Der er ingen tvivl. Enhedslisten har problemer. Med Islam. Ikke med kristendom, jødedom eller buddhisme. Heller ikke så meget med muslimske kvinder, men med muslimske mænd. Havde Mustafa bin Aladdin forsøgt opstille på Asmaa Abdol-Hamids plads på valglisten, var han aldrig blevet opstillet. Nu har man brugt rundt regnet 1001 timer på at diskutere et tørklæde, mens krig, terror, Guantanamo, Irak og Palæstina har fået én, eller var det tre timer. Valget sker i skyggen af krig, terror og fire millioner irakiske flygtninge, og Enhedslistens berøringsangst over for Islam har sat gang i en medlemsflugt, og på tirsdag bliver prisen helt sikkert færre eller ingen pladser i tinget.
Cubanerne, som har levet i belejringstilstand på Amerikas skyggeside, siden de gjorde oprør og nægtede at adlyde Onkel Sam i 1959, har stor erfaring med hans demokratiske sindelag. Det tapre cubanske folk har modstået blokade, sanktioner, terror, snigmord og militære interventioner, hvor den amerikanske ”Big Brother” forsøgte at gøre hele Cuba til en stor Guantanamolejr.
Det samme skete i Korea, hvor USA’s militære aggression 1950-53 krævede mellem tre og fire millioner ofre. USA har helt frem til i år nægtet at erkende, at krigen i Korea er slut. USA er med sin politik over for Cuba og Korea mislykkedes med sine ”befrielses”-projekter i disse lande.
Siden 1991 har USA’s ”demokratiske” projekt i Irak udviklet sig til et mareridt med fire millioner irakere på flugt. Iran bliver nu af USA udsat for militære og økonomiske trusler.
Jamen Cubas, Koreas og Irans regeringer er ikke socialistiske, siger nogle folk fra SF og EL. Det er muligt, men sagen handler ikke om, om der er socialisme eller demokrati i disse stater.
Først og fremmest er ingen af disse stater racistiske apartheid-stater. Kun to stater i vor tid kan kaldes racistiske apartheid-stater: Det er staten Israel og Sydafrika under apartheid. Det har flere FN-resolutioner også fastslået.
Mod racistiske stater er det berettiget at bruge boykot- og sanktionsvåbnet for at isolere regimet og bringe det til fald. Sanktionsvåbnet og de militære interventioners metode er meget skarpe våben, som man ikke skal lege med og true med til højre og venstre, sådan som USA gør.
Og især i den arabiske og muslimske verden opfattes USA og dets trofaste medløbere i Danmark ikke som garanter for en demokratisk udvikling, snarere som en gangster, der bomber, besætter, voldtager og myrder.
Sovjets indmarch i Afghanistan i 1978, krigsforbrydelserne og borgerkrigen, der fulgte, skete i både ”socialismens” og ”demokratiets” navn. Afghanistan blev Sovjets Vietnam. Og mennesker i hele den muslimske og arabiske verden kom til en indsigt om, at hvis Afghanistan og Palæstina – staten Israels kolonisering – er den vestlige vej til demokrati og socialisme, så ønsker man det ikke. Og man søgte andre veje.
Statens Israels oprettelse har vist sig at være FN’s største fejltagelse. Koloniseringen af Palæstinas land og folk gennem terror, krig og apartheid-love har gjort Palæstina til et mægtigt Camp Guantanamo, hvor der findes første- og andenklasses mennesker, palæstinenserne. For vore brødre og søstre i Palæstina er terror, sult, politiske mord, tortur og massearbejdsløshed hverdag.
Og det kaldes på dansk og amerikansk ”demokrati”.
Sidste år fik fangerne i det zionistiske Camp Palæstina så lov at vælge et selvstyre-råd. Men lejrkommandanten, Israels zionistiske junta og dens uundværlige amerikanske bagmænd, brød sig ikke om resultatet.
Palæstinenserne fik klar besked: ”I har valgt de forkerte. I har valgt terrorister.”
Og USA og EU indførte sanktioner og blokade mod palæstinensernes demokratisk valgte regering.
Valget blev en skueproces i ”vores” vestlige hykleri. ”Vores” image og demokratiske troværdighed er nu på vej ned under nulpunktet i den arabiske verden. Derfor er der ingen, der har virkelig tillid til ”os”, heller ikke når de kalder sig socialister og kommer fra SF og EL.
