Der er ikke bare koldt på toppen. Der kan også være meget tomt. Det er tyndet kraftigt ud i kredsen omkring den sårede krigspræsident George W. Bush. Senest har hans ældste og mest trofaste rådgiver, valgstrategen Karl Rove, forladt ham. Bush må efterhånden føle sig så ensom og forladt som Richard Nixon i sine sidste dage i Det Hvide Hus, hvor han ventede på en frelse fra skandale og vanære, som aldrig kom. Som i en anden historisk førerbunker blev der leget med dristige planer til det sidste.
For nylig er der fra Nixon-arkivet offentliggjort telefonsamtaler, hvor den trængte præsident diskuterer en sådan plan for at redde situationen med sin miskrediterede og senere dømte rådgiver Charles Colson: Den gik i korthed ud på, at Colson under stort mediehurlumhej skulle forlade staben i Det Hvide Hus. Colson skulle derpå oprette et sagførerfirma, der skulle fungere som en politisk front for Nixon.
Det blev aldrig til noget, men onde tunger påstår, at netop noget i den retning er hensigten med Roves fratræden. At han går nu, fordi han ellers ville blive tvunget væk i forbindelse med kriminelle anklager, og at han fortsat vil tjene Bush, der i forvejen har måtte sige farvel til sådanne mentorer som Rumsfeld, Wolfowitz og en hel stribe andre arkitekter og bygherrer bag den monumentale ruinhob, der går under betegnelsen ’krigen mod terror’.
Karl Rove hører til blandt Bush’s topforbrydere. Han har stået i spidsen for to præsidentvalgkampagner, hvor han fokuserede på at oppiske had i alliance med det fundamentalistiske kristne højre - homofobi og racehad - den såkaldte ‘Southern
Strategy’. Den var ikke helt nok til at vinde valgene, så den suppleredes efter manges antagelser med simpel (eller rettere sagt: udspekuleret) valgsvindel.
Ingen elsker og vil savne Karl Rove - måske bortset fra Bush.