’Kommunistisk Parti’ i åbent reformistisk udskred

Fra frafald fra marxismen til forræderi mod arbejderklassen

Kommunistisk Politik 11, 2008

Det står skidt til med kommunismen i 'Kommunistisk Parti'

Det er en gammel sandhed, at frafald fra marxismen-leninismens principper betyder kommunisters forvandling til reformister. Når de revolutionære principper forkastes, ligger vejen åben for forræderi mod arbejderklassen. Det er ofte set. Og det bekræftes også af det ret nydannede ’Kommunistisk Parti’, der i storkonflikten var oppe til sin svendeprøve – og kiksede med et brag.

Partiet er en sammenslutning af resten af det nu nedlagte DKP/ML og en fraktion fra KPiD (’Kommunistisk Parti i Danmark’), der blev sprængt under den såkaldte ’kommunistiske samlingsproces’.

Dannelsen af KP vakte forhåbninger hos nogle om en ny styrket kommunistisk bevægelse, som ikke mindst blev forstærket af partiets kraftige enheds-demagogi.

KP har tillidsfolk både i FOA og BUPL og har haft mulighed for at bevæge tingene i en anden retning end de fagpampere, der optræder som strejkeslagtere. Partiet valgte imidlertid ikke at udnytte disse muligheder, men sluttede i stedet op bag fagtoppen i FOA i bedraget mod arbejderklassen i forbindelse med det forlig, Dennis Kristensen afsluttede med KL.


Hvad for et ’Kommunistisk Parti’?

Det revolutionære DKP/ML blev sprængt for 11 år siden i juni 1997. Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) blev grundlagt i april 2000 for at fastholde og videreudvikle den revolutionære kommunistiske linje i et nyt årtusinde, mens ledergruppen i rest-DKP/ML gjorde op med partiets revolutionære linje og erstattede den med revisionisme.

Men op til og i en rum tid efter bruddet kunne det være vanskeligt for mange – specielt udenforstående – at gennemskue de forskellige brudflader, selvom disse var principielle og ideologiske i deres karakter.

Det blev ikke lettere, da begge parter hævdede at fastholde marxismen-leninismen og anklagede den anden part for at svigte. Banen blev tilmed mudret med personangreb på den tidligere ledelse.

En meget væsentlig brudflade var opbygningen af et stærkt kommunistisk parti på grundlag af marxismen-leninismen, herunder en forståelse af begrebet ’kommunistiske kadrer’.

Som nævnt hævdede begge fløje, at de stod fast på marxismen-leninismen. Det senere flertal ville tilmed skrive det med kursiv og fed skrift – og gerne gentage det i uendelighed.

Efter bruddet proklamerede den sejrende fløj, at de i løbet af kort tid ville opbygge ’det kommunistiske masseparti’. Hvorvidt de i dag rummer en opfattelse af, at de har nået målet, er ikke til at sige, men i givet fald er det bestemt ikke i en leninistisk betydning.
Kommunistisk Politik har tidligere behandlet dette spørgsmål og DKP/ML’s måde at forsøge at løse det.

Det er en kendsgerning, at rest-DKP/ML har brugt år på at forhandle med forskellige revisionistiske, opportunistiske organisationer. Det mundede som bekendt ud i en splittelse af KPiD, hvor en mindre gruppe pudsigt nok, men meget betegnende, spaltede sig ud under navnet ’Kommunistisk Samling’. Efter kort tid smeltede de sammen med DKP/ML i ’Kommunistisk Parti’.

En meget væsentlig målestok for dette projekt ville blive deres holdning til strategien om det antimonopolitiske demokrati – en idé om fredelig overgang til socialisme, som blev stadfæstet i DKP’s program i midten af 70’erne, og som marxist-leninisterne altid har betragtet som en revisionistisk strategi og et revisionistisk program. Altså en ikke brugbar vej, der i værste fald vil resultere i borgerskabets blodige nedslagtning af folket og projektet, nøjagtig som man erfarede i Chile, hvor Allende forsøgte denne model.

Marxist-leninister har altid hævdet, at revolutionen vil have en voldelig karakter, idet borgerskabet aldrig vil give magten fra sig frivilligt.
Hvordan kunne DKP/ML og Kommunistisk Samling nu forenes om en strategi for socialismen, når de angiveligt stod på to så antagonistiske holdninger?
Det klarede man såmænd meget let. Det antimonopolitiske demokrati bliver slet ikke nævnt i partiprogrammet som strategi; det slår i stedet fast, at revolutionen godt kan få en fredelig udgang. To uforenelige linjer havde fundet de passende formuleringer, der hver for sig ”ikke havde givet køb på principper”. Ethvert almindeligt tænkende individ kan regne den ud.

