Med Fernando Lugo - ’de fattiges biskops’ - valg til præsident i Paraguay for en uge siden er den lyserøde bølge af ægte demokratisk valgte regeringer den klart dominerende politiske faktor i Latin Amerika. Af Ron Ridenour
1. maj tale 2008, Den Røde Plads, Fælledparken
Med Fernando Lugo - ’de fattiges biskops’ - valg til præsident i Paraguay for en uge siden er den lyserøde bølge af ægte demokratisk valgte regeringer den klart dominerende politiske faktor i Latin Amerika.
Venezuelas Hugo Chavez’ bevægelse har brudt USAs hegemoni mere end de fleste nye venstre-centrum orienterede regeringer både på den politiske og økonomiske arena. Det var Chavez’ militære oprør i 1992, som førte til hans sejr som præsident, bakket op især af de fattige.
Der er kun få vasalstater tilbage i USA's baghave. Colombia er nøglen til disse, og derfor ser vi dens narko-paramilitære-terrorpræsident Álvaro Uribe angribe Ecuador og true Venezuela for deres påståede støtte til de såkaldte terrorister FARC - som en domstol i København under sagen mod Fighters&Lovers konkluderede ikke er terrorister.
Chavez er den stor humanitære stemme for løsladelse af fanger på begge sider. Det passer ikke imperialismen, eftersom FARCs fangeløsladelser gør mere gavn for dennes folkelige sag end de gør for den morderiske Uribe-regering. I sidste måned afleverede FN en rapport, som afviste at Chavez støtte terrorisme, eller er en menneskerettighedsforbryder, som Bush-Uribe påstår.
Deres anklager imod uskyldige er den klassiske: undertrykkerne skal ses som ofre.
Djævelen anklager Gud for at være djævel!
USA bruger Uribe, sit militær og sine paramilitære under et nyt navn (Sorte Ørn) til at teste, hvor stærk Chavez er, og hvor langt han vil gå. De infiltrerer med paramilitære kræfter over grænsen: de kidnapper og myrder folk, de sælger drugs og våben til unge bander til lav pris, de tester loyaliteten hos Venezuelas militær og politi. Sammen med den oligarkiske vasalklasse undergraver og stimulerer de varespekulationer og frygt. De forbereder FARC’s militære udryddelse, så de kan invadere Venezuela.
USA bruger ca. en milliard dollars årligt på Plan Colombia, som financier krigen mod oprørske bønder.
USA kan ikke invadere Venezuela i dag, fordi Iraks og Afghanistans modstandskamp er så omfattende og kraftig, at yankee’erne ikke kan styre en anden krig.
Ægte socialisme, hvor økonomien er ejet i fællesskab, og hvor arbejderklassen har reel magt over produktion og distribution og landets politik, er ikke til stede i Venezuela (eller noget andet sted i verden).
Men Den bolivariske Revolution har nået følgende:
1. Den viste verden, især de fattige, at det er muligt at skabeet alternativ til kapitalisme, nyliberalisme og imperialisme, at forbedre livet for de fattige og for arbejderklasses flertal.
2. Chavez’ regering har genoprettet forestillingen om socialisme som noget godt og nødvendigt til at erstatte den rå kapitalisme. ’Det 21. århundredes socialisme’ giver genlyd i mange lande, hvor der er stærk udbytning, sult og undertrykkelse.
3. Det nye parti PSUV (Venezuelas Forenede Socialistiske Parti) vil være et nøgleinstrument til magten og er, til forskel fra de fleste kommunistiske partier fra før det 21. århundrede, reelt demokratisk baseret og ledt. Mens der er flere tendenser om, hvor meget eller lidt socialisme der ønskes, er der ingen fraktioner, nu. Alle medlemmer skal følge de beslutninger, der er taget af repræsentanter fra de hundredvis af lokalt organiserede bataljoner.
Partiet viser også, hvor populær Chavez er. Da han opfordrede alle de mere end 20 partier, som støttede hans præsidentskab, til at forene i ét parti, meldte 5.7 millioner mennesker (1/3 af alle voksne i Venezuela) sig ind i det i løbet af tre måneder.
Nogle venstrefløjspartier kom ikke med, som PCV (Venezuelas Kommunistiske Parti), men Chavez og PSUV vil samarbejde med dem.
PSUV’s program blev affattet i marts i år og siger at: ”Målet er…en fællesskabsbaseret statslig socialisme ... at gøre selvforvaltning til virkelighed…at neutralisere værdiloven i økonomiens funktion”.
