Taburetkamp

Kommunistisk Politik 21, 2007

Denne kommentar til Enhedslistens beslutning om at indkalde til ekstraordinært landsmøde omkring Asmaa Abdol-Hamid er fra før folketingsvalget blev udskrevet. Som bekendt afblæste det fraktionskampene om Asmaas opstilling og landsmødet blev aflyst. Hun bliver nu enten valgt, eller slet ikke. Asmaa-sagen har afsløret Enhedslisten som et nyt VS, stadig indviklet i uprincipielle fraktionskampe, fordi det er et parti uden faste principper.

Den unge folketingskandidat for Enhedslisten, Asmaa Abdol-Hamid, er blevet centrum i et offentligt rivegilde af de helt store i partiets historie. Efter kun et halvt år som nummer seks på opstillingslisten er der nu kaldt til omvalg og ekstraordinært landsmøde. Beslutningen, der blev vedtaget med et stort flertal af hovedbestyrelsen, er blevet modtaget meget lunkent af de lokale bestyrelser - derfor er der også samtidig nyvalg til hovedbestyrelsen.
Splittelsen er først og fremmest udsprunget af svage meningsmålinger, der i perioder sender Enhedslisten helt ud af folketinget. Asmaa har fået den lidet flatterende rolle som prügelmuslim i den anledning.

Men de dårlige målinger er især forbundet med at partiets principløse parlamentarisme – den samme som fik partiet til at opstille en religiøs kandidat i håbet om at score lette stemmer. Et relativt stort mindretal i organisationen har længe haft travlt med at gøre sig til overfor socialdemokratiet og imperialismen, og har haft mere travlt med at tage afstand fra modstandsbevægelser og ’oprørere’, Iran og Kina end fra Fogh, USA, EU og kongehuset.
Nu står en valgkamp måske for døren og panikken har bredt sig. Det ekstraordinære landsmøde og om-urafstemningen ligner en typisk magtkamp om taburetter, ikke mindst de såkaldt ’sikre’.

Kun ganske få kritikere af Enhedslistens kandidatliste har forholdt sig principielt til spørgsmålet -  så ville sagen stå og falde på om der var en klar overtrædelse af partiets egne regler. Knirkeriet i partiet handler alene om den kritik, der har været rejst i den borgerlige presse. Før forårets landsmøde var der enighed om, at kendte ansigter var vejen frem. Da man så fik, hvad man bad om,  er der et tilføjet et ekstra krav om, at man også skal være populær i de herskendes medier.

På hjemmesiden modkraft.dk har debatten bølget frem og tilbage om, hvor religiøs man har lov til at være, men ingen synes at stille et principielt krav op, som man åbent kan vedtage. Argumentationen lyder simpelthen, at ’politik og religion skal være adskilt’. Så der er rigelig plads til folk med åndesyn, så længe de hævder, at det ingen indflydelse har på deres politiske standpunkt, mens folk, der tror, at deres plads i himmerriget er sikret gennem medlemskab af Enhedslisten iført nonnedragt ikke har nogen gang på jorden.
Det principielle ville være et marxistisk opgør med al form for tro og religion, startende i partiet selv.

Kravet om populærere kandidater er urealistisk. Det er simpelthen ikke muligt at føre en ægte kamp igennem mod system eller arbejdsgivere og samtidig tro, at man kan få positiv omtale i BT og TV2-Nyhederne. Gas og fængsel er mere reglen. Pressen er sammenspist og dybt afhængig af kapitalens støtte, og derfor må man forvente et hadsk angreb fra reaktionen, hvis man siger sandheden eller rejser bare nogenlunde farlige synspunkter. Stiller man sig op og forsvarer det amerikanske angreb på Irak og Afghanistan,  så har man statsminister-potentiale, mens hvis man siger, at de danske soldater dør for kapitalens interesser, mens deres banemænd har ret til at kæmpe for selvstændighed, så vinder man ingen bånd og stjerner. Sådan er kapitalismen.

Enhedslistens egentlige problem ses også tydeligt af deres kandidaters virke i de få kommuner, hvor det er lykkedes at fastholde medlemmer af byrådene. I København måtte man sande, at en borgmesterpost for skoleområdet ikke betød andet, end at man fik ansvaret for alverdens ulykker og rod i administrationen. Som socialborgmester har Enhedslistens Mikkel Warming ikke kunnet forhindre nedskæringer, og så betyder det jo ikke ret meget for demonstranterne, at den ansvarlige politiker kommer ned og hilser og sige tak - når han bagefter sætter sig op på sin taburet igen uden at tage konsekvensen af, at der bliver ført en politik han ikke kan stå inde for.

På Frederiksberg, en af landets rigeste kommuner, kan udbyttet af en stemme på Enhedslisten opsummeres som en appel til det borgerlige flertal om at støtte det frivillige sociale arbejde med en ny bygning, der giver plads til at holde møder.
I Randers er Bjarne Overmark fra beboerlisten indgået i budgetforliget sammen med samtlige andre i byrådet. Da han så fik lidt kritik af Randers Lærerforening, erklærede formanden for Børn og Skoleudvalget – det er Bjarne Overmark - sig også enig med dem.
Der er en afgørende forskel på at være i kampen - og så blind accept af det repræsentative parlamentariske demokrati.

Situationen ligner de andre steder i landet, hvor man mere og mere ubekymret er blevet en mindre sideforretning på det socialdemokratiske hovedstrøg for små lappeløsninger og ro på bagsmækken. Og folketingspolitikken ligner til forveksling: Synes SF og Socialdemokraterne at der skal bruges afgifter og skatter for at nedbringe forbruget af vand og energi, så synes Enhedslisten det bare lidt bedre. Ikke et ord om at give folket magten til at bestemme.
Man kan ikke fortænke ”forbrugerne” i at stemme på store socialdemokratier i stedet for det lille.

Netavisen 27. oktober 2007