmærksom på, hvordan NATO’s organisering af Partnership for Peace, PfP, var i gang med at inddrage alle de østeuropæiske lande og en del flere i NATO-alliancen.
På det tidspunkt var Rumænien, Bulgarien, Slovakiet, Slovenien og de baltiske lande netop blevet optaget i NATO fra at have været medlemmer af PfP. Og i Sverige, der også er tilknyttet NATO via PfP, var der gang i et større projekt for at inddrage store områder nord for Kiruna som øvelsesområder for afprøvning af ”ubemandede fly” m.m. Også Danmarks våbenproduktion var et område med stor vækst og afsætning til bl.a. NATO.
Siden da er Bosnien-Herzegovina, Montenegro og Serbien kommet med i PfP, men der mangler stadig nogen for at få udstrakt NATO’s indflydelsesområde til hele Europa, Mellemøsten, Nordafrika og de tidligere Sovjet-stater, og Finland diskuterer NATO-medlemskab.
Hvordan passer rygterne om Foghs mulige overtagelse af generalsekretærposten i NATO ind i NATO’s strategi? I min optik som fod i hose.
For det første fordi alle ved, at han vil videreføre Bushs politik, som jo har fodret krigskøbmændene rigeligt, såvel som A.P. Møller, som jo også har tjent formuer på krigene. Og er der nogen, der har stået bag Fogh, så er det jo nok mr. Moeller.
For det andet fordi krigens købmænd har brug for, at NATO får et image af at være en organisation af større betydning, således at Obama kan regere i USA uden at miste sin folkelige opbakning ved at føre for mange krige. Det kan NATO nemlig passende tage sig af, og med Fogh i spidsen er der ingen fare for, at der opstår modsætninger til USA’s og Israels interesser.
For det tredje, af indenrigspolitiske årsager, så er det vist på tide, at hr. Fogh smutter, inden han for alvor får en sag på halsen, eller utilfredsheden i befolkningen stiger i takt med arbejdsløsheden. Så kan Helle og Villy jo få fornøjelsen af at redde stumperne for banker og krigskøbmænd og dermed hurtigt blive så upopulære i befolkningen, at VC-regeringen og Udansk Folkeparti kan tage over igen og tage æren for den opgang, de forventer efter krisen.
Nu er der bare det ved det, at den største magt i verden er befolkningerne, og måske de her i landet kan tage den danske befolkning ved næsen efter mange års socialdemokratisk forræderi og afvæbning af vores kamporganisationer, men der er mange andre steder, det ikke går. Så lad os fyre op under utilfredsheden med det bestående og under viljen til forandring, en forandring, der vil noget. I 1985 kunne vi blokere Christiansborg, men det er ikke nok. En ny verdensorden må sættes på dagsordenen.
Netavisen 28. februar 2009