Venezuelas oligarki og de koloniserede vasalklasser er afhængige af Miamis livstil og identitet. De er stadig stærk repræsenterede i samfundet. De ejer 80% af alle medier, de største skrønefabrikanter på hele kontinent, som har frit slag. Denne klasse ejer også næsten alle banker, fabrikker, jord, transport og servicevirksomheder.
Men den folkeligt baserede stat har nu fire TV-kanaler, inklusive den fremragende professionelt og folkeligt producerede regionalkanal Telesur. Staten har også nationaliseret petroleum og gas, cementindustri, telekommunikation og elektricitet samt mange sociale tjenester. Under pres fra arbejderklassen og Chavez’ venstrefløj har han for få dage siden eksproprieret den afgørende stålindustri (SIDOR), som ikke ville hjælpe med de mange hundredetusinde boliger, som befolkningen var lovet. SIDOR er nu under ’arbejderråds styre’. Chavez har også eksproprieret nogle distributionsnetværk og kødemballeringskæder, 27 sukkerplantager og i alt 4 millioner hektar uopdyrket land. Statens egen fødevaredistributionskæde MERCAL sælger de fleste fødevarer til halvdelen af befolkningen til priser på fra 70 til 50 % af de private forretninger.
Fremtiden i Venezuela indebærer også:
Flere milliarder $ end nogen siden kommer ind i statskassen hvert år gennem statens fordobling af skatten om profit og fra nationaliseringer, der financier økonomiske og social forbedringer for de fattige og middelklassen.
BNP (bruttonationalprodukt) er steget næsten 100 % på ni år ($335 milliarder, ifølge CIA’s 2007 tal), og væksten har været over 10 % hvert år i de sidste 5 år. Det sociale forbrug per person er steget med over 300 %. De sociale udgifter er forøget fra 7% af statsbudgettet til 15 %. Fattigdommen er faldet fra at omfattet 51 % af befolkningen til 25 %.
Ligesom Cuba har Venezuela næsten elimineret analfabetisme (1.5 millioner mennesker, 76.000 af dem indfødte lærere). Ni nye universiteter og flere tekniske skoler er blevet bygget, og 200.000 nye studenter er under uddannelse. Næsten hele folket er nu gratis dækket i sundhedssektoren. Der er ca. 30,000 cubanske sundhedsarbejdere i landet. Spædbørnsdødeligheden err faldet fra 21 % per 1000 til 12%. Arbejderne og pensionisterne har Latin Amerikas højeste mindsteløn, ca. 1400 kroner om måneden. Arbejdsløshed er faldet fra 17 % til 7 %. Der er ca. 200.000 kooperativer ledte af folket med statsstøtte. Der er ca. 20 bolivariske sociale og uddannelsesmissioner med mange tusinde frivillige involveret i folkelige styrer i lokale områder.
I 2005 betalte Venezuela sit gæld til IMF og Verdensbanken ($3.3 milliarder) og trak sig ud af dem. Siden da og siden de regionale alliancer Mercosur og ALBA blev oprettet, erValutafondens lån i Latin Amerika faldet fra 80% af sin portefølje til 1%. Venezuela har lånt $5 milliarder til andre latinamerikanske lande. Venezuela har $35 milliarder i reserver.
ALBA (Daggry)
En af mange grunde til at USA beordrede sin vasalklasse til at vælte Chavez ved kuppet i april 2002 var hans ide om at danne en regional økonomisk byttehandelsalliance,ALBA (Det Bolivariske Alternativ for Latin Amerika) til at modvirke USA's ulige FTAA frihandelsprojekt. Efter Venezuelas økonomiske nedtur i 2002-2003 på grund af kuppet og lockouten, begyndte Chavez at oprette ALBA sammen med Cuba. I de sidste to år har tre andre lande meldt sig til: Bolivia, Nicaragua og Dominica, og der er syv andre lande på sidelinien.
I løbet af de tre år ALBA har fungeret med sit perspektiv om at skabe en regional integration, fri for sult, analfabetisme, undernæring og arbejdsløshed, har den nået meget:
Udover de regionale organismer har Venezuela indgået partnerskabsaftaler i milliardklassen med Kina, Rusland, Iran, Syrien, Indien og Indonesien.
- - -
Jeg opfordrer alle folk, som ønsker og vil skabe en verden uden krig og undertrykkelse til:
a) at støtte det latinamerikanske oprør;
b) at støtte de tapre danske som kæmper imod terrorlove (Oprør, Fighters & Lovers, anden verdenskrigs modstandsfolk i Horserød-Stutthof Forening, TIB o.s.v.);
c) at genoprette initiativet STOP TERRORKRIGEN, så vi bedre kan kæmpe imod alle imperialismes krige.
Ron Ridenour
Maj 1, 2008
Den Røde Plads, København Fælledparken
Netavisen 4. maj 2008