Kommunistisk Politik 3-4, 2009
Kommunistisk Politik 3:
KONGRESDEBAT
Intro
I forbindelse med APK’s 3. kongres i december 2006 analyseredes og afvistes den nye opportunistiske teori om ’det 21. århundredes socialisme’, som udbredes i disse år. Samtidig er angrebene på marxismen-leninismens videnskabelige socialismeopfattelse blevet forstærkede. I centrum for disse angreb står opbygningen af socialismen i Sovjetunionen under Stalin.
Den revisionistiske kontrarevolution i Sovjetunionen efter Stalins død under Hrustjov og Bresjnev frem til Gorbatjov var ledsaget af et rasende opgør med Stalin og socialismens teori og praksis. Men denne åbne revisionistiske anti-stalinisme er ikke længere gangbar, da de revisionistiske modeller spillede fallit. Derfor er angrebene på Stalin blevet mere fordækte, selvom de fremføres af de samme kræfter, som tidligere efterplaprede, hvad der kom fra Moskvas skiftende partitoppe. Ludo Martens fra det tidligere erklærede maoistiske PTB (Belgiens Arbejderparti) har slået tonen an i de nye angreb på den videnskabelige socialismeforståelse, der blander maoistiske, trotskistiske, sovjetrevisionistiske, castroistiske og andre elementer.
I Danmark deles Martens’ synspunkter ikke mindst af ’Kommunistisk Parti’ og til en vis grad af KPiD.
I denne artikel imødegås Ludo Martens af APK’s græske søsterorganisation Bevægelsen til Genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-53). Den blev først offentliggjort i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier (IKMLPO’s) tidsskrift ’Enhed og kamp’ (eng. Unity & Struggle) Nr. 16, 2008. Tidsskriftet udkommer normalt to gange årligt på spansk, engelsk, fransk og tyrkisk.
Det er mere end ti år siden, bogen ‘Et andet syn på Stalin’ af Ludo Martens blev udgivet. Bogen hilstes af mange umistænksomme og velmenende kommunister over hele verden som en ’glimrende pro-Stalin-bog’. Samtidig reklamerede en stribe hrustjov-revisionistiske og opportunistiske partier, som traditionelt havde stået på en anti-stalinistisk linje, for bogen og promoverede den på mange måder. Når alle disse partiers reelt uforandrede ideologiske og politiske linje tages i betragtning, bør marxist-leninister-stalinister være skeptiske over for den ’pludselige’ trang til at udgive en bog om Stalin. Ved en omhyggelig granskning af denne bogs indhold vil man da også se, at på mindst tre helt grundlæggende spørgsmål, hvis besvarelse udgør en skillelinje mellem marxist-leninister og hrustjov-revisionister, fremfører Martens i det væsentlige revisionistiske standpunkter.
Spørgsmålet om Stalin:
Stalin-spørgsmålet, dvs. det revolutionære teoretiske og praktiske arbejde, som denne store kommunistiske leder af verdensproletariatet og marxistiske klassiker udførte, har siden midten af 1920’erne stået i centrum for en skarp ideologisk og politisk kamp mellem de revolutionære kommunister og alle slags kontrarevolutionære (socialdemokrater, trotskister, anarkister, titoister, hrustjovitter og andre). Alle socialismens og revolutionens grundlæggende problemer støder sammen her. Det udgør skillelinjen, som adskiller de virkelige maxist-leninister fra alle slags revisionister og opportunister.
I dette første og vigtigste spørgsmål for den revolutionære bevægelse, spørgsmålet om Stalin, som rummer alle de fundamentale spørgsmål for revolutionen og socialismen, propaganderer Ludo Martens ikke Hrustjovs grove anti-stalinisme, men en mere forfinet og kamufleret variant, som dukkede op i den kommunistiske bevægelse et sted mellem midten af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, nemlig ’teorien om fejltagelserne’. Den fremmes i regelen af forskellige ’anti-hrustjovitiske’ opportunister og formuleres i bestemte klicheer såsom ’Stalin var stor, men han begik fejltagelser’. Det er netop denne teori om Stalins ’fejltagelser’, angiveligt som et udtryk for en kritik fra venstre, som Ludo Martens fremfører i sine ’kritikker’ af Stalin, og som viser sig i kapitlet ’Svagheder i kampen mod opportunisme’.
