”Mandeløn til kvindefag” er en parole, der slået stærkt igennem op til og under overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte i år. Det er ikke en tilfældighed. Af Cathrine Petersen, formand DKU
Kommunistisk Politik 9, 2008
”Mandeløn til kvindefag” er en parole, der slået stærkt igennem op til og under overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte i år. Det er ikke en tilfældighed.
Den afspejler dels årtiers udsultning af den offentlige sektor, de traditionelle ”kvindefag”, og dels det faktum, at kvinder i dagens Danmark langt fra har de samme lønninger som mænd. Når en privat ansat mand tjener 100 kr. tjener en kvinde ansat i den offentlige sektor med samme uddannelseslængde kun 81 kr. eller mindre.
Selv om der i mange år har været lagt låg på kvindekampen, som er blevet decimeret til at handle om nogle gamle exentriske rødstrømper og nogle få ledende kvinders trængsler, ulmer den nu op fra neden. Alle de mange kvinder, der i årevis har levet af sulteløn med et stærkt voksende arbejdspres i den offentlige sektor, har fået nok. Og det er herfra forandringen kommer.
Kvinder er den halve befolkning, og vi finder os ikke i at blive betalt eller behandlet som andenrangsmennesker. Ikke alene giver den ringe betaling for vores arbejde os færre muligheder som sådan, men med den økonomiske undertrykkelse af kvinder legitimeres også et menneskesyn, hvor mænd stadig er lidt mere værdifulde end kvinder.
Et menneskesyn, som skaber grobund for en reklameindustri, hvor kvinder er ting mænd kan erobre og eje, og hvor kvinders mulighed for succes og lykke er at finde en mand, der kan tjene penge. Og hvor kvinder får at vide, at det er DEM, der er noget galt med, hvis de ikke har succes.
Dette kvindesyn har uhyggelige konsekvenser. Det reducerer kvinder til fødemaskiner og barbiedukker, groft sagt. Det skubber et stadig stigende antal teenagepiger ud på selvmordets rand, fordi de ikke kan klare presset. Det fastholder kvinder i illusioner om at mærketøj, skønhedspleje og plastikoperationer er vejen til lykken.
Det skaber splittelse mellem mænd og kvinder med de samme interesser. Det skaber talløse ulykkelige kvindeskæbner, og det skaber selvbebrejdelser og mangel på handling.
Kvindekampen er ikke slut. Vi er rigtig mange unge kvinder, som er trætte af at gå en fremtid i møde, hvor vi fra starten står bagerst i køen kun pga. vores evne til at føde børn. Vi er også trætte af at blive set og vurderet udfra nogle uopnåelige idealer.
Vi er kvinder og mennesker, og vi har ret til de samme muligheder som mænd.
Det syge kvindesyn må og skal stoppes, og derfor har det så store perspektiver når en gruppe Sosu’er går på gaden med bannere, hvorpå der står ”mandeløn til kvindefag”.
Ja, det handler om mere i løn, ja det handler om lige løn for lige arbejde, og ja det handler om, at vi har fået nok. Det er en kamp som gælder alle arbejdere og alle kvinder.
Kampen handler om velfærd for alle og om fremtidsudsigterne som kvinde i det her land.
Netavisen 24. april 2008