To uforenelige modsætninger kan dog ikke forliges. Ild og vand kan ikke sammen – én af dem sejrer. Revolutionære og revisionistiske ideologier kan ikke sammen – én af dem sejrer. I dette tilfælde var det revisionismen, der løb af med sejren, hvilket ikke kunne skabe forundring. Det var grundlæggende dette spørgsmål, der blev afgjort på DKP/ML’s partikongres i 1997.

KP anno 2008: Ordinær reformisme

Nu er der forløbet nogle år efter sammensmeltningen til Kommunistisk Parti. Man hævder – hvilket man i sagens natur er nødsaget til, og hvilket selvopfattelsen meget vel kan være – at partiet står på revolutionære positioner.
Det vil så være relevant at se de principielle holdninger lidt efter i sømmene. Til det brug afdækker partiorganet Dagbladet Arbejderen den 1. maj faktisk nogle spændende vinkler.

Lad os starte med kronikken af partiformand Jørgen Petersen under overskriften ’Solidaritet bliver aldrig forældet’. Han forholder sig naturligt nok til den igangværende overenskomstkonflikt og fagbevægelsens rolle til den. Det vil jeg vende tilbage senere.

I det sidste afsnit, ’Opposition efterlyses’, slår han fast, at de nyligt offentliggjorte teser fra Socialdemokraterne ikke er gangbare. Han konstaterer, at ”hverken Mette Frederiksen eller Helle Thorning Schmidt forholder sig til de grundlæggende krav fra velfærdsbevægelsen og de offentligt ansatte i konflikt”.
Det kan kun en tåbe være uenig i, hvorfor Jørgen Petersen gerne vil belære Socialdemokraternes ledelse om den rigtige vej:
”Det er velfærdsbevægelsen, som har givet SF vind i sejlene – ikke omvendt.”
Kom nu til fornuft, kære Helle, kan man høre mellem linjerne.

Hvis man mener, det er en overfortolkning, skal man blot læse få linjer længere frem:
”På den platform, som udvikles i kampen for den kollektive velfærd, må også grundlaget for en ny regering skabes. Ellers vil den blot ende som en kortvarig parentes i historien, der trækker spor af frustration efter sig.
Der er brug for en ny regering og en ny politik. En politik, som kan sætte en kurs for Danmark. En kurs for kollektiv velfærd. Solidaritet bliver aldrig gammeldags.”
Sådan!

Velfærdsbevægelsen og dens grundlag skal bruges til dannelsen af en ny regering – ikke et ord om et andet samfund, et socialistisk samfund efter en samfundsomvæltning kaldet revolution. Hvordan forestiller Jørgen Petersen sig en regering i et kapitalistisk Danmark, der vil gennemføre kollektiv velfærd – og får lov af borgerskabet?
Det antimonopolitiske demokrati runger fælt.


Forsvar fagtoppene

Lad os vende tilbage til overenskomstsituationen og fagbevægelsens rolle.

For marxist-leninister har arbejderaristokratiet altid været en bestanddel i klasseanalysen. Dette lag er et korrumperet lag i arbejderklassen, der i interesser og tænkning har forladt arbejderklassen og overgået til borgerskabet. Toppen af dansk fagbevægelse er et meget tydeligt udtryk for dette. Det gælder deres lønninger, honorarer, ben i form af bestyrelsesposter i pensionskasser (hvor de også forvalter medlemmernes penge), aftrædelsesgodtgørelser og pensioner, som vi sidst har set et grotesk eksempel på med Tine Aurvig-Huggenberger, LO’s tidligere næstformand. Deres levestandard står ikke tilbage for borgerskabets.

Det gør deres holdninger heller ikke. Når de forlader fagbevægelsen, står portene stadig åbne i store selskabers bestyrelser. Deres konstante rådne overenskomstaftaler og forlig om dette og hint afdækker i praksis dette. Leden i arbejderklassen ved dem er udtalt, og de graver deres egen grav – og understøtter desværre gule og kristelige fagforeninger – ved deres fortsatte praksis og linje.

Det har altid været et vigtigt princip for marxister-leninister, at det ikke nytter med appeller til disse forrædere. Enhver kamp må føres på trods af dem – til tider i konfrontation med dem.

Revisionister har altid holdt hånden over disse ledere i det hellige princip om ”enhedsfagbevægelsen”. Når kritikken endelig er faldet, har den altid haft et forsonende appellerende indhold. Det er tydeligt i dag, ligesom det var meget tydeligt i DKP’s storhedstid i 70’erne og 80’erne.
Jørgen Petersen skriver i samme ovenfor nævnte kronik om den aktuelle overenskomstkonflikt og fagbevægelsens rolle:
”Den samlede fagbevægelse må nu give FOA og Sundhedskartellet en uforbeholden støtte. Tiden skriger på enhed og klare politiske budskaber i en politisk situation, hvor den kollektive velfærd og den danske model er truet fra flere sider.”

