Det borgerlige Danmark og krisen

Kommunistisk Politik 19, 2008

En mindre regeringsrokade stjal for en kort stund overskrifterne om krise i forholdet mellem Dansk Folkeparti og EU. Den konservative formand, økonomiminister og vicestatsminister Bendtsen valgte at gå, knap et år inde valgperioden, mod at blive spidskandidat til EU-parlamentsvalget. Det må kaldes en ganske fornuftig beslutning, som statsministeren bør følge.

Hele den konservative stribe af ministre sad med ubekvemme sager. de gerne ville slippe for. Bendtsen efterlader økonomisk ruin. Brian Mikkelsen slap for sagen med det dybt forgældede TV2, som ingen vil købe. Lene Espersen, stjernearkitekten bag den kuldsejlede politireform, slap ud af ansvaret for et politivæsen, der tilsyneladende aldrig kan fange en eneste rigtig gangster eller finansspekulant, men altid kan finde en eller anden demonstrant eller indvandrer at banke løs på. Den hidtidige transportminister.

Carina Christensen, overtager kulturministeriet, et område hun heller ikke har nogen viden om. Ansvarlig for nye nedskæringer på offentlig trafik og investeringer i motorvejsprojektoe blev dermed den gamle skandale Lars Barfoed.
Men forsøget på at få en stribe pinlige sager til at gå i glemmebogen ved at skifte ansigterne ud og tale om noget andet, giver kun en stakket frist, inden den bundløse finanskrise på ny vil ryste hele regeringen.

Dansk Folkepartis misbrug af Dannebrog og pigegarde er i det forløbne år blevet suppleret med at stjæle sloganet ”Giv mig Danmark tilbage” fra Natasja. Dets landsmøde blev åbnet med musik stjålet fra Richard Strauss. Mens formanden skridtede op til talerstolen afspilledes temaet ”solopgang”, der i filmkunsten måske bedst kendes i sammenhæng med fredelige og humanistiske demokratiske idealer, bl.a. fra den aktuelle Wall-E.

Inviteret som gæstetaler hos Pia Kjærsgård var Jyllandspostens reaktionære Muhammed-hetztegner Kurt Vestergaard, der begejstret brugte anledningen til at rose PET, politiet, ordensmagten – og Pia.

Landsmødet blev også brugt som en god anledning til at fortie problemerne i økonomien, både den globale og den danske. I stedet fremmanede Pia Kjærsgaard sin yndlingstrussel om masseindvandring.

Den åbenlyse modsætning hos DF mellem at nægte immigrantarbejdere familieliv og erklære sig som ’den lille mands parti’ er aldeles skinger. Løsningen på det kriseramte forhold til regeringen blev naturligvis et kompromis: EU og EU-domme og retningslinjer accepteres og krisen mellem unionen og folkepartisterne er afblæst. Til gengæld skal der strammes endnu mere på de fattigste af de fattigste flygtninge. De skal mærke sulten piske.
Det er den besrøvelige sandhed om partiet med de ”klare” principper imod EU, der forsvarer den lille mand.

Noget mindre pompøst tog landsmødet sig ud hos De radikale, det borgerlige parti der, under de sidste valg, har måtte lide den tort at se utro vælgere glide til det mere moderigtige Ny Alliance (nu Liberal ditto) og SF (nu Søvndals ditto). De radikale har bemærket den økonomiske krise og fremkommer med forslag om, at danskerne skal arbejde noget mere. Derfor skal der igen pilles ved efterlønnen, der helst skal afskaffes, ellers synes Margrethe Vestager, at der skal sløjfes nogle traditionelle helligdage.  Det store tema på dette partis landsmøde var dog ’blokpolitikken’ og ulysten ved at binde sig til en regering sammen med SF.

I dette parti er der stadig en udbredt nostalgisk længsel mod tidligere tiders centrale parlamentariske placering og en positionen som partiet, der altid kan true med at skifte side. På den anden side er en politisk størrelse, der kalder sig ’centrumvenstre’ og skulle omfatte radikale, socialdemokrater og SF ved at vinde frem i Danmark.

Dette ’centrumvenstre’ har fået en tænketank, der skal tage kampen op med de nyliberales kæledægge Cepos. Denne hedder Cevea og har et tilhørende tidsskrift under navnet Vision. Bladet blev oprindeligt lanceret tilbage i 2005 af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum, men projektet er nu blevet relanceret med en bestyrelsen af afgåede politikere fra De Radikale, Centrumdemokraterne og Socialdemokraterne, mens de tilknyttede ’tænkere’ alle ligner den 27-år unge, håbefulde studenterredaktør.

Deres programerklæring kan koges ned til følgende påstand: Politik er idékamp, og deres analyse viser, at den konkurrerende tank Cepos er den eneste, der tager idékampen seriøst - altså indtil nu, forstås.

Tænketanken er fyldt til randen med forvirring. Der er plads til alt og alle fra Attacs forestillinger om at modernisere Marx og reformistiske drømmerier fra SFs nye håb Mattias Tesfaye, der er kendt som en progressiv faglig aktiv. Man propaganderer forestillingen om den flinke kapitalis, der tjener penge på såkaldt etisk og bæredygtig virksomhed. Et firma, der har givet medarbejderne to timer fri om måneden til frivilligt arbejde, fremhæves som forbillede.
Bagom tankeeksperimentariet findes der en forestilling om, at fremtidens partipolitiske landskab vil blive yderligere reduceret til at ligne den amerikanske model med to blokke, der repræsenterer varianter over det samme tema.

Det borgerlige Danmark – fra højre/ultrahøjre til centrumhøjre over radikalt centrum til centrumvenstre – er tilsyneladende helt og aldeles enige om  at forbigå den kendsgerning, at den førte politik har virkelige konsekvenser. At krisen betyder massearbejdsløshed, problemer med at holde ungerne med mad og regningerne fra døren, og at milliarderne bruges på krig, død, ødelæggelse og profitsikring.

Netavisen 23. september 2008