I denne forbindelse bebrejder Ludo Martens Stalin, at ’denne kamp blev ikke gennemført i det nødvendige omfang’, at ’han ikke var i stand til at formulere en sammenhængende teori, som forklarer, hvordan klasser og klassekamp fortsat eksisterer i et socialistisk samfund’ (!), at han ’ikke fuldstændigt havde forstået, at efter at den økonomiske basis for kapitalistisk og feudal udbytning var forsvundet, ville der stadig eksistere en frugtbar grobund i Sovjetunionen for borgerlige strømninger’ (!), at Stalin ’ikke var i stand til at formulere teorien om kampen mellem de to linjer i partiet’ og ’ikke forstod’ farerne ved ’bureaukrati og teknokratisme’ og mange andre ting, som Stalin ’ikke var i stand til at forstå fuldt ud’, osv.
Men hvis der var det mindste gran af sandhed i nogen af disse anklager vedrørende Stalins syn på det mest basale spørgsmål for den revolutionære kommunistiske bevægelse – om socialisme og kommunisme – ville enhver med gode hensigter rejse følgende spørgsmål: På hvilke områder videreudviklede Stalin da marxismen-leninismen, om ikke på dette område, og hvordan kan han betragtes som marxistisk klassiker, hvis han, som hans kritikere påstår, ’begik’ så alvorlige ’fejltagelser’ i disse fundamentale teoretiske og praktiske spørgsmål for den kommunistiske bevægelse?
Spørgsmålet om socialisme:
Stalin havde som marxist-leninist, først og vigtigst, et videnskabeligt syn på socialismen og behandlede dernæst spørgsmålet om opbygningen af socialismen og kommunismen på en dialektisk og historisk materialistisk måde, i modsætning til repræsentanterne for de forskellige borgerlige og revisionistiske strømninger. Han forstod opbygningen af socialismen – det kommunistiske samfunds første stadium, der ”udgør en periode med klassekamp, der er uundgåelig, så længe som der stadig eksisterer klasser, og hvor proletariatets diktatur er ubetinget nødvendigt” (Lenin) – som en langvarig proces af revolutionære omdannelser, som gennemløber forskellige historiske udviklingsfaser, hvor der føres klassekamp på alle niveauer, som skærpes med fremskridtene i opbygningen af socialismen. Overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme, påpegede Lenin, ”kan kun være en periode af kamp mellem den døende kapitalisme og den nyfødte kommunisme, eller med andre ord: mellem den slagne, men endnu ikke tilintetgjorte kapitalisme, og den nye, netop fødte, men stadig meget svage kommunisme”.
Ludo Martens bebrejder som nævnt Stalin for, at ’han ikke var i stand til at formulere en sammenhængende teori, som forklarer, hvordan klasser og klassekamp fortsat eksisterer i et socialistisk samfund’.
For det første er teorien om ’den vedvarende eksistens af klasser’ også efter opbygningen af socialismens økonomiske basis en anti-marxistisk, borgerlig teori. Det er den, fordi den for det første rummer et borgerligt revisionistisk syn på socialismen, ifølge hvilket både udbytterklasser og proletariatet fortsat vil eksistere; for det andet reviderer den marxismen-leninismens klasseanalyse, når den hævder, at der kan være udbytterklasser uden privatejendom, altså efter opbygningen af socialismens økonomiske basis, og for det tredje er den i total modstrid med den revolutionære kommunistiske bevægelses endemål, som er likvideringen af alle udbytterklasser under socialismen, og efterfølgende af alle klasser under kommunismen.
