Leder
Kommunistisk Politik 18, 2008
Hen over sommeren er den danske regerings kamp mod folk, der gifter sig i udlandet og tager deres nye familie med hjem, kommet i modstrid med EF-domstolen. Det er unionens åbne grænser for arbejdskraften, der på en række områder har sendt dansk lovgivning i gulvet, selvom den blev konstrueret på en måde, der skulle tage højde for de gældende regler.
Med tiden har EF-domstolen bare ændret disse regler gennem en række fortolkninger, der er faldet ud til fordel en af den nyliberale unions grundpiller – nemlig arbejdskraftens frie bevægelighed.
Danske statsborgere skal nu blot arbejde i en ikke nærmere defineret periode i et andet EU land, så vil de samtidig have ret til at få mand og børn med.
Visionen om EU som ét stort arbejdsmarked er meget vidtgående, og forestillingen indebærer først og fremmest, at de hindringer for den frie bevægelighed, de enkelte medlemslande finder på, en for en vil blive fjernet igen, efterhånden som der bliver rejst konkrete sager.
Indtil nu har VK-regeringens holdning været begejstring for de mange immigrantarbejdere, der har været med til at hjælpe det danske boligboom. Det har aldrig strejfet borgerskabet, at disse samtidig skulle have lov til at have familieliv. Det vil jo være uhørt upraktisk. For så vil det være slut med at arbejde 16 timer i døgnet og sove og spise i små skurvogne.
EF-domstolen ser ikke meget anderledes på den problematik. Den har på den anden side lagt til grund for dens afgørelser, at arbejdere ikke har en nationalitet, hele unionen er det nye fædreland.
Grænserne virker kun hvis nogen har til sinds at deltage i en politisk demonstration. Ifølge Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har man endnu ikke regnet ud, om man kan udnytte denne mulighed til at holde ægtefælderne fra livet.
Selv den store eksponent for indvandrerhetzen, Dansk Folkeparti, har tilsyneladende opgivet at fortie det åbenlyse, og udtaler:
”Hvis vi skal følge EUs regler, kan vi ikke opretholde vore egne regler. Vi har erkendt det”.
Sådan har sagen altid stillet sig med EUs lovgivning og domstolsafgørelser. De er fra den første traktat bygget op omkring, at de enkelte lande frivilligt underordner sig de fælles beslutninger på traktatgrundlaget. EF-domstolen er den endelige retsindstans. Den er hævet over dansk lovgivning og den danske højesteret på samtlige de områder, hvor Danmark har overdraget suverænitet. Og det er mange.
Fogh-regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik har fra dag 1 været i modstrid med internationale og europæiske konventioner. Det fastslog en rapport fra Europarådet i 2004. I Integrationsministeriet har arbejdsmetoden tilsyneladende været at feje problemerne ind under gulvtæppet. Dette ministerium har simpelthen haft den særlige juridiske fortolkning af EF-retten, at den på dette område ikke var gældende i Danmark.
Det har indtil nu fungeret uproblematisk og til regeringens, folketingsflertallets og ganske særligt Dansk Folkepartis fulde tilfredshed. Som ekstra garanti mod udenlandske kærester indførte man en så tidskrævende og kompliceret bureaukratisk ansøgningsproces, med sagsbehandlingstider der forløber i det uendelige, at det i sig selv har reduceret antallet af familiesammenføringer – og i øvrigt turister og andet godtfolk, der måtte have ærinde i det lille rejselystne land.
Efter 7 års krumspring er bukserne revnet. Det er umuligt at være medlem af EU og samtidig opretholde en selvstændig lovgivning. Det uanset om det handler om det fagretslige system, forbrugerbeskyttelse eller gift i legetøj.
Det er afsløret som dorsk propaganda, at de danske virksomheder på den ene side kan drage fordel af EUs åbne grænser og den frie bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser, mens Dansk Folkeparti på den anden side kontrollerer, hvornår og med hvem man indgår ægteskab.
Den uforbeholdent unionsbegejstrede Fogh-regering og dens støtteparti er kommet i vanskeligheder. Ikke med den parlamentariske opposition eller socialdemokraterne, der netop har vedtaget sin seneste nye politik under Helle Thorning (vistnok nr. 4 eller 5), og som stadig prøver at ligne Pia Kjærsgård – men med EU-juraen.
Bendt Bendtsens afgang som konservativ partileder og vicestatsminister og hans afløsning i form af Lene Espersen kan ikke tildække de sprængte bukser eller den bare røv. Det brænder under Fogh og Kjærsgård.
Netavisen 10. september 2008