Hvorfor skete drabene på Virginia Tech?

Af Workers World

Hvad er grunden til at det amerikanske samfund udløser den ene skolemassakre efter den anden og andre voldelige tragedier med almindelige mennesker som ofre?
Denne artikel giver en marxistisk analyse af den amerikanske vold som socialt fænomen og rejser samtidig spørgsmålet om svaret simpelthen er at forbyde den lette adgang til våben – eller om dette er en afledning fra, hvad der virkelig er på spil

Endnu en massakre er sket på et uddannelsessted, der denne gang efterlod 33 døde på Virginia Tech – den værste begivenhed af den slags nogensinde på et amerikansk universitet.
Nyhedsmedierne virker forbløffede, forbavsede, men deres dækning lyder nærmest identisk med historierne fra Columbine for otte år siden. De fokuserer på den unge mand, som politiet siger begik drabene, før han begik selvmord, og på hans personlighed. Han omtales som en ’enspænder’, deprimeret, måske vred på kvinder.

Men er der ikke ensomme og deprimerede mennesker over hele verden? Mange lande har høje selvmordstal. Hvordan går det til, at nogle af disse her bliver massemordere? USA er verdens førende hvad angår tilsyneladende tilfældige voldshandlinger, begået af enkeltpersoner. Hvorfor?

Præsident George W. Bush hastede til Virginia for at tale til en større forsamling dagen efter myrderierne og prøvede at angive tonen for, hvad der kunne siges: ’Det er umuligt at finde mening i en sådan vold og lidelse’, sagde han.
Spørg altså ikke hvorfor, prøv ikke at forstå! Det giver ingen mening. ’Vær stærke i troen’, var Bush’s budskab. Men der ER grunde til at disse ting sker her, og for resten af verden står de temmelig klare. Det er kun i USA, at ingen har lov til at drøfte årsagerne.

Hvad adskiller dette land fra resten af verden? Det er hverken det mest velstående eller det fattigste. Det er hverken det mest sekulære eller det mest religiøse. Det er ikke kulturelt mest homogene, men heller ikke det mest heterogene.
Men der er ét område, hvor det nærmest står alene. Det rummer det største high-tech våbenarsenal i verden og overgår langt alle andre lande. Det har militærbaser spredt over det hele; de fleste lande har ingen tropper uden for egne grænser.
Det fører i øjeblikket to varme krige, i Irak og Afghanistan, og har sendt hundredtusinder af tropper til udlandet i de sidste par år. Hver eneste dag formodes offentligheden her at identificere sig med soldater, som braser ind i hjem i Baghdad, samler folk sammen og fører dem bort til ’forhør’, hvad alle ved kan betyde tortur og tilbageholdelse i ubestemt tid.

Det sendes også tungt rustede ’specialkommandoer’ på hemmelige missioner i utallige andre lande, som de, der netop har understøttet invasionen og bombningen af Somalia, eller dem, som har forsøgt at fremmane oppositionen i Iran frem. Dette er dokumenteret af nyhedsmedierne.

Disse såvel som tidligere kolonikriges uhyrlige brutalitet prises fra Det Hvide Hus og ned som den bedste måde – ja den eneste – til at opnå, hvad de politiske ledere og deres indflydelsesrige og velhavende bagmænd mener er nødvendigt for at beskytte deres verdensimperium.

Bliver masser af mennesker dræbt? ’Der sker ting og sager’, sagde fhv.  krigsminister Donald Rumsfeld. ‘Collateral damage’, siger Pentagon.
Hjemme har USA verdensrekord i fængslinger. Mere end 2 millioner spærres inde i fængselssystemet hvert eneste år, de fleste farvede mennesker. Når de kommercielle væbnede sikkerhedsvagter tælles med, har USA millioner af ansatte, som benytter pistoler og andre tvangsinstrumenter i deres arbejde. 

I sidste ende opretholdes militær og politi – disse ’væbnede grupper af mænd’, som marxister definerede dem som før kvinder blev indrangeret i rækkerne – for at forevige og beskytte det nuværende uretfærdige system af kapitalistisk ulighed, for nogle få kan hævde, at de personligt ejer en stor økonomi, opbygget af hundrede af millioner arbejderes sved og blod.

Og jo mere delt, jo mere polariseret samfundet bliver, jo større bliver graden af tvang og vold. Angrebsvåben findes nu overalt i dette samfund, ligesom Tasers (elektriske stødpistoler), håndjern, køller og tåregas. De er normalt først i hænderne på politi, militær og andre statsagenturer, og kan så dukke op overalt.

Der er mange penge i vold i massekulturen. Fjernsyn, film, underholdningsromaner, internet hjemmesider, videospil – alle fokuserer på ’sociopater’, mens de glorificerer statens brug af vold, tit suppleret af en enlig lov-og-orden ridder. Når børn når teenagealderen, har de allerede set tusindvis af mord og drab i TV. Og i den sidste tid er der kommet ny spænding med talrige programmer, som omhandler chikane, forfølgelse og terror mod kvinder – og i voksende omfang mod børn.

Som Duke-voldtægtssagen og mange ’escortservice’-annoncer viser, er farvede kvinder i særlig grad ofre for udbytning og har ikke ressourcer til at sikre en smule retfærdighed. Og som mordene langs grænsen viser, er farvede indvandrere ’lovligt bytte’ for racistiske dræbere.

Kapitalismens sociale jordbund kan fremmedgøre og skabe raseri i en ustabil og ulykkelig person, som burde have hjælp, men ikke får det. Hvis den unge mand, som anklages for disse mord, modtog anti-depressive medikamenter, er det endnu et vidnesbyrd om, at det kræver mere af samfundet at behandle psykiske lidelser end blot at udskrive tvivlsom kemi – på et tidspunkt, hvor hospitaler lukker og sundhedspleje er uopnåelig for millioner og atter millioner af mennesker.

Mange liberale kommentatorer benytter lejligheden til at forny kravet om strengere våbenlove. Ja, angrebsvåben er forfærdelige, men det er bunker buster-bomber også, og helikoptere, der affyrer flere tusinde runder i minuttet, og de ultimative atomvåben. At afvæbne folket er ikke svaret, især ikke når den kapitalistiske stat er væbnet til tænderne og dagligt anvender brutalitet og tvang.

Den bedste modgift mod disse tragedier er at opbygge en bevægelse for dybtgående social forandring, for at erstatte kapitalisme med socialisme, som folks energi kan rettes mod at løse de store problemer, som vejer tungt på menneskeheden i dag, hvad enten det er krigene eller den globale klimaændring eller ensomheden i jungle-samfundet.

Netavisen 23. april 2007