Modsat Martens’ grundløse angreb er det klart, at marxisten Stalin aldrig har formuleret, eller kunne formulere, en teori om, ’hvordan klasser vedvarende kunne eksistere i et socialistisk samfund’ – altså en borgerlig revisionistisk teori, fordi den direkte vil stå i direkte modsætning til den videnskabelige socialismes og kommunismes teori. Tværtimod fulgte og omsatte Stalin den marxistiske teori om likvidation af udbytterklasserne under socialismen, og den efterfølgende likvidation af alle klasser under kommunismen, i praksis. Denne første likvidation finder sted gradvist og afsluttes sammen med opbygningen af socialismens økonomiske basis, det vil sige med etableringen af samfundsmæssig ejendom over produktionsmidlerne i form af statsejendom og kolkhoz-kooperativ ejendom og overgangen til den ensartede type kommunistisk ejendom.
Vedvarende eksistens af udbytterklasser under socialismen efter opbygningen af dens økonomiske basis? Hvor Ludo Martens fremsætter teorien om ’klassernes vedvarende eksistens under socialismen’, klargør han ikke specifikt, hvilke klasser (udbyttende eller ej) eller præcist hvilket historisk stadium under socialismen (før eller efter opbygningen af dens økonomiske basis) han refererer til. Det er et karakteristisk eksempel på hans antihistoriske og antidialektiske tilgang til socialismen. Det fremgår imidlertid tydeligt, at han mener den fortsatte eksistens af udbytterklasser efter opbygningen af den økonomiske basis, og specifikt hvad angår Sovjetunionen, refererer han til fasen efter 1936-forfatningens vedtagelse, hvor Stalin understregede, at i denne fase er ”alle udbytterklasser likvideret, tilbage er arbejderklassen, bønderne og de intellektuelle.” (Se J.V. Stalin: Spørgsmål i leninismen)
I sin rapport om Forfatningsudkastet for USSR (1936) konkluderede Stalin, da han videnskabeligt havde analyseret den nye økonomiske, sociale og klassemæssige virkelighed i Sovjetunionen, med rette, at landets klassestruktur havde ændret sig siden 1924, året, hvor Sovjetunionen blev etableret:
”Godsejerklassen blev, som I ved, allerede elimineret som resultat af den sejrrige afslutning på borgerkrigen. Hvad de øvrige udbytterklasser angår, så har de lidt samme skæbne som godsejerklassen. Kapitalistklassen i industrien eksisterer ikke længere. Kulak-klassen i landbruget eksisterer ikke længere. Og købmændene og spekulanterne i handelen eksisterer ikke længere. Således er alle udbytterklasser nu eliminerede. Tilbage bliver arbejderklassen. Tilbage bliver bønderne. Tilbage bliver intelligentsiaen.”
Ovenstående uddrag af rapporten burde overbevise selv den mest vrangvillige opportunist om, at Stalin ikke taler om ’fravær af klasser’ eller ’eliminering af klasserne’ i Sovjetunionen i denne periode, men udelukkende om elimineringen af udbytterklasserne, af godsejere, kapitalister, kulakker, købmænd-spekulanter, mens klasserne af arbejdere og bønder samt de intellektuelle fortfarende fandtes.
Det er vigtigt at understrege, at Stalins analyse af det sovjetiske samfund på den tid er den eneste, som er foretaget på marxistisk grundlag, og at dens videnskabelige konklusion er fuldstændig rigtig, nemlig at udbyttende eller antagonistiske klasser hverken eksisterede eller kunne eksistere, fordi de var berøvet produktionsmidlerne: Der findes ingen udbyttende eller antagonistiske klasser uden eksistensen af kapitalistisk privatejendom over produktionsmidlerne.
