Ni hao er blevet til et farvel.De Olympiske Lege i Beijing forsvandt fra TV-skærmene i søndags.
Kald det lige for ”lege” en gang til. Atleter i hundredvis af sportsgren har side om side været brugt i et 16 dages prestigefyldt show kæmpet individuelt eller kollektivt som redskaber i deres nations interesser. Fortæl mig lige, at sport og politik kan adskilles. Det var faktisk et dogme tidligere, som dog i dag er skudt ned. Det har hele den vestlige verden anerkendt.
Samtlige værtsbyer og – lande ønsker at slå politisk mønt af begivenheden. Intet nyt under solen; - ej heller for Beijing og Kina. Det lykkedes også til fulde: En meget flot åbningsceremoni, selvom den blev forstyrret af en lille amerikansk/georgisk krig i Kaukasus, og et velorganiseret afviklet Ol, som afsluttedes med, at Kina slog samtlige andre nationer i medaljehøsten. Selv USA og Rusland blev distanceret. Som udenforstående kan man undre sig over, at værtsnationen altid klarer sig så godt. Er det alene hjemmebanefordelen – eller spiller manipulationer og bestikkelse også ind?
Doping er i hvert fald en fast ingrediens hos langt de fleste atleter. Nogle bliver snuppet, hvilket tjener til formål at rengøre resten af branchen; men dopingteknologien er altid forud for kontrollerne – i alle sportsgrene. Det benyttes sågar i skak, hvor det ikke ligefrem er brikkernes vægt, der tynger.
Her træder stormagtspolitikken også i karakter. Fremvisning af kvindelige kinesiske svømmere med deres mandige overkroppe benyttes som bevis. USA’s Michael Phelps, som lavede OL-rekord med 8 guldmedaljer sættes ikke under mistanke.
Eliteidræt byder ikke på en sund sjæl i en sund krop. Der skal ingredienser til, og det har atleterne trænere og læger til at hjælpe dem med. Atleterne bliver til forsøgsdyr. Eliteidrætten bliver samtidigt solgt som en understøttelse af folkeidrætten. Det får til konsekvens, at der ofres milliarder af kroner på denne i mange forfinede gevandter; mens folkeidrætten OG -sundheden lider.
Det er også politik.
Danmarks nationale hysteri var ikke fraværende. Med 2 guld, 2 sølv og 3 bronzemedaljer slap ”vi” fra Beijing med skindet på næsen. På forhånd var udpeget flere favoritter og yndlinge, som måtte ned i næsegruset – ikke mindst håndboldherrerne, der nærmest havde fået medaljerne om halsen inden afrejsen. Det var rosporten og sejlerne, der trak stikket hjem. I sejldisciplinen ”49” blev finalen et drama udi det absurde, hvor en skrivebordsdom henviste spaniolerne til en andenplads. De spanske aviser udråbte danskerne til ”pirater”. Sagen er stadig – som det grænseoverskridende nationale hysteri – stadig levende.
Det revisionistiske politiske system i Kina må siges at have høstet fuld valuta på den stormagtspolitiske arena, hvorom alting drejer. USA og dets vestlige allierede – herunder dets dikkende lammehale Danmark – forsøgte at kile mange sprækker åbne i arrangementet op til, under og efter arrangementet: Tibet, menneskerettigheder, smog og forurening var blot nogle elementer. Stor var begejstringen, da man kunne afsløre, at en lille køn kinesisk pige, der under åbningshøjtideligheden havde afsunget en køn sang – ikke selv havde lagt stemme til. Dér fik vi dem; men nærmere kom man ikke.
Begejstringen hos de danske kommentatorer over afviklingen af samtlige 16 dage var absolut til at overskue. Der var anderledes tillægsord, da Atlanta var værtsby. Der var det også befolkningen, der betalte regningen, da festen var overstået. Det talte man ikke om. I dag er det den jævne kineser, der betaler gildet – og det snakker medierne så om. Den kinesiske mur og Fuglereden består.
Det gør modsætningen mellem USA’s og Kinas imperialistiske ambitioner også!
Vi får se, hvorvidt de næste olympiske lege i London om 4 år er begrænset til sportsarenaer – eller om elitetropperne fra USA, EU, Kina, Japan med flere kæmper på andre slagmarker.