Må man godt kalde Israel fascistisk?

Troels Riis Larsen
Kommunistisk Politik 4, 2009

Om folk på venstrefløjen, der dukker sig eller forsvarer Israel mod verbale eller billedmæssige sammnligninger med Hitler-Tyskland og det sydafrikanske apartheid-regime

Jeg har med undren læst en række indlæg i debatten om, hvorvidt det er rigtigt at venstrefløjen i dag drager paralleller mellem fascistiske og diskriminerende stater såsom Apartheid-Sydafrika og Israel eller e mellem Hitler-Tyskland og Israel anno 2009.
Generelt er der tre argumenter/påstande, der får igen,  om hvorfor man ikke må sammenligne den nuværende situation i Palæstina/ Israel med f.eks. Hitler-Tyskland.

1) Det er antisemitisk at sammenligne nazisme med jødedom.
2) Sammenligninger giver dem, der støtter Israels undertrykkelse af palæstinenserne, argumenter for at kalde os antisemitter.
3) Befolkningen forstår ikke sammenligningen, og derfor er det taktisk uklogt.
Argumenterne er beslægtede, men jeg vil alligevel tage dem op en efter en.

At den danske venstrefløj på noget tidspunkt har sammenlignet jødedom med nazisme er løgn. Det er et billigt retorisk trick, der bygger på den fejlagtige (og løgnagtige) myte, at den zionistiske (og fascistiske) stat Israel er lig med jødedom. Det er misforståelse –desværre en misforståelse der går igen i argumenterne i denne debat.

Israel bygger på en radikal politisk fortolkning af Torah’en – zionismen. Denne fortolkning, som Israels love og praktiske politik i større og mindre grad bygger på, er grundlæggende diskriminerende overfor andre befolkningsgrupper end jøder i staten Israel.
Der findes jøder både i  og uden for Israel, der tager afstand fra zionismen. Ligesom der i Sydafrika var hvide, der tog afstand fra apartheid, og tyskere, der var modstandere af nazismen. Men det ændrer ikke ved,  at staterne og staternes symboler repræsenterer og repræsenterede fascistiske, racistiske og diskriminerende regimer.

Billeder af israelske soldater med det blå og hvide flag med davidsstjernen, der  stilles sammen med fotos af nazistiske krigsforbrydelser, drager en sammenligning mellem den iraelske politik over for palæstinensere og den daværende førte politik overfor jøderne fra Hitler-Tysklands side. Men tegningerne eller billederne indeholder ikke en påstand om, at alle jøder er sådan – derimod indeholder det en klar påstand om, at den israelske stats (zionisternes) opførsel overfor palæstinenserne godt kan give mindelser om Hitler-Tysklands (nazisteres) optræden over for jøderne. Det er et utroligt stærkt billede i en dansk og vesteuropæisk kontekst. Vi kender jo historien om nazismen og fatter derfor naturligt sympati med jøderne - for deres lidelser. (At alle de andre grupper, der ligeledes var mål for den nazistiske udryddelsespolitik -  homoseksuelle, sigøjnere, kommunister og andre ”skæve” eksistenser - stort set overses, er en anden side af historien).

Det er denne historisk betingede sympati, den israelske stat hele tiden spiller på. Igen og igen skal vi forstå Israels vanskeligheder i en fjendtlig verden som evig forfulgt. Vi må fatte en særlig sympati for denne stat,  der jo ’bare’ vil hjælpe alle de stakkels ofre for nazismen.

Men billederne, der drager de berettigede paralleller, fortæller jo tingene i al sin enkelhed. Hvorfor skal vi have sympati med den israelske stat for en historisk forbrydelse  mod jøder, hvis den israelske stat selv gør noget tilsvarende overfor palæstinensere i dag?
Det er dette hykleri, som bliver udstillet med de sammenstillede fotos af nazityske og israelske soldaters forbrydelser. Det handler ikke om, at man naivt tror at Israel bør lære af at være offer. Den Israelske stat har aldrig været offer. Jøder har været ofre for fascistisk kriminalitet og brutalitet!