At folk fra EL i denne situation stiller ”ultimative”, ensidige krav til både det ene og anden befrielsesbevægelse og ”slyngelstats”-regering, bliver kun taget til indtægt for sanktioner og militære indgreb. Den iranske opposition siger nej tak til hjælp udefra – 390 millioner, som Bush-administrationen havde tilbudt – for det er blodpenge, som gangsterne i Washington tilbyder.
Bortset fra det åbenbare faktum, at USA’s nuværende regime i USA ikke tilstræber ægte folkeligt demokrati eller socialisme for folket på Cuba, i Korea, Iran eller andre af de såkaldte ”slyngelstater”, så bør det være vores udgangspunkt, at de undertrykte folks befrielse er deres eget værk.
Revolutionen kan ikke eksporteres, som Stalin udtrykte det. På samme måde som vi respekterer menneskers ret til at ytre kritik af Thorning/Fogh eller Enhedslisten, må vi respektere folkenes ret til at vælge, hvilken vej de vil gå. En ”demokratisk befrielse” indført fra oven, som USA’s forsøg i Irak og tidligere Sovjets i Afghanistan, er ikke bare i strid med folkeretten. Det er ingen virkelig befrielse, men neo-kolonialisme, hvis ikke den nationale modstandsbevægelse mod et tyrannisk regime er den afgørende politiske og militære faktor.
Magt giver ikke ret
Det var kernen i FN’s Charter, som blev vedtaget i 1945, hvor forbuddet mod aggressionskrig og retten til selvforsvar blev nedskrevet. At stormagter som USA, Sovjet/Rusland og Storbritannien har magt til at vælte regimer, giver dem ikke ret. Det handler ikke, som Rune Lund fra EL påstår, at være ven med ”fjendens fjende”. 1)
Det handler om, at flertallet af folkene i disse selvstændige stater som Cuba, Korea, Iran, Syrien og Palæstina har en demokratisk ret til at gå en anden vej end den, der accepteres i de kapitalistiske Nato-stater. Det betyder ikke, at vi bliver politiske allierede, fordi vi forsvarer deres ret til at vælge en ”storbytosset” regering.
Og med det blodige KZ-Guantanamo-image, som alle stater og folk i Nato-alliancen er besmittet med, er vi slet ikke i en position, hvor vi kan diktere dem, hvilken vej de skal gå. Det bør være vor dybe folke-demokratiske forståelse af solidaritets-begrebet. Denne solidaritet udelukker ikke kritik af disse regimer, som angiveligt fører en selvstændig kurs, men at true med sanktioner og krig vil tværtimod bekræfte disse folks fordomme om det aggressive vesten. Kun gennem vort gode eksempel, ved at vi ophører med de militære trusler og ophæver sanktionerne, har vi en mulighed for gensidig påvirkning.
Enhedslisten har travlt med at kritisere DFR Korea, samtidigt med at man er mundlam, når det gælder regimet i Beijing, som jo har holdt Nordkorea på benene. Hvis EL’s kritik af DFR Korea var alvorligt ment, burde man jo rette skytset imod Kina. Det gør man ikke.
Hænger det sammen med, at EL har lyttet for meget til ”Venskabsforeningen Danmark-USA”, hvor man er overordentligt glade over de saftige kapitalistiske profitter, der udpresses af det kinesiske folk, og derfor ikke stiller samme krav her?
Et andet land, som EL og har travlt med at kritisere, er Iran. Angiveligt findes der mange demokratiske mangler at kritisere i landet. Men hvorfor tier man om Saudi-Arabien, USA’s næstvigtigste allierede i den arabiske verden? Eller om Pakistan? Måske hænger det sammen med, at USA drømmer om at gøre det samme med Iran, som de har gjort med Irak? Selvom kvinderne nægtes retten til at stemme i Saudi-Arabien, hvor Iran er kommet meget længere, er det Iran, Enhedslisten retter hovedskytset imod.
Formanden for Irans Journalistforbund, Rajab, fortæller til Politiken, at ”i Iran har kampen for demokrati stået på i over 100 år. Der er en langt mere åben debat i Iran end i arabiske lande. Det kan kun sammenlignes med Libanon og Egypten”, og Palæstina kunne tillægges, men, tilføjer han, ”Iran er ikke noget demokrati, men heller ikke et diktatur”. Og heller ikke socialistisk, kan tillægges.
Igen handler det ikke om, om der er socialisme i Iran på Cuba eller i Nordkorea. Folkene i disse lande fortjener vor solidaritet, og de afviser sanktioner, blokade og udenlandske militære ”befrielser” af deres lande.