Kapitalens magt over det offentlige

Kommunistisk Politik 14, 2007

Social- og sundhedshjælpernes kamp for ordentlige løn og arbejdsvilkår var et befriende svar til regeringens aftale med fagbevægelsen om en ny stor reform af den offentlige sektor.
Regeringen ynder at fører sig frem som hele samfundets repræsentanter, en regering der kun vil det bedste og som forsvarer alles interesser, ikke mindst de svageste. At den reelt kun er kransekagefiguren på toppen af et system, der er udformet til at forsvare kapitalens interesser og den private ejendomsret ses tydeligst på den afstand, man har helt i bunden af hierarkiet.

Velfærdssamfundet - det er tilsyneladende noget alle går ind for. Hvad det så egentlig er, har politikere haft en diskussion om i årevis. Om hvad der er kerneområder og hvilket guldæg, der skulle sælges næste gang - posten, energiforsyningen eller vandet. Om finansiering over skatten eller via private forsikringsordninger.

De barske kendsgerninger bag al snakken har især ramt de svageste grupper i samfundet og de store grupper af offentligt ansatte med ingen eller relativt korte uddannelser.  De offentlige arbejdspladser har aldrig været vellønnede, men der har til gengæld været tryghed i ansættelsen. En tryghed, der beroede på den forestilling, at vi i Danmark havde et samfund, der skulle blive ved med at undervise børnene og passe de ældre - en illusion om det borgerlige demokrati, det gør ondt at miste.

Fagbevægelsens rolle som troværdig regeringssamarbejdspartner er atter blevet slået fast med den seneste topforhandling om den såkaldte ’kvalitetsreform’ af den offentlige sektor. Ingen tvivl om at fagforeningsbosserne kan se tingene fra modpartens side: Der mangler aldrig en opfordring til at udvise besindighed, når der stilles lønkrav. Fagtoppen sidder på så mange taburetter, at bukserne for længst er revnet f.eks. i spørgsmålet om udlicitering. Den lokale formand for LO-Århus sidder f.eks. som medlem af det socialdemokratiske byråd og af bestyrelsen i Århus Havn, Møller-Mærsks største containerhavn i Danmark.

Fagtoppen forsvarer ikke den brede arbejderklasses interesser, de ufaglærte, arbejdsløse, bistandsmodtagere, lavtuddannede o.s.v. Den udspringer fra og baserer sig på det smalle lag af arbejderaristokrater. Traditionelt har fagtoppen bekæmpet de ufaglærte klubber med alle midler, og det er holdt ved også efter at mange ufaglærte grupper har fået uddannelser. Det har været en gylden regel, at de ufaglærte skulle holdes adskilt og tie, mens sygeplejersker og metalforbundet talte. Når personalet fra forskellige virksomheder eller hospitalsafdelinger i smug begynder at udveksle erfaringer og ideer, så fyres der en tillidsmand eller en strejkevagt.

Den internationale økonomiske tænkning er med nyliberalismen blevet nærmest en religiøs ideologi. Det eneste bud er enkelt at lære: Alting er bedre og billigere i private hænder.
De private hænder kan styre uden demokrati og kontrol, og ikke mindst tildele sig selv løn og fryns i millionklassen. Udlicitering og privatisering af offentlige arbejdspladser er at gå fra en målsætning i forhold til den konkrete opgaveløsning til en kapitalistisk målsætning om at tjene penge: skabe overskud til ejerne. Hurtige gevinster opnås ved hjælp af skattetænkning og ved rationaliseringer: Fyr de faste ansatte og smid den opsparede kapital, som medarbejdere repræsenterer i form af erfaring og viden, ud af vinduet. Ansæt nye modeller på timeløn og vind udbudet! Det kræver en særlig propaganda at sælge rationaliseringer, og den går på princippet ’Tilsvin arbejdspladsen’, med udgangspunkt i de nedskæringer, som regeringen selv har gennemført.

Politikerne kommunikerer bestandigt modsatrettede målsætninger og giver i medierne og valgkampe udtryk for, at man både kan spare og give bedre kvalitet, både afskedige folk og nå mere. Heri ligger der hele tiden en skjult kritik af medarbejderne på gulvet - at de før var dovne, eller at de nu ikke er dygtige nok til at passe ind med moderne krav. Den ukonkrete kritik skal give ledelsen rene hænder på bekostning af de ansatte. Sidste år blev denne metode brugt overfor Århus sporveje med særlig elegance. Resultatet var, at alle der ikke kunne følge med det øgede arbejdspres blev fyret, og sygdom som følge af stress på arbejdspladsen blev kaldt overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Den tidligere fællestillidsmand Johnny Fischer måtte til sidst selv sygemelde sig med stress og fik følgelig en fyreseddel. Han oplevede, at ledelsen bevidst gik efter at mase så mange som muligt at de gamle funktionæransatte så de selv søgte væk eller kunne fyres efter sygdom. Formålet med hele øvelsen var i øvrigt ikke besparelser, men at det offentlige ikke længere skal drive så meget som et busselskab. De mange kampe omkring offentlige arbejdspladser ligner hinanden i dette fanatiske religiøse aspekt hos pådriverne af privatiseringer og udliciteringer.

Står det til de multinationale koncerner, G8, EU, regeringen og alle deres andre instrumenter vil Danmark og mange andre lande i den kommende periode opleve en massiv nedslagtning af sociale sikkerhedsnet, kommunal service, støtte til demokratisk og folkelig kultur og meget andet, der har været kæmpet for.

-fsk

Netavisen 4. juli 2007