Anders Fogh greb den første chance, han så for at udskrive et folketingsvalg, han ville kunne vinde med sin prøvede reaktionære konstallation af Venstre, Konservative og Pia Kjærsgårds tropper. Det kan de den 13. november, mener han. Det var ventet, at valget allerede var kommet ved folketingets åbning den 2. oktober, men de massive velfærdsdemonstrationer fik ham til at vente til den værste uro havde lagt sig.Pia Kjærsgård har stærkt ønsket dette valg. Ikke bare har de seneste opinionsmålinger vist mulighed for, at konstellationen af de tre mest reaktionære partier i Danmark kan fortsætte ved magten, men også at Kjærsgård og Co. kan gå hen og få et godt valg, mens deres borgerlige rivaler fra Naser Khaders Ny Alliance er langt fra de første topplaceringer.
Fogh og Co. vil have fire år mere – angiveligt for at ’undgå økonomisk overbudspolitik’, som den første søgte begrundelse for valgudskrivelsen lød. Fire år mere til at fortsætte en reaktionær og asocial politik til fordel for kapitalen, for Danmarks rigeste og på bekostning af de svageste, de udrangerede – og det store flertal.
For at Fogh skal genvinde magten skal han selv optræde som en slags ’midterpolitiker’, nærmest en moderat konservativ socialdemokrat. Og taktikken for at vinde valget er klar, rollerne er fordelt mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Fogh har systematisk i den senere tid søgt at skjule og inddæmme sine mest upopulære politikker – som ved at trække tropperne hjem fra den tabte krig i Irak eller allersenest at give løfte om at forbedre de umenneskelige forhold for børn i asylcentrerne. Alligevel skal valget vindes med ny hetz – mod muslimer, mod Asmaa, mod ’socialistiske ballademagere’, mod ungdomshusaktivister o.s.v. Spindoktorerne er i gang, medierne følger op, og Kjærsgårds internetofficerer har travlt med deres hadfyldte hjemmesider.
Skal regeringen bedømmes på sine bedrifter i forhold til, hvad det store flertal af danskere ønsker, vil den blive sparket ud med et plask, der kunne høres på den anden side af Atlanten. Derfor må den vinde en intens og følelsesladet valgkamp, der handler om noget helt andet end dens politik.
Den har millioner og atter millioner afsat til dette formål.
Blandt grundene til at Fogh udskriver valg nu er at han vil stå rustet til at trodse folkeviljen i vigtige politiske spørgsmål, som står på dagsordenen: Han vil stoppe kampen for bedre velfærd og kraftige lønløft i den offentlige sektor i forhold til forårets overenskomstforhandlinger, han vil undgå at udskrive en folkeafstemning om den nye unions-traktat, der skal erstatte den forfatning, som blev nedstemt ved afstemninger, og han vil fortsætte sin krigspolitik som nær allieret med Bush – nu først og fremmest med stadig flere kamptropper i den ulovlige krig og besættelse af Afghanistan. Et nyt mandat til Fogh og hans støtter vil være et mandat til mere krig, fremmedhad, diskrimination og velfærdsslagtninger – noget som Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard forsøger at sælge som ’gode danske værdier’.