Ja, Jørgen Petersen, formand for ’Kommunistisk Parti’: Vores velfærd er truet fra flere sider – også fra arbejderaristokraterne i dansk fagbevægelse! Hvorfor giver du så ikke et klart budskab, som tiden skriger på? Hvorfor proklamerer du – fuld af illusioner – at, ”den samlede fagbevægelse må give FOA og Sundhedskartellet en uforbeholden støtte”?
Det er en klar tilkendegivelse af viljen til forræderi: Fagtoppens og ikke arbejderklassens interesser er i sidste ende, hvad der tæller, og hvad KP slås for.


OK-forræderi

Til gengæld må vi give Jørgen Petersen og ’Kommunistisk Parti’ et cadeau på vurderingen overenskomstkonflikten:
”Der er rekordstore overskud på de offentlige budgetter. Der er stor mangel på arbejdskraft. Der er bred opbakning i befolkningen. De offentlige ansatte har længe rustet sig til konflikt. Det er en optimal situation. Hvis ikke det er nu, man skal kæmpe, hvornår er det så?” spørger Jørgen Petersen i 1. maj-nummeret af Dagbladet Arbejderen.

Hvor er vi dog enige! Kommunistisk Politik har flere gange beskrevet situationen som unik. Vi er 100 % enige. Der er al mulig grund til at kæmpe, og styrkeforholdet peger til klar fordel for de strejkende.

Hvad skete så? Arbejderaristokratiet meldte sig på banen i form af FOA’s formand Dennis Kristensen, som uopfordret ønskede forhandling og indgik forlig på maksimalt to en halv promilles forbedring. Det blev med et flertal i FOA’s hovedbestyrelse senere vedtaget med 49 for, 12 imod og fem blanke.
Kommunistisk Politik kaldte det et klokkeklart pamperforræderi.

Den faglige kommentar beskrev forliget således:
”Resultatet nærmer sig ikke mandeløn til kvindefag. Det ikke så meget som snuser til det. Lønstigningen vil med overvejende sandsynlighed være spist op af inflationen de næste tre år. Hvad der er endnu mere grotesk, er, at det vil øge lønspredningen inden for FOA’s interne rækker. Lønstigningerne gives nemlig procentuelt. De højest lønnede får mest – de lavest lønnede mindst.
Dennis Kristensen: Hvor blev ligelønnen af?”

Den bedømmelse er Kommunistisk Parti bestemt ikke enig i. I Dagbladet Arbejderen kunne man den 6. maj læse bedømmelsen ”Strejke sprænger rammen” som overskrift. I artiklen fortsættes:
”Tre ugers strejke har ikke været forgæves. Rammen er sprængt.”

'KP'-ledelsen lovpriste FOAs magre overenskomstaftale med KL, som vil blive ædt op af prisstigninger - men vover på den anden side ikke klart at anbefale et ja

Mari-Ann Petersen, medlem af Kommunistisk Parti og fællestillidsrepræsentant for hjemmeplejen i København uddyber:
”Vi afventer selvfølgelig den konkrete forligstekst, inden vi fester. Men de foreløbige udmeldinger tyder på, at vi har vundet en sejr gennem vores strejke. Arbejdsgivernes ramme på 12,8 procent er sprængt, og det var derfor, vi gik i strejke.”

Nuvel, det var for at sprænge rammen, man gik i strejke. Det var to en halv promille nok til. Hvad betød kravene, som ville kræve omkring ti pct. mere: respekt for vores fag, mere i løn (5.000 kr. om måneden) og flere hænder – eller mandeløn til kvindefag?
- Selvom der stadig er langt igen til, at vi får reel ligeløn, så er det en dejlig følelse at være med til at vise, at det nytter at slås, tilføjer Mari-Ann Petersen.

Var det det, Jørgen Petersens ”optimale situation” skulle udnyttes til?
Var det det, der skulle på bordet for at tilfredsstille det ”revolutionære” kommunistiske parti?

Seks dage og to en halv promille tidligere havde Jørgen Petersen spurgt:
”Hvis ikke det er nu, man skal kæmpe, hvornår er det så?”
Hvornår skal vi næste gang kæmpe, hr. Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti?

De marxistisk-leninistiske principper er gået af fløjten i KP. De revisionistiske har vundet 100 pct. indpas. En udenfor stående fristes til at spørge: Hvad adskiller KP og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD)? Hvad forhindrer en hurtig sammenslutning?
Hvori adskiller I jer fra det daværende DKP og dets antimonopolitiske demokrati, som var en af grundene til stiftelsen af DKP/ML, hvis 20-årige revolutionære periode mange af jer var medlemmer i?

Flemming Jensen
Medlem af APK, Arbejderpartiet Kommunisterne

Netavisen 24. maj 2008