Danmark er i krig – og ikke kun i Irak, ikke kun i Afghanistan. Det officielle Danmark fører ’krig mod terror’. Dets uofficielle støtter fra nazister til Dansk Folkeparti og langt ind i regeringspartiernes rækker fører krig mod muslimer, krig mod islam. Som racekrig, religionskrig eller simpel kolonikrig. De givne begrundelser kan være lidt forskellige; til gengæld er fjenden den samme.Igen og igen spredes der terrorfrygt. Med den som krykke kan der føres aggressionskrig i udlandet og Danmark kan omskabes til et overvågningssamfund, der er på vej langt forbi Big Brother og ’1984’. Ikke alene dansk politi og efterretningstjenester har frit slag; CIA og andre amerikanske spionageagenturer står i kø for at kigge os over skulderen.
Det slår ikke fejl, at årsdagene for 11. september 2001 bliver brugt til at genskabe terrorhysteriet i Bushs USA, Merkels Tyskland, Foghs Danmark o.s.v..: Al Qaeda er her! Snart ligger Nørreport i ruiner!
Vi tror simpelthen ikke på dem. Disse krigsmagere har for vane at lyve. Krigen mod Irak indledes og fortsættes med løgne. Det samme gælder ’krigen mod terror’. Mange mener, at blandt de største af disse er den officielle forklaring om, hvad der skete 11. september 2001.
Usikkerheden er krigenes vilkår.
De udemokratiske terrorlove bliver nu brugt i vid udstrækning. Danske og udenlandske efterretningstjenester samarbejder flittigt. Om det er PET, der flytter rundt med CIA og Mossad eller omvendt er et åbent spørgsmål.
Men PET bliver rost for årvågenhed og store terrorfangster.
En hel stribe unge mænd med indvandrerbaggrund er sigtede i terrorsager, senest fra en række arrestationer i København, og vi ser noget gentage sig, der begynder at ligne et mønster.
Endnu inden nogen er dømt, står en lang række meningsdannere klar med deres forklaringer på hvordan det dog er kommet så vidt. Dæmoniseringen af islam som den foretrukne fjende får endnu en omgang.
Ingen skal være i tvivl om, hvem fjenden er – og ingen i Danmark er længere i tvivl om det – medmindre man selv er fjenden.
’Enten er du med os – eller også er du mod os’: Denne fundamentalistiske tankegang er blevet styrende.
Derfor er det vigtigt at slå fast at sekterisme og fanatisme findes i de fleste politiske og religiøse ideologier, fra hinduisme til liberalisme. I Pakistan kunne man allerede i 1947 se hvor mange liv det koster at sætte had op mellem mennesker og tilskynde til borgerkrig - Indien blev efter selvstændigheden delt efter religiøse hovedstrømninger. Denne uhyggelige imperialistiske praksis fortsætter i dag og udbredes i mellemøsten under påskud af ’kamp for demokrati’.
Ruth Evensen og Faderhuset er dansk eksempel på, hvor meget religiøse fundamentalister med reaktionære synspunkter kan ødelægge.
Når visse strømninger indenfor islam er blevet gjort til den nye hovedfjende af de forenede vestmagter er det ikke mindst, fordi USA har brug for et påskud for krigen om verdensherredømme. Islamfjendebilledet er ganske vist lidt uklart defineret, men det er klart nok til at nogle unge med rødder i Mellemøsten solidariserer sig selv med USAs tågefjender. Og hvis USA kan opildne nogle unge til at sprænge sig selv i luften, er militærbevillingerne sikret, og oliepengene kan fortsætte med at strømme ind.
Den reaktionære islamisme er stærkt knyttet til afviklingen af kolonitiden. De mere progressive og moderne, eller næsten verdslige versioner af trossamfund, blev af de gamle kolonimagter set som potentielt allierede for borgerretsgrupper, småbønderne og arbejderklassen - altså som farlige modstandere. De reaktionære grupper, der har som mål at fastholde feudallignende samfundsstrukturer, udgør til gengæld en potentiel allieret af de imperialistiske stormagter.
I stort set alle tidligere kolonilande er mønstret det samme: stormagterne har med fængsel og mord knust de folkelige bevægelser og givet våben og penge til de feudale grupper mod til gengæld at få fri adgang til at udbytte ressourcer og arbejdskraften.
Reaktionær religion er et af reaktionens og imperialismens bedste kort – som fjende eller ven.
Redaktionen 11. september 2007