”Med ordet borgerklasse mener vi klassen af moderne kapitalister, som ejer midlerne til den samfundsmæssige produktion og udbytter lønarbejde. Med ordet proletariat mener vi klassen af moderne lønarbejdere, som sælger deres arbejdskraft for at overleve, eftersom de ikke besidder nogen produktionsmidler overhovedet.” (Engels)
I Sovjetunionen i denne periode var der ingen antagonistiske klasser, men rester af udbytterklasserne og nye borgerlige elementer, som uundgåeligt dukker frem i overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. Det er selvfølgelig fuldt ud muligt, at de talrige rester af udbytterklasserne og de borgerlige elementer (som ikke er klasser ifølge marxismen, eftersom de havde mistet deres herredømme over produktionsmidlerne) kan etablere illegale organisationer og føre deres kamp imod socialismen og kommunismen på en koordineret måde og under stadigt skærpede former.
Det er derfor klart, at når revisionisten Martens angriber Stalin ved at bebrejde ham, at han ikke har formuleret en ’teori om klassernes vedvarende eksistens’ under socialismen, så kritiserer han ham i realiteten for at anvende den marxistiske teori om likvidering af udbytterklasserne i løbet af den socialistiske opbygning i stedet for den borgerlige teori om ’klassernes fortsatte eksistens’ (med andre ord udbytterklassernes fortsatte eksistens)!
Klassekampen under socialismen.
Ludo Martens hævder fejlagtigt, at Stalin ikke formulerede en teori, der forklarede, ‘hvordan klassekampen fortsætter i et socialistisk samfund’, selvom alle ved, at den teori, der fastslår at klassekampen fortsætter under socialismen, allerede var udbygget af Lenin – ”proletariatets diktatur er en periode af klassekamp, som er uundgåelig, så længe klasserne ikke er eliminerede” – og at den blev forsvaret og yderligere udviklet af Stalin, som understregede, at ”jo større fremskridt vi sikrer os, jo flere succeser vi opnår, desto skarpere vil de kampformer blive, som disse rester (af udbytterklasserne) bringer i anvendelse, desto mere skade vil de volde på sovjetstaten, og jo mere desperate vil de kampmetoder blive, som de vil benytte, som den sidste tilflugt for folk, som er dømt til at forsvinde.”
Dermed består Stalins videreudvikling af teorien, der fastholder klassekampens fortsættelse under socialismen, i tesen om, at jo mere den socialistiske opbygning går frem, jo skarpere bliver klassekampen, en tese, der blev fuldstændig bevist af USSR’s udviklingshistorie, da proletariatets diktatur blev væltet i kølvandet på Stalins død.
Når opportunisten L. Martens hævder, at Stalin ’mente, at klassekampen på det ideologiske område ville fortsætte i lang tid’, så forvansker han yderligere Stalins tese: For det første begrænser han klassekampen til udelukkende at gælde den ideologiske sfære, og for det andet afviser han tesen om skærpelsen af klassekampen med den socialistiske opbygnings fremgang.
Men dette er ikke tilstrækkeligt for Ludo Martens, eftersom han som tidligere nævnt fremsætter den provokatorisk falske påstand, at Stalin angiveligt ikke engang havde en teori om, ’hvordan klassekampen fortsætter i et socialistisk samfund’, og dermed åbenlyst antyder, at Stalin afveg fra leninismen, dvs. at han forlod den teori om klassekampen, som Lenin allerede havde formuleret!
En anden påstand af Martens er, at ’denne kamp ikke blev gennemført i det nødvendige omfang’, og at ’efter 1945 blev kampen mod opportunismen begrænset til de højeste partikredse’, og dermed gør han Stalin ansvarlig for revisionismens fremkomst, hvilket tilbagevises af det bolsjevikiske partis virksomhed i perioden: For det første førte bolsjevikpartiet med Stalin i spidsen under og efter krigen en vedvarende ideologisk og politisk kamp mod borgerlig og revisionistisk ideologi og de forskellige degenerations-fænomener; der er f.eks. de velkendte partibeslutninger og omfattende diskussioner, der blev holdt vedrørende kunst og litteratur (1946), filosofi (1943 og 1947), politisk økonomi (1947-52), musik (1948), lingvistik (1950) osv. For det andet sejrede den revisionistiske kontrarevolution ikke, mens Stalin levede, men efter hans død.
