Kommunistisk Politik 15, 2008
En soldat er pr. definition ikke neutral. Det har været en af FN-systemets styrker at basere sig på denne klare forståelse. Kun ved at tale åbent om interessekonflikter kan FN i teorien bruges som en tilnærmet neutral instans på basis af en international retsorden.
En soldat er - uanset farven på hatten og hvem der betaler regningen - udtryk for en given klasse- og magtinteresse. Bush’s hær i Irak er udtryk for den amerikanske imperialismes interesser, de danske besættelsestropper i Afghanistan for dansk nykolonialisme, mens Stalins Røde Hær, der var hovedkraften i Nazitysklands nederlag, var udtryk for arbejderklassens og folkenes interesser.
Systemet med at stille med ’fredsbevarende tropper’ til at overvåge en våbenhvile kan kun lykkedes, hvis styrken er neutral. En våbenhvile er et skridt i retning af at forhandle i en situation, hvor ingen af parterne der er direkte involveret i krigshandlingerne har vundet eller tabt, og de årsager, der udløste konflikten, er bevaret.
Ikke sjældent er konflikter holdt i live af forskellige stormagter,der støtter hver deres side i en borgerkrig eller en strid om adgang til ressourcer. FN-styrker har uanset deres fredelige intentioner i stort omfang medvirket til at gennemtvinge løsninger inspireret af stormagtsinteresser.
Samme problemstilling gør sig gældende, når det drejer sig om FN-sanktioner, der har været anvendt og stadig bruges som pression mod lande, der ikke danser efter USAs pisk.
FN har i øjeblikket mere end 100.000 styrker udstationeret på ca. 20 missioner. De største bidrag kommer fra Asien. Både Nato og EU har opbygget egne ’udrykningsstyrker’, der selv ønsker at definere, hvilke missioner der skal prioriteres. Hvor FN førhen forhandlede med de enkelte lande direkte, så betyder denne model, at FN skal spørge EUs eller Natos hovedkvarter, om de vil flikke en styrke sammen. Og så er det op til Nato at forhandle med de enkelte lande.
Var FNs fredsmissioner før suspekte, betyder udliciteringen af opgaven til militære alliancer, at der opstår alvorlige problemer med neutraliteten. Ikke mindst når de samme alliancer også har kastet sig ud i direkte angrebskrige som netop i Afghanistan.
Hvis FN engagerer EUs udrykningsstyrke til en mission i Afrika, vil der være garanti for, at disse tropper også ville have deres egen dagsorden. Når soldaterne først er udstationeret vil FN til gengæld ikke have nogen sikkerhed for at kunne stoppe ’missionen’ igen. EU kan give sig selv ret til at bruge militæret, skulle nogen true Unionens interesser.
I slutningen af 1990erne gav den stigende udlicitering af FNs opgaver anledning til en alvorlig kritik fra det internationale fredsinstitut i Oslo. En rapport udarbejdet i 1999 konkluderede, at opbakningen fra de rige lande til FNs fredsmissioner reelt var ved at forsvinde til fordel for selvstændige militær organismer under OSCD, EU og lign. Rapporten gennemgår en række missioner over fem år og påviser, at selv om en del er udført under mandat fra FN, kan der rejses kritik af den konkrete gennemførelse. Samtidig gennemførte de samme organisationer også en række aktioner uden FN mandat.
Udsultningen af FN påvirker organisationens selvstændighed og beslutningskraft i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Lever man på de rige landes nåde er ægte neutralitet ikke eksisterende.
Siden 1997 har Danmark har været værtsland for en international FN-brigade (kaldet SHIRBRIG) for mindre lande, der ikke selv var store nok til at stille med en fuld styrke. SHIRBRIG blev startet under pomp og pragt med besøg af FNs generalsekretær Kofi Anna. Formålet var at opbygge en hurtig udrykningsstyrke med veluddannede militær folk og det nyeste grej indenfor kommunikationsudstyr og logistik, der skulle kunne opstille et midlertidigt hovedkvarter for FN.
Første mission blev gennemført i 2000, siden er det kun blevet til i alt 4 missioner. De 12 lande, der i sin tid støttede projektet, har ikke levet op til løfterne. Hele konceptet med at de rige lande skulle stille med et moderne hovedkvarter og de fattige lande skulle stille med fodfolket blev heller ikke varmt modtaget.
De seneste år har det danske forsvar sammen med regeringen derfor talt for at lukke biksen ned igen. En styrke i FN-regi passer slet ikke ind i regeringens ”aktivistiske udenrigspolitik”. Uden videre debat gik beslutningen igennem forsvarsforligskredsen og de øvrige tilsluttede lande blev orienteret om at Danmark, Sverige Finland og Norge foreslår styrken nedlagt - og at landene under alle omstændigheder trækker sig fra styrken. Det anses som næsten sikkert, at det vil blive dødsstødet til SHIRBRIG, at Danmark som værtsland og medinitiativtager trækker sig.
Regeringens planer er sammen med de øvrige nordiske lande at udvikle en NordCap styrke eller en Nordisk bataljon, der ikke er en FN styrke, men er selvstændig og kan gennemføre missioner uafhængigt af FN. Beslutningen om at trække støtten væk til direkte FN-missioner, der sættes ind hvor der er størst behov, er en klar fortsættelse af de samme tendenser, der ligger i udviklingen af en selvstændig dansk udrykningsstyrke, og regeringens kraftige ønske om at tilslutte Danmark med fuldt medlemskab af EUs militære alliance.
Det er regeringens plan om at udnytte militæret i imperialismens interesser.
Netavisen 29. juli 2008