Af Patrick Mac Manus
Afslutningen af den ’kolde krig’ har givet anledning til en opfattelse af, at selve historien nu er afsluttet. Med de liberal-demokratiske værdiers sejr er den verdenshistoriske hovedkonflikt bragt ud af verden. Den historiske proces har nået sit mål.
At Francis Fukuyama siden har tilbagekaldt hovedtesen i sin filosofiske fanfare, The end of history and the last man (1992), har ikke forhindret, at forestillingen om historiens egentlige afslutning er en underliggende politisk strømning i tiden. Fra denne synsvinkel er udbredelsen af det liberal-demokratiske værdigrundlag på globalt niveau det eneste tilbageværende historiske alternativ.
Dette værdigrundlag kommer bl.a. til udtryk i den såkaldte Washington Konsensus, en politisk-økonomisk formel eller et regelsæt, der foreskriver bestemte omstruktureringer i især de fattigere landes sociale og politiske systemer. Omfattende privatiseringer, reelt en ekspropriation af samfundsmæssige ressourcer, indtager her en nøglestilling.
I denne neo-liberale vision afløses samfundenes historie af en verdenstilstand, der dybest set er ahistorisk og historieløs. Verden tømmes for de alternativer, der udspringer af forskellige historier, af forskellige vilkår, erfaringer og behov. En tilsyneladende afpolitiseret udgave af denne tilgang, hvor både den strukturelle og umiddelbare vold i processen underbetones, findes i udbredte opfattelser af ’globaliseringen’.
I en verden uden alternativ kan den tilbageværende modstand nu betegnes som irrationel, og dens overvindelse, også gennem voldelig intervention, kan undertiden betragtes som legitim. Begrebet ’ondskab’ er endda blevet genoplivet, ikke mindst i den politiske retorik, der præger den såkaldte ’krig mod terror’. Ikke ’ondskab’ som tilsyneladende uforanderligt kendetegn ved menneskelivet som sådant, men som fænomen, der helt kan fjernes fra verden. En verden uden ondskab er i denne optik en verden, hvor magtens projekt endeligt har sejret.
Det irrationelle i den fremherskende tænkning fremkalder da også sit eget irrationelle modsvar. Når mennesker berøves muligheden for at handle rationelt i forhold til egen interesse, indsigt og historie, udvikles det irrationelle som kompensationsform. Afmagt og modstandens irrationelle udtryksformer nærer hinanden. Under afmagtens vilkår, under fraværet af reelle handlemuligheder, udvikles tankesæt og handlingsmønstre, der kan være radikalt selvdestruktive. Både på individuelt og kollektivt plan.
Et ekstremt historisk eksempel på denne selvdestruktivitet er de sydafrikanske Xosaer, hvis militære modstand i midten af den nittende århundrede var blevet brudt efter årtiers krig mod de fremtrængende kolonisatorer. Under en kvindelig profets anvisninger greb befolkningen til nedslagtning af eget kvæg i titusindtal. Denne ofring skulle bringe en ny tid med sig, hvor det gamle samfund ville genopstå. At miste alt ved egen hånd, ved egen hånd at foregribe den forventede udslettelse, var at foretrække frem for passivt at underkaste sig en historisk proces, der forekom at være uden alternativ. Kun i kraft af en sidste selvødelæggende handling ville et mytisk alternativ kunne vise sig.
Oplevelsen af udsigtsløshed, den destruktive reaktion og den konservative drøm om det gamle samfunds mytiske genopståen er også en nutidig erfaring. De nederlag, som socialismen, de nationale befrielsesbevægelser og selv en relativ moderat demokratisk reformpolitik har lidt igennem de senere årtier, har bidraget til en omfattende desorientering af befolkninger, til skærpelsen af en etnisk og religiøs identitetspolitik, til en hadets (og selvhadets) politik, der i dag er et truende element i en lang række samfund i verden, ikke mindst i mellemøstlige og afrikanske samfund, hvis politisk-økonomiske udvikling er blokeret af både nationale og internationale magtstrukturer.
II
Opgaven er at fastholde alternativerne og at åbne for nye. At påvise og vise, at der er andre veje. Opgaven i denne del af verden er at bidrage indefra til en svækkelse af den fremherskende politisk-økonomiske model. En sådan svækkelse vil give befolkninger i den ’anden’ verden mulighed for i stigende grad selv at udvikle alternativer, der yderligere vil underminere denne politisk-økonomiske models dominans. De senere års latinamerikanske opbrud og udfordring af den såkaldte Washington Konsensus er et lovende tegn. Et fælles mål for disse mangfoldige kampe er og må være demokratiske og institutionelle fornyelser på både lokalt og globalt niveau.
Den demokratiske styreforms dynamik og tiltrækningskraft skal genskabes – ikke mindst i en tid, hvor en statslig sikkerhedspolitisk interesse i stigende grad nedbryder de politiske rettigheder. Næret af en frygtens politik, som den såkaldte ’krig mod terror’ hviler på, træder et vidtgående sikkerhedshensyn i disse år i stedet for den udvidelse af de demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og nationale konflikter.
I realiteten er demokratiske styreformer i vidt omfang uprøvede på både lokalt og især globalt niveau. Hidtidige demokratiske landvindinger, som endnu på intet tidspunkt har omfattet centrale økonomiske strukturer på nationalt eller globalt niveau, er på utallige områder truet, stagnerende eller i reel tilbagegang. Demokratiet er i krise, både i sin nuværende indsnævrede form, der ret beset allerede blev skabt i det nittende århundrede, og i forhold til det niveau, som er påkrævet til løsning af det menneskelige samfunds globale udviklingsopgaver.
Kampen for demokratiet er et åbent og eksperimenterende forløb, der ikke må forfalde til den alternativløse tænkning, der kendetegner både den nuværende politisk-økonomiske model og en række hidtidige forsøg på at gøre op med den. Ikke mindst socialismens historie er præget af en sådan tendens, som har bidraget til dens svækkelse og sammenbrud.
Den globale modstand udgår ikke fra et bestemt centrum, den ledes ikke af en bestemt instans, er ikke underlagt et enkelt, hierarkisk sprog. Den hviler på forskellige tolkninger, forskellige sprog og kulturer. At forbinde modstandens elementer, at knytte dens tråde og temaer sammen, at skabe overblik uden at reducere, at gøre modstanden forståelig for sig selv i hele sin globale kompleksitet, i sin samtidighed og usamtidighed, i sine ligheder og forskelligheder, er i dag en nødvendig praktisk og teoretisk bestanddel i udviklingen af denne modstand.
Der er også behov for at gribe tilbage til modstandsformer, herunder de anarkistiske og utopiske, der i den socialistiske tradition blev udgrænset og fordømt. Der er også en modstandens undertrykte historie, der skal rehabiliteres i en verdensåben tilegnelse af den mangfoldighed af kamp- og protestformer, der kendetegner verden i disse år.
III
Dette er en epoke med tilspidset konflikt. Et svækket stormagt viger for nye geopolitiske interesser, der er under uformning i disse år. Den destruktivitet og irrationalitet, som ethvert truet hegemoni udviser, vil være et væsentligt element i denne proces. Det er en epoke præget af store farer og store muligheder. Et truet naturgrundlag, voksende global ulighed, masseopbrud og migration, ressourcekamp og krige er det stof, som revolutionære omvæltninger er gjort af – både i historien og i fremtiden. Herskende klassers manglende evne til at erkende og handle i forhold disse ufordringer er et yderligere og altid afgørende element. Ret beset er alle sociale revolutioner vokset ud af en sådan uformåen. En uformåen, der afspejler sig i forestillingen om historiens egentlige afslutning, i de herskendes drøm om en tid uden alternativer.
Men også modstanden må erkende sin uformåen, erkende det ’uerkendte’ i den historiske proces, ikke mindst i perioder præget af dybtgående sociale kriser. I en sådan periode vil begivenheder og handlinger oftest ’løbe forud’ for de begreber, som modstanden endnu formulerer sig i. Netop derfor vil enhver fastfrysning af perspektiver bidrage til en selvforskyldt uformåen, der kan undgås. Den ’uformåen’, der vedrører det principielt ’uerkendte’ i en krisepræget historisk proces, kan ikke undgås.
Det er måske netop definitionen på en ’krise’, at den overgår det repertoire af viden og handlemuligheder, som er til rådighed, og at dette misforhold ikke erkendes af aktørerne. Dette er sandsynligvis tilfældet i dag: Vi lever med et fravær af begreber og handlingsperspektiver, der blot tilnærmelsesvis svarer til omfanget af de farer og af de muligheder, der ligger forude. Kreativitetens mod og modets kreativitet er der mere end nogensinde brug for i disse år.
Patrick Mac Manus er også talsperson for Foreningen Oprør
Netavisen 3. februar 2007