Stalins store historiske bidrag til socialismens opbygning ligger i den videnskabelige analyse af de antagonistiske og de ikke-antagonistiske modsætninger i det socialistiske sovjetsamfund og den succesfyldte og sejrrige klassekamp mod de indre og ydre fjender, hvormed genrejsningen af kapitalismen blev forhindret.
Vi afslutter her med to korte betragtninger – den ene vedrørende Martens’ påstand om, at Stalin ‘ikke var i stand til at formulere en teori om kampen mellem de to linjer i partiet’ og den anden vedrørende påstanden om, at han ‘ikke fuldstændig havde forstået farerne, som udsprang af bureaukratiet’. Angående den første påstand skal vi blot bemærke, at marxisten Stalin aldrig kunne have formuleret en revisionistisk teori ’om kampen mellem de to linjer i partiet’, som forudsætter eksistensen af to fraktioner i et parti, og som følge heraf fører til negeringen af det revolutionære parti af en ny type, som Stalin forsvarede. Et revolutionært kommunistisk parti har kun én linje: den marxistisk-leninistisk-stalinistiske linje, og det bekæmper alle revisionistiske og opportunistiske afvigelser. Hvad angår den anden påstand, er der intet at sige bortset fra, at den stinker ubehageligt af trotskisme.
Kommunistisk Politik 4, 2009:
I sidste del af kritikken af Ludo Martens anti-stalinistiske bog om Stalin behandles spørgsmålet om kontrarevolutionen i Sovjetunionen efter Stalins død, likvideringen af proletariatets diktatur og genrejsningen af kapitalismen
Spørgsmålet om proletariatets diktatur. Som alle de øvrige ’anti-hrustjovitiske’ varianter af den moderne revisionisme, rejser Ludo Martens ikke spørgsmålet om omstyrtelsen af proletariatets diktatur efter Stalins død og i sammenhæng med SUKPs 20. kongres – den første og absolut nødvendige betingelse for den gradvise genrejning af kapitalismen i Sovjetunionen. For enhver marxist-leninist og stalinist er det mere end indlysende, at den hrustjov-revisionistiske kontrarevolutions åbne, officielle dominans indledtes med den voldelige omstyrtelse af proletariatets diktatur, som blev erstattet med et borgerligt-revisionistisk diktatur. Hrustjov-revisionismens herredømme er ensbetydende med at proletariatets diktatur tilintetgøres, med arbejderklassens fordrivelse fra magten og begyndelsen på den kapitalistiske genrejningsproces. Omstyrtelsen af proletariatets diktatur blev ratificeret af den 20. kongres og af den kontrarevolutionære, socialdemokratiske linje, den slog ind på.
Spørgsmålet om kapitalismens genrejsning. Nøjagtig som ledelsen af Grækenlands ”Kommunistiske” Parti (K”K”E) betragter Ludom Martens Hrustjov- og Brejnev-perioden – perioden med kapitalismens genrejsning i Sovjetunionen – som en periode med ’socialistisk opbygning’ og tror, at bruddet med socialismen fandt sted i Gorbatjov-æraen. Han skriver at det først er den 28. kongres, i juli 1990, som ’klart stadfæster et brud med socialismen og en tilbagevenden til kapitalismen”. I bogens slutning citerer Martens et uddrag af ’SUKP(b)s historie’, hvor det blandt andet siges, at ’en fæstning erobres lettest indefra’, og ledsager det med følgende bemærkning: ”Sådan havde Stalin forudset, hvad der ville ske den dag en Gorbatjov eller en Jeltsin gjorde deres entré i politbureauet.” Den bemærkning er meget sigende og særdeles afslørende, for den bekræfter, at L. Martens i dette vigtige spørgsmål ligger helt på linje med K”K”E-ledelsen.
