Der er ingen fattige i Danmark. Problemet er det modsatte: Det går for godt. Bremserne må slås i. De offentligt ansatte må dæmpe deres lønkrav. De må få styr på forventningerne. Nedjustere! Glemme! Skattelettelser? De skal fastholdes, for de er for de rige, og der er ingen fattige i Danmark.Nogenlunde sådan lyder retorikken, hver gang Fogh-regeringen kommer med en ny finanslov. Og finansloven for 2008 har den fremsat ikke mindre end to gange – en gang før valget, og så nu. Uden at det har gjort den bedre.
Den ’velfærd’ og den ’forbedring af den offentlige sektor’, som Fogh-folkene lovede sidste år (før valget) er pist væk. Den står igen på nedskæringer og barberinger. F.eks. på gymnasierne, og følgelig er elever over hele landet ved at forberede aktioner og protester. Ændringerne i finanslovforslaget har imidlertid først og fremmest signalværdi: Der er ikke råd til noget, der ligner lønløft eller markante forbedringer for sundhedsarbejdere eller pædagoger.
Regeringen kan ikke finde ud af, om det største problem i dansk økonomi er, om det går for heftigt derudaf og mangel på arbejdskraft, der gør det ’nødvendigt’ med finanspolitiske stramninger – eller det tværtimod går den anden vej, som i USA, mod recession og krise, så der skal tages initiativer til at sætte skub i økonomien.
Det er det første regeringen og dens økonomer har fortalt nationen. Derfor ville Det økonomiske Råd have besparelser på mellem 8 og 17 milliarder krone over to år. Oversat betyder det massive offentlige nedskæringer. Det er det imidlertid heller ikke blevet til. Fogh-regeringen ’nøjes’ med en tvungen offentlig opsparing på 1 procent, der beløber sig til en enkelt sølle milliard. Sølle i samfundsøkonomisk forstand – ikke på de områder, den rammer.
Det drejer sig nemlig ikke om realiteter, men om signaler. Hvad regeringen frygter er, at de offentligt ansattes overenskomstkrav skal vælte dens nyliberale minimalstats-politik. Derfor er der sat en massiv og konstant propagandatorden i gang, der skal overbevise sosu’erne om, at de er urimelige, når de forlanger mere i løn og flere hænder. De er simpelthen uansvarlige og truer velfærden både akut og på langt sigt! De må tage det tilbud, der allerede ligger. ’forbedringer’, der ikke engang kompenserer for den voksende inflation, som i den sidste del af Foghs regeringsperiode har taget gevaldige spring opad, så en almindelig dansker på et år skal bruge hen ved 5000 kroner mere alene på fødevarer!
De offentligt ansatte må forstå, at der ikke er råd til, at de prøver at indhente de voksende lønforskelle. Disse eksisterer nemlig ikke, kan regeringen, arbejdskøberne og medierne fortælle. De offentligt ansatte er tværtimod lønførende. Der er ikke skåret ned. Der er tværtimod forbedret. Nedslidning er simpelthen synsbedrag. Og der er ingen fattige i Danmark!
Vil sygeplejersker og sosu’er have mere med hjem, og er de villige til at slås for det, efter mange års pånødet tilbageholdenhed, får de at vide – også af deres egne faglige ledere – at kampskridt som kollektive opsigelser a la de finske sygeplejerskers er ’ulovlige’. I forhold til hvis lov? Ingen kan forhindre folk i at forlade deres stillinger.
Ansvaret er – Foghs og alle de andre ’ansvarlige’s.
Der er ingen fattige i Danmark, men det er der til gengæld i København. Det er uhyre prisværdigt, at byrådspolitikerne har fastlagt en fattigdomsgrænse (hvad regeringen ikke vil på landsplan) og at socialforvaltningen i Københavns Kommune har fået foretaget en kortlægning af den faktiske fattigdom i byen. Tallene er opsigtsvækkende og rystende. De viser, at hver sjette københavner – knap sytten procent – lever under fattigdomsgrænsen. Og ikke kun midlertidigt, men i årevis, eller permanent. Og det på trods af Foghs ’ufatteligt’ gode tider og den højkonjunktur, der nu er ved at lakke mod enden.
Tusindvis af københavnske børn vokser op i fattigdom, først og fremmest i de gamle arbejderkvarterer, Nørrebro, Nordvest og dele af Vesterbro og Amager. Børnefamilier, kontanthjælpsmodtagere og indvandrere er mest fattige, viser undersøgelsen ikke så overraskende. Næsten 30 % af indvandrerne og deres efterkommere lever under fattigdomsgrænsen. Det er næsten dobbelt så mange som blandt københavnere generelt.
Og fattigdommens konsekvenser? Ja, netop: et fattigere og et kortere liv. Uden råd til al nødvendig medicin, tandlægebesøg, ferier og fester.
Og finansloven? Den er for de rige; der findes ingen fattige, og Fogh og co. afviser at opstille en officiel fattigdomsgrænse. De offentligt ansatte må se at skrue ned for blusset. Der bliver ingen forbedringer!