Israel fortjener ikke vores sympati, fordi nazismen slog op mod seks millioner jøder ihjel. Derimod fortjener de jøder, der oplevede grusomhederne og deres efterkommere, sympati. Men sympatien retfærdiggør ikke den israelske stats massakrer på palæstinensere og kan aldrig gøre det. Det retfærdiggør ikke,  at Israel indespærrer 1,5 millioner mennesker bag mure og pigtråd, det retfærdiggør ikke at man tager mere og mere af deres land og gør palæstinensernes liv til en konstant kamp for overlevelse.
De billeder og tegninger, der viser dette, siger mere end tusinde analyser og lange udredninger. I billeder bliver det beskrevet enkelt, så alle kan forstå det: Hvorfor skal vi i vesten have sympati for et land, der med sin førte politik i praksis undertrykker, indespærrer og udsulter og fordriver det palæstinensiske folk?

Det ved zionisterne og deres støtter godt. Derfor reagerer de så stærkt på sammenligningen. Derfor kaster de ekstra kræfter ind for at påpege at sådanne sammenligninger er antisemitiske – at man hader alle jøder, fordi man med enkle midler viser virkeligheden: at Israel er en apartheid-stat.

At sammenligningerne skulle give ekstra skyts til zionisterne er noget vrøvl. Zionisterne vil altid kalde modstandere af Israels politik for antisemitisk. Deres verdensbillede er lige så forenklet som George W. Bush’s: Enten er du med os, ellers er du imod os! Og er man imod, så er man per definition antisemit.

Zionisme og religiøs kristen og politisk højrefløj er nære allierede, i dansk og global sammenhæng.
Tværtimod giver sammenligningen et stærkt visuelt modbillede til den ensidige propaganda, man ofte får fra nyhedsmedierne. Der findes tusindvis af fotografier fra Palæstina, der til forveksling ligner de verdensberømte billeder, som kom frem efter 2. verdenskrig.
Det er den virkelighed vi alle må forholde os til – uanset hvor chokerende den kan virke.

Og det er i virkeligheden også den vigtigste tilbagevisning af’argument’ nummer tre. For hvis folk ikke kender virkeligheden – hvis folk ikke ved at Israel diskriminerer, bygger mure, fordriver, massakrerer osv. - å er det da på tide, de får det at vide. Lad os fortælle det med billeder og ord. Med argumenter og følelser. Hvorfor ikke fortælle, hvordan vi opfatter verden – og gerne med gennemslagskraft?
Det kan godt være, at der er mange mennesker, der ikke tror på det, eller bliver chokerede første gang de bliver konfronteret med den såkaldt demokratiske stats Israels forbrydelser. Men hvis man aldrig viser folk et andet billede end det, de oplever i mainstreammedierne, så får de heller aldrig et andet billede – så enkelt er det.

Nogle vil måske mene, at det er at forvrænge proportionerne. At Nazi-Tyskland trods alt slog mange flere jøder ihjel, end Israel har slået palæstinensere ihjel. At Israel trods alt ikke putter palæstinenser i gaskamre eller som zionisten Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har formuleret det – ’at vi dog kan være enige om at Israel kunne have udryddet alle palæstinenserne i Gaza ,hvis man ville’.

Det kunne Israel måske nok, men det ændrer ikke ved sagens kerne – Israel er en apartheid-stat, der i praksis indespærrer og fordriver en kæmpe befolkningsgruppe, alene fordi den zionistiske stat  mener, at man har bibelsk ret til landet. Vi kan selvfølgelig vente med at sætte tingene på spidsen, indtil den sidste palæstinenser er blevet fordrevet eller slået ihjel. Eller vi kan pege på, hvad der er konsekvenserne af den førte israelske politik.

Hitler-Tyskland havde i princippet ikke noget problem med, at jøderne selv forlod landet (så længe deres ejendele blev tilbage). Og så sent som i starten af 1940’erne legede ledende nazister stadig med tanken om at sende alle jøder til Madagaskar –helt uden brug af gaskamre.

Tilbage står altså at visuelle billeder, tegninger og det skrevne ord klart må vise, at det i denne sag er palæstinenserne, der er ofre. Og at sympati med jødernes lidelser under 2. verdenskrig ikke automatisk bør føre til sympati med Israel. Tværtimod skal hykleriet vises i al sin nøgenhed – der er ingen sympati med apartheid-stater uanset deres historiske baggrund.