Men kommunisterne - marxist-leninsterne, stalinisterne – forstår særdeles godt, at fæstningen ikke erobredes indefra på Gorbatjovs og Jeltsins tid, selvom de er ægte arvtagere af Hrustjov og Bresjnev, men næsten 40 år tidligere, efter Stalins død, af den internationale imperialismes agenter Hrustjov, Mikojan, Bresjnev, Kuusinen, Suslov og andre.
I modsætning til de belgiske revisionisters påstand fandt ’bruddet med socialismen’ – først på den politiske magts plan, og derefter på andre områder – endvidere ikke sted på den 28. kongres (1990), men kort efter Stalins død, og dette brud blev officielt stadfæstet på den 20. kongres, som banede vejen for den gradvise likvidering af de socialistiske produktionsforhold, med introduktionen af kapitalistiske reformer, og for kapitalismens genrejsning i Sovjetunionen.
Der er intet paradoksalt i, at de hrustjov-revisionistiske partier – K”K”E indbefattet – har udgivet og fremmet den belgiske revisionist L. Martens’ bog. Den udtrykker grundlæggende deres eget syn på spørgsmålet om Stalin, om socialisme og proletariatets diktatur. Uden at opgive nogen af disse synspunkter fandt de en mulighed for at iføre sig en ’pro-Stalin’-maske. Det var ikke til at tage fejl af, at K”K”E var ude på sin klasse-mission - som da det finansierede udgivelsen af D. Volkogonovs anti-stalinist abort ’Triumf og tragedie’ i 1989 – og udpegede en af sine chefideologer Eleni Bellou til at anmelde Martens’ bog i ’ ’Rizospastis’ med en omfattende præsentation af berygtede ’teori om fejltagelser’ (Stalins altså!).
Selv indenfor den moderne revisionismes tendenser i dag – som udtrykt i ’fejltagelses’-teorien – hælder L. Martens’ synspunkter mod højre. Dette demonstreres af kritikken af disse synspunkter fra et parti, som tilhører samme ideologiske strømning som Martens’ Belgiens Arbejderparti, nemlig Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti MLPD. Stefan Engel skriver:
”At rejse spørgsmålet om magten – om bourgeoisiets eller proletariatets diktatur – er for Ludo Martens ensbetydende med en ’skolastisk begrænsning af virkeligheden’. På denne måde forkaster han marxismens ABC. Lenin understregede klart, at ’der kan ikke eksistere en mellemting mellem bourgoisiets diktatur og proletariatets diktatur.’. Enhver drøm om noget andet er en småborgerlig holdning. Den småborgerlige tænknings vaklende karakter er typisk for neorevisionismen. Da Gorbatjov dukkede op i 1985, blev han øjeblikkelig promoveret af småborgeren. Helt euforisk knyttede L. Martens sig til denne strømning, og skrev i 1991, at ’i hele denne ideologiske forvirring dukkede kammerat Gorbatjov op; han slap sig selv løs som en orkan over hele landet, der lå i vintersøvn, for at vække folkets slumrende bevidsthed.” (Ludo Martens: USSR and the velvet counter-revolution).”
“Den fortumlede L. Martens benyttede sig af denne chance til at introducere en ny vurdering af Sovjetunionen efter 1956 og til at revidere Belgiens Arbejderpartis programatiske grundlag, idet han erklærede, at ’Nyvurderingen betyder også at anerkende at den økonomiske basis og kernen i den politiske struktur forblev socialistisk på trods af den fremherskende revisionismes indflydelse. Nyvurderingen betyder endvidere at tage højde for muligheden af en positiv udvikling, af en genfødelse af marxismen-leninismen.” (ibid.)
“Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 betragtede neorevisionisterne Gorbatjov som hovedskurken. Men Gorbatjov bragte ikke kapitalismens genrejsning med sig, som Belgiens Arbejderpartii hævder. Det er snarer den genrejste kapitalisme, der bragte Gorbatjov med sig. Han afsluttede den kapitalistiske genopbygning og stillede sig åbent på det internationale socialdemokratis side. Neorevisionismen dækker over den kendsgerning, at kapitalismens genrejsning startede i Hrustjovs tid.”
”Ifølge L. Martens ’er det i dag muligt at overvinde splittelserne mellem de marxistisk-leninistiske partier, der er opdelt i pro-sovjetiske, pro-kinesiske, pro-albanske og pro-cubanske fraktioner, og at opnå, at de genforenes’. En sådan sammensmeltning er dømt til at mislykkes.” (Stefan Engel: Der Kampf um die Demkweise in der Arbeiterbewengung, Essen)
”Hvad socialismens nederlag angår, har nutidens revisionister gentaget den borgerlige propaganda: For Erich Honecker var det ’arbejderbevægelsens største nederlag på global skala’ og for formanden for Belgiens Arbejderparti Ludo Martens var det ’et betydeligt tilbageslag for de kommunistiske og progressive kræfter over hele verden’.” Stefan Engel: Der Kampf um die Demkweise in der Arbeiterbewengung, Essen).
I en tale i Wuppertal (9. maj 2002) understregede Stefan Engel at: ”Der eksisterer en broget og mangefarveret flok revisionistiske strømninger, som vi alle har samlet under betegnelsen neorevisionister”.
Således siger lederen af Belgiens Arbejderpari (PTB) Ludo Martens med en dristig forklaring om tiderne, der fulgte efter SUKPs 20. partikongres:
”Denne store styrke ved det socialistiske system kunne stadig mærkes, selv da partiets ledelse valgte den revisionistiske vej, vejen til en stadig stærkere opgivelse af marxismen-lenismen. I 1975 stod Sovjetunionen på toppen af sin magt ... men denne magt var allerede fuldstændig undermineret af de ideologiske og politiske strømninger, som snart skulle ødelægge den. Brejsnevismen er fortsættelsen af den store styrke nedarvet fra Stalin, og samtidig en ideologisk og politisk degenerering, som blev stadig mere uddybet og som resulterede i den fuldstændige ødelæggelse af socialismen under Gorbatjov.” (‘Leonid I. Brezhnev og den national-demokratiske revolution’, s. 1, overs. efter tysk)
Hvilken absurd teori!
På den ene side siges det, at partiledelsen i SUKP har vandret ad den revisionistiske vej siden 1956. På den anden side kunne Sovjetunionen på trods af dette forblive et socialistisk land og tilmed vinde i styrke frem til 1975. Dette betyder, at socialismen kan eksistere og udvikle sig positivt selv på basis af revisionisme.
Dette er ikke en marxistisk-leninistisk analyse, det er at sige farvel til marxismen-leninismen, Mr. Martens.
Afsluttende skal vi endnu engang understrege, at Ludo Martens er en neorevisionist og anti-stalinist (’fejltagelses-teorien’), der har udviklet sig til den internationale hrustjovrevisionismes prima ballerina, og som støtter kontrarevolutionære positioner som følgende: ’Partier som har tilhørt forskellige tendenser, som støtter Mao Zedongs eller Brejsnevs, Che Guevaras eller Enver Hoxhas positioner, kan forene sig på basis af marxismen-leninismen, den proletariske internationalisme og kampen mod revisionisme”. (Ludo Martens’ tale på Leningrad-konference 1997).
Bevægelsen til Reorganisering af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-55)
Første del af denne artikel blev bragt i Kommunistisk Politik 3, 2009. Oversat fra engelsk efter Unity & Struggle Nr. 16, 2008.