De såkaldte midterpartiers pinagtige politiske sammenbrud fik CDs organisatoriske endeligt til at virke som et tiltrængt medlidenhedsdrab. Nok er nok! Den åbent reaktionære EU- og Sydafrika-begejstrede udsprækning af socialdemokratiet, som brugtvognsforhandleren Erhard Jacobsen fik stablet på benene i 70erne, er endeligt stedt til hvile. Men CDs småborgerlige dilettanteri har i mellemtiden fundet sin overmand i den ’progressive borgerlige’ Naser Khader. Der er muligvis tale om at de går efter en rekord. Kun med held overlever Ny Alliance sin et års fødselsdag.
Ny Alliance har fuldt ud levet op til den karakteristisk, dette blad gav af partiet, da det blev dannet:
”'Ny Alliance' er de velstillede og veluddannede mellemlags nye borgerlige parti. Mange af dem stemte på De radikale ved sidste folketingsvalg, og følger nu med Khader over til Fogh. For det er det vigtigste formål med det nye parti: At sikre at en åbent borgerlig regering fortsætter – og da helst med Anders Fogh i spidsen, så han kan fortsætte sit nyliberale omformningsprojekt af Danmark…Khader og Co. hører til de borgerlige stød- og hjælpetropper.”
Med bemærkelsesværdig punktlighed er Dansk Folkeparti og NA på banen, når regeringen har brug for en dækhistorie til at skjule egne manøvrer. Tilbagevendende temaer er politikken overfor indvandrere, asylansøgere, religiøse og etniske minoriteter. Især gruppen af afviste irakiske asylansøgere er - efter først at være et anliggende i valgkampen 2007 - blevet til et mediedrama om en regering, der var på vej i mindretal. I virkeligheden er regeringen på ingen måde i mindretal. Oppositionen er med hele vejen til Bryssels og Afghanistan.
Hvordan samfundet behandler de svageste er en målestok, når politikere er i valgkamp. Netop de irakiske asylansøgere er blevet megen opmærksomhed til del, fordi den danske regering har medvirket til at bombe deres land tilbage til stenalderen, og her sidder de fast i lejre uden mulighed for at komme videre eller komme hjem. Frem til i sommer var det ifølge den samvittighedsløse regering udelukkende irakernes eget problem. Stor i slaget tilbød den fri transport og en mindre pose penge, bare de ville forsvinde. Men under valgkampen blev der lovet forbedringer, ikke mindst til den gruppe der har været lukket inde i lejre i 5–7 år.
’Løsningen’ er blevet at bruge asylsøgerne som politisk spin. Alle vil dem det godt, naturligvis, og alle ved, hvad der er bedst for dem. Ingen kan som den gamle lejrchef fra Røde Kors’ asylcentre, Jørgen Poulsen, nu koryfæ hos NA, løbe så stærkt til højre med den undskyldning at ville gøre det bedste for flygtninge. Det skulle da lige være Pia Kjærsgaard.
Lidt for festligt er det endelig blevet for de pæne damer, Pia Christmas-Møller og Gitte Seeberg, der valgte at forlade henholdsvis De Konservative og NA.
Da sandhedens time oprandt i asylsagen forrige uge, havde Birthe Rønn Hornbæk og Dansk Folkeparti lavet en så spag forbedring af forholdene, at et alternativt flertal i folketingssalen kunne anes. Det fik statsministeren til at inviterer NA til forhandlinger og så faldt de til patten. Asger Aamunds skelnen mellem et reaktionært borgerligt Danmark og et ’progressivt er ikke til at få øje på i virkeligheden.
Kristendemokrater, CD og senest Ny Alliance er endt som talerør for ubetydelige fraktioner i dansk erhvervsliv, uden holdepunkt i et interessefællesskab af egentlige mellemklasser. Det er heller ikke nemt når alle partier i folketinget hævder at de midterpartier.