Det syge valg

Leder
Kommunistisk Politik 22, 2007

Racisten - Politistatsmanden - Dobbeltspilleren -
Krigsforbryderne

De danske valgkampe er deprimerende ens. Alle sejl, medierne og masser af millioner bliver sat til for at undgå at komme ind på de mest centrale politiske spørgsmål, som optager hovedparten af danskerne. I stedet serveres en lind strøm af valgløfter om forbedringer på det ene og det andet område, som normalt er glemt i samme sekund, stemmerne er talt op.

Ved hver eneste valgkamp i de sidste 10-15 år er der blevet talt om overbelægningen på hospitalsgangene. Ved hvert eneste valg har regering og opposition lovet at gøre noget ved det. Og alligevel dukker temaet usvigeligt op igen næste gang. I mange år var det kassedamernes forhold, der ville blive forbedret. Det er ikke sket; i stedet går løfterne nu til sosu’erne – og efter valget kan de glemme alt om store lønløft og de milde gaver, de blev lovet, da de aktionerede.

Den vigtige politik må ikke diskuteres. Det er de dominerende partier og medier enige om. Krigen i Afghanistan og i Irak må ikke drøftes. Højst med et krav om undersøgelse af,  hvorfor Fogh overhovedet gik i krig. Ikke én politiker, ikke et medie fortæller, at USA, NATO og Danmark er ved at tabe den ulovlige krig i Afghanistan, eller at Irak-krigen er en af alle tiders største krigsforbrydelser, og at Anders Foghs og hans regerings hænder drypper af blod, som også er sprøjtet på den loyale opposition, som længe stemte for tropper i Irak og stadig gør det i Afghanistan. Ingen fortæller, at USA's politik og vasallernes følgagtighed – indbefattet den danske – har sat Mellemøsten i brand eller at krigsanstifterne befinder sig på Christiansborg og i krigskoalitionens regeringskontorer.

Spørgsmålet om disse krige er centrale spørgsmål for menneskeheden og optager folk overalt på kloden. Men de er ikke til stede i den danske valgkamp.
Lidt mindre farligt, lidt mindre kontroversielt, er spørgsmålet om den ny unionsforfatning. Men de danske unionspolitikere er utrolig forhippede på at undgå, at den bliver sendt til afstemning. Frygten for et nej som til Maastricht-traktaten og til euro’en stikker dybt, både hos den siddende regering og hos socialdemokraterne og De radikale. Spørgsmålet skal udskydes til efter valget – og det i en sådan grad, at Ny Alliance, der i sit program har kravet om en folkeafstemning under valgkampen ikke vil fortælle, om de vil forlange den (hvad de ikke vil).

Men så ’velfærd’ da? Det snakker de jo alle om. Den vil de alle forbedre, igen og igen. Bedre skoler, bedre hospitaler, bedre offentlig sektor, bedre og bedre. Kravene er simple, og hundredtusinder i alle aldre er gået på gaden for dem. Så sent som ved folketingets åbning den 2. oktober stod mere end hundredtusinde og krævede ’flere hænder’ og ’mere kvalitet’ i den offentlige sektor.  Under valgkampen har titusinder af folkeskoleelever gennem deres aktioner vist, at skolerne er nedslidte, kan være særdeles sundhedsfarlige og ikke har udskiftet undervisningsmaterialer i årtier. Selv om forbedringer er lovet valg efter valg, er de ikke kommet. En ny regering Fogh vil være garant for, at der ikke sker noget på det felt.

Og både VK og SR går let elegant uden om spørgsmålet om dramatiske lønforhøjelser til de lavestlønnede i den offentlige sektor. Det er jo et overenskomstspørgsmål og hører ikke hjemme i valgkampen, siger de. Og uanset hvilken regering det bliver, vil der utvivlsomt komme et regeringsindgreb, hvis sosu’erne og de øvrige arbejdere i det offentlige siger nej til ny overenskomster, der ikke imødekommer dem. Dette bryder ingen af de parlamentariske spillere sig om at få belyst.

Det er nogle af grundene til, at en dansk valgkamp er så syg, og at den i stedet for at handle om politik drejer sig om balloner og løfter. Derfor fylder spin og spekulationer enormt meget, sammen med meningsmålinger, spændende konstellationer og styling af hovedpersonerne.

Alt tyder på, at dette valg betyder en kraftig drejning mod venstre. At folk er dødtrætte af VKO-konstellationen. Mange borgerlige vælgere vil af med Pia Kjærsgaard. Samtidig rykker store masser mod venstre, udtrykt i tal, der tyder på mere end en fordobling af SF.

Alligevel er mediedarling Naser Khader og hans Ny Alliance vildt forhippede på at redde regeringen Fogh, der står til en kraftig tilbagegang, og NA kan måske slippe af sted med det.
Det ville ligne det syge danske valg.

Netavisen 9. november 2007