Kommunistisk Politik 25, 2007
En kommentar op til nytåret 2007/2008 af B.C. Andersen
Her i december gærer og rumler nisseøllene, som er langt ud over sidste salgsdato, i mangen en overførselsmave.
Og er man uden friværdi, aktie eller pensionsspekulationer, føler man næsten denne rumlen og tiltagende eksplosionsagtige trykken som ”en guds velsignelse” oven på om ikke et helt års, så dog en måneds vellevned, hvor det billigste, klæge mørke rugbrød fra discounten på en måned er steget med 25 procent, ”den gode hakkede” med den sunde fedtprocent på 18 til 22 tog et festligt prishop i køledisken på 30 procent, smørret – det fra Kærgården – skrabet sneg sig op på en 33 procent stigning. Kun hvad en virkelig trængende har brug for, lokumspapir, koster stadig en tier, men for seks ruller, i stedet for tidligere otte!
Denne trykken, mangel på lidt omsorgsfuldt blødt papir, her sidst på måneden, og så lageret af gratisaviser, sætter gang i ens til tider sparsomme tanker, som man sidder ene og læser for sig selv bag den lukkede dør.
Men ingen skal høre mig klage, heller ikke kræve ind og hyle op om mere i førtidspension. Jeg skal ikke hænges ud for at bære ved til bålet, have skylden for et kommende bank- og finanskrak, hvor bunden går ud af ejendomsmarkedet, folk bliver sat på gaden af banker og kreditforeninger.
Det må hjemmehjælperne, plejehjemspersonalet selv bære ansvaret for, når deres hæmningsløse forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger udmøntes til kroner/euro og ifølge OECD helt og aldeles river tæppet væk under dansk økonomi og velfærdssamfundet!
Man må være solidarisk, skriver aviserne, og det skal kunne betale sig at arbejde, hører jeg inde fra stuen, radioen samstemmende falde i. Se bare til CEPOS, de har fat i den rigtige ende. En 23 procent flad skat til alle, det er solidarisk. Ens skatteprocent, det må kunne få selv de sidste med poserne nede på bænken til at lette sig, få fingeren ud, især når finansieringen indebærer en afskaffelse af alle overførelsesindkomster, på nær en uspecifik invalidepension i særlige individuelle tilfælde og en smule privatiseret fattighjælp til de virkelig uforskyldte fattige, hvem de så er. Måske dem fra opgangene, kælderhalsene, bag buskene i parken, der ikke kom i tv, da kronprinsen delte fradragsberettigede og sponserede fribilletter ud til en fodboldkamp, når foråret engang sætter ind!
Som man sidder ene i fred, læser de reklamefinansierede trykte medier, mens man venter, løser tingene sig, det falder ligesom på plads. Markedet har jo vist sig at kunne klare alle udfordringer og behov. Tag nu de gamle, der i årevis ikke har kunnet få hjemmehjælp. Regeringen har jo ret, det er et spørgsmål om ledelse og planlægning, ikke om penge eller flere hænder, som de socialistiske ballademagere kæfter op med.
Der skal nytænkning til som i Århus, hvor man kreativt og på en positiv måde løser manglen på hjemmehjælpere ved at revidere og nytænke vagtplanerne, så en hjemmehjælper kan være to steder på en gang. Det må vel siges at være kvalitetsreform og dokumenterbar nytænkning!
Det samme med ventelisterne, behandlingsgarantierne, manglen på læger og sygeplejersker i det offentlige. Ud med de to ruller blødt enkeltlagspapir fra discounten, ind med gratisaviserne. Det er simpelt og ligetil.
Det offentlige sygehusvæsen med alle dets dårligdomme og skavanker, ventelister, behandlingsgarantier og utilfredse og underbetalte sygeplejersker skal i højere grad lade markedet og det private initiativ klare problemerne, overlade flere operationer til det stigende antal privathospitaler, så behandlingsgarantierne bliver overholdt, og patienterne bliver glade. Den øgede aktivitet på landets privathospitaler nødvendiggør mere personale, som hentes på de offentlige sygehuse, og de før så utilfredse og underbetalte sygeplejersker får bedre arbejdsvilkår og en langt højere løn.
Det er Ebberød Bank og kan måske ligne en momskarrusel, men meningen er god nok. Til sidst er alle ansat i det private og de offentlige sygehuse nedlagt som følge af de besparelser, der må til for at opretholde skattestoppet, de stigende sundhedsøkonomiske omkostninger, omfordelingen af penge fra det offentlige til den private sektor betyder. Men markedet har vel så bevist sin overlegenhed og sikret den fremtidige velfærd, eller hvad?
Og mens vi er ved sundhed, så er der nogen, som siger, fisk ikke er så ring’. Sådanne gærede nisseøl er heller ikke så ring’.
Tv-Avisen, man ik’ ka’ pak’ fisk ind i, er heller ik’ så ring’. Den kan pakke så meget andet ind!
Som når politiet pakkes ind i vat. Mikrofonholderne står som De tre aber – ikke se, ikke høre, ikke tale – og i forbifarten, betalt, bestilt, let og elegant, undlader de at gå bare lidt i dybden med krænkelserne af borgernes rettigheder og landets lovgivning fra politiet, som i mangel af papir fra discounten bruger Grundloven henne på stationen og stiller sig op i den lange kø ved håndvasken bag statsmagtens øvrige håndlangere og lakajer.
Ulovlig indtrængning, ransagelse uden dommerkendelser, hærværk, som løber op i flere hundrede tusinde kroner hos organisationer, institutioner og privatpersoner – eksempelvis Rød Ungdom, Socialistisk Ungdomsfront, Det Frie Gymnasium, Internationalt Forum, Tillidsmandsringen, trykkeriet Røde Hane, Værestedet Gaderummet, hos kunstforeninger og lokale tv-stationer – i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, er ”ikke noget, man taler om”, selvom der er langt mellem nyhederne i den evige strøm af intetsigende gentagelser på den såkaldte nyhedskanal, der leverer en lind strøm 24 timer i døgnet.
Der skulle ellers være nok for en ikke særlig opvakt journalist, nu da den globale opvarmning og klimaændringerne tilsyneladende også har ramt politietaten. Paramilitære metoder som i Sydamerika har i stigende grad vundet indpas blandt ”lovens håndhævere”. Ulovlig bortførelse og gennembankning af tilfældige borgere på gaden, som da den 17-årige Henrik på sin fødselsdag blev et tilfældigt offer og ”kørt i skoven” af civilklædt politi, er kun et blandt mange af etatens nye metoder, som sammen med masseanholdelser, gasangreb på lovlige demonstranter, der fanges og lukkes inde ved en knibtangsmanøvre og ikke kan slippe væk, skal skræmme og afholde befolkningen fra at være uenige med regeringen og de valgte politikere.
Man kunne fristes til at spørge: Hvorfor er der ingen af alle mediedarlingerne, der stiller spørgsmålet, hvordan er det nu lige, det ligger med definitionen på terror, der sætter en organisation på EU’s terrorliste?
Men det er nu heller ikke let for folketing og de valgte politikere med en stadig mere uregerlig, udemokratisk befolkning, der hele tiden bare er uenig og utilfreds. Ingen har endnu sagt det højt, men befolkningen er uden for pædagogisk rækkevidde!
Som nu i spørgsmålet om Lissabontraktaten, der ifølge regeringen og de juridiske eksperter end ikke er en traktat eller noget, man behøver at tillægge særlig betydning. Men her vil ikke kun den danske befolkning høres ved en folkeafstemning. I samtlige medlemslande er der flertal for folkeafstemning, fra Slovenien med det laveste på 55 procent til England med 83 procent, og de 87 procent i Irland, hvor befolkningen som de eneste efter planen nådigst får lov til at stemme, og efter millioner af euro er brugt på en skræmme og lokke kampagne.
De penge sparer vi i Danmark. Folketinget og statsminister Anders Fogh vedtog demokratisk i tide ikke at høre en i bunden udemokratisk befolkning, som er uden visioner og ej har indsigt nok til at kunne træffe den helt rigtige beslutning, der med en anden stor dansk statsministers ord fra 1941 klart betyder ”… at Europa vil undergå en udvikling, og Danmark som andre nationer gå ind i de nye baner for samvirke og samhandel, men det vil næppe være svært for Danmark, thi i svundne tider har vi haft en betydelig samhandel med Tyskland, og dertil er erhvervsliv og befolkning rede …”
”… De små stater har intet at frygte, de vil beholde deres selvstændighed. Kun på det erhvervsmæssige, militærpolitiske og udenrigspolitiske område må ledelsen være fælles og bestemmes af Tyskland, ellers kan de enkelte lande indrette sig, som de selv vil.”
Også i 1941 omfattede planen for en Europæisk Union et fælles statsborgerskab, en fælles mønt, retslig og politimæssigt harmonisering, en fælles korporativ forfatning, der til forveksling kunne ligne nogle af de fire forbehold, der på demokratisk vis snart bliver fjernet af manipulatoren, marionetten og kloningen Anders Thorning Helle Fogh
Danmark kan så fuldt ud yde sit bidrag til udbredelsen af menneskerettigheder, de sande vestlige værdier, demokrati verden over, et nyt neuuropæisk folkefællesskab under førerskab af lederen i Det Hvide Hus.
Det er ligesom Danmarks tidligere og nuværende humanitære indsats på Balkan, i Irak eller i Afghanistan ikke noget, man sætter til folkeafstemning.
Folket ved man ikke, hvor man har. Det kunne rejse sig, trække og skylle ud!
Netavisen 23. december 2007