Kommunistisk Politik 16, 2007
Regeringspartierne holdt i weekenden sommertræf og brugte som sidste år anledningen til at lave deres egen ”partilederrunde”. Alle folketingets partier, undtaget Enhedslisten, var inviteret til den private fest for parlamentarismen, og alle forholdt sig jovialt til bossens udspil (mere kvalitet, bedre velfærd). Om der kommer et valg til allerede til efteråret, er usikkert, men valgkampen er i gang.
Medierne behandlede det hele, som om det var en ordinær partilederrunde, og med tidligere journalist og tv-vært ved DR Morten Løkkegaard som ordstyrer lignede kulissen også. De sædvanlige emner om skattepolitik og integration er nu blevet suppleret med en såkaldt ”investeringsplan”, der er det nye ord for motorveje og privatisering af sundhedsvæsenet. En uhyggelig demonstration af virkelighedskontrol.
Uden debat blev resultatet af den danske valgkamp februar 2005: besættelsesmagt, medlemskab af Den Europæiske Union, strukturreform med nedlæggelse af de små lokaldemokratier, en total omvæltning af uddannelserne fra folkeskole til universitet.
Selvom den aktuelle valgkamp kun baserer sig på vedholdende rygter og øvelser i Venstres partiapparat, er det allerede nu muligt at tage bestik af, hvordan partierne har tænkt sig, den skal føres.
Og dermed også, hvordan medierne skal dække den. Der skal ikke tales om den danske krigsdeltagelse og regeringens krigsforbrydelser, der skal ikke tales om EU, selvom forfatningen skal ratificeres inden for det næste år, og der skal ikke tales om den reelle økonomiske situation. Uanset hvilken konstellation af partier der kommer til magten efter næste valg, vil det ikke betyde en forskel i den førte politik.
Spørgsmålet om unionsforfatningen blev kort efter sidste valg skudt ned af det franske nej, og den danske folkeafstemning blev i den forbindelse aflyst. Nu står spørgsmålet igen i horisonten, og det passer ingen af folketingets partier at holde folkeafstemning om EU og valg kort tid efter. Et nej som i 1992 og 2000 slider hårdt på den gode stemning.
Der er ingen tvivl om, at et flertal i folketinget i øjeblikket slet ikke ønsker en afstemning om unionstraktaten. Kravet om en folkeafstemning skal derfor stå massivt i efterårets arbejde frem til EU-topmødet i december.
Den danske deltagelse i den amerikanske terrorkrig er meddelagtighed i en uhørt forbrydelse mod menneskeheden. Irak er ødelagt, millioner er på flugt, op mod 600.000 mennesker menes dræbt siden 2003. Det danske bidrag i Irak har indtil nu kostet mere end halvanden milliard kroner. Samtidig er flere tusinde unge blevet suget ind i krigstjeneste og kommer arrede hjem; i stedet for arbejde og uddannelse er tiden brugt på mord for imperialismens olieinteresser. Kravet er, at Fogh skal gå af og stilles til ansvar.
Virkeligheden bag Fogs skattelettelser er en forhåbning om at holde liv i opsvinget, men den økonomiske nedtur er uundgåelig, og spekulation vil kun forværre krisen. I februar så USA de første alvorlige krisetegn på boliglånemarkedet. Som følge af faldende ejendomspriser er den sædvanlige trafik med at betale de gamle lån ved tage nye lån med sikkerhed i stigende ejendomsvurderinger ændret til, at en række fattige boligejere står med lån til op over skorstenen uden mulighed for at stille alternative værdier som sikkerhed. Det har medført stærkt stigende renter, og dermed har mange mistet muligheden for at betale deres afdrag. Lån til dårlige betalere udgør nu ca. 14 pct. af det totale marked for boliglån i USA.
Pengene kommer oprindeligt fra private investorer, der har købt obligationer udstedt af investeringsbanker, der så låner pengene videre til kreditforeninger, der låner pengene til huskøberen.
Antallet af nye lånetyper i USA er eksploderet gennem de sidste par år som et desperat forsøg på at holde gang i prisboblen på huse: Lån med fleksible renter, lån med lav rente det første år, lån med 40 års levetid, lån, hvor man i den første periode ikke skal afdrage, men ”kun” betale renten, og lån, hvor man slet ikke skal betale afdrag, fordi renterne bare lægges oveni med forventning om, at huspriserne stiger mere end gælden. Tiltag, der har haft det ene formål at holde spekulationspyramiden gående.
Det er ikke mærkeligt, at festen stopper en dag. Det er mere underligt, at den danske regering uden opposition har åbnet op for den samme Pandoras æske.
Hen over foråret er krisen på det amerikanske lånemarked eskaleret og bredte sig i slutningen af juli til Frankrig og Tyskland. Investorer vil altid gå efter det, der glimter mest, og som under dot.com-boblen har det internationale marked kastet deres penge efter de værdipapirer, der har givet det største udbytte: det amerikanske boligmarked.
I samme takt, som investeringsfondene nu lider tab på deres vanvid, er de store banker begyndt at smække kassen i, hvilket har givet det resultat, at ingen private banker til sidst turde låne hinanden penge af frygt for at de ikke ville få dem igen. Det har akut øget behovet for rede penge, og de store centralbanker i USA, EU og Kina måtte sende bjerge af penge i omløb for at ride stormen af. Den europæiske centralbank sendte på tre dage i august 200 mia. euro ud i systemet.
Den borgerlige regering vil helst tale om fremtiden og har fremlagt nye, luftige planer. De gamle løfter om bedre forhold i den offentlige sektor er nemlig afsløret som en privatiseringsbølge. Mere Fogh betyder mere bedrag, den virkelige kamp er uden for murerne.
